Andreas havde løbet i lidt mere end l time i skoven, da han mærkede små stik i hjernen. Han ignorerede stikkene og tvang sin unge muskuløse krop op i tempo. Han lod alt andet være ude. Også bøgetræernes spæde blade, som bevægede sig langsomt i den lette forårsvind. Og de hvide anamoner, som dannede et prikket mønster i skovbunden. Han så heller ikke de vifteformede bregner.
Andreas pressede igen tempoet op, og holdt samtidig øje med skærmen på det sorte pulsur. Tid ok, kilometertal ok, gennemsnitshastighed ok. Yes, han ville presse sig selv endnu mere, bare lidt. Det ville komme til at gøre ondt i lunger og ben, men belønningen ventede forude. Et eller andet sted! Det her var bare godt. En nødvendig modvægt til arbejdet i forsikringsselskabets minimalistiske kontorlandskab i byens centrum, De lange arbejdsdage foran computeren, Investeringer af kunders opsparede kapital i værdipapirer - til højst mulig forrentning. Hans løn var tårnhøj, men han ville også leve sundt og have mest muligt ud af livet. Ikke dø for tidligt. Og lige nu investerede Andreas i sundhed. Døden ville blive skubbet ud til den fjerneste horisont.
Andreas checkede pulsuret igen. Fantastisk tid, han var i gang med at slå sin egen rekord. Han kunne forlænge livet, eller endnu bedre: livet kunne forvandles til en uendelig tilstand. Andreas kunne nu høre lyden af biler og motorcykler fra den store vej, som skar sig lige midt igennem skoven. Satans. Han havde glemt vejen, det ville forringe hans tid, hvis han måtte stoppe ved den idiotiske vej. Hvorfor fanden havde man også lavet en stærkt befærdet vej lige gennem skoven, hvor så mange løb og jagtede det sunde liv? Andreas tog chancen og krydsede vejen. Så er min tid reddet, og der sker alligevel ikke noget ved det, nåede han lige at tænke.
Han så ikke den sorte Audi, og i et splitsekund mærkede han smerterne brede sig i kroppen. Så blev alt stille.
Andreas plirrede med øjnene og vendte ansigtet bort fra det stærke sollys ude fra hospitalets have. Han mærkede nu smerterne i hovedet og brystet.
"Andreas!" En sygeplejerske stod ved hans seng. "Du vil nok få ondt de næste par timer, men vi skal nok passe godt på dig . Du får noget smertestillende." Pillerne virkede hurtigt. Andreas følte han sank ned i et uendeligt mørke. Ikke et helvede, men et sted, hvor kroppen blev vægtløs og tankerne forsvandt.
Det var aften. En læge og sygeplejerske stod ved sengen. De hilste og gav Andreas'slappe hånd et fast tryk. "Hvordan har du det, Andreas?" , spurgte lægen. Århh, det gør så forbandet ondt. Jeg kan snart ikke holde det ud længere," svarede Andreas. Ordene kom hæst og stødvis. "Forståeligt nok. Forståeligt nok." sagde lægen og fortsatte "Men hør nu her! Du har faktisk været heldig. Du er sluppet med 2 brækkede ribben og 2 buler i hovedbunden. Det kunne have været meget værre. Men for en sikkerhedsskyld scanner vi din hjerne i morgen. Du får noget smertestillende og noget at sove på. Så er du sikkert mere frisk i morgen. Det skal nok gå. Sov godt, Andreas."
Andreas tog medicinen mens sygeplejersken så på, Hun smilede til ham - så var hun væk. Andreas ville drikke lidt mere vand, for at være sikker på at al medicinen blev opløst. Da han rakte ud efter vandglasset på det lille sengebord, opdagede han pulsuret. Han tog det op, trykkede på ON. Hvad var klokken egentlig? Skærmen var næsten tom. Den viste kun "LOW BATTERY".
Det er også ligemeget, tænkte Andreas og lukkede sine øjne.