Ham der forlod mig


2 måneder, 16 dage siden 2 kommentarer Blandede tekster savn ulykkelig håbefuld

1Min generation-selfiegeneration
Det er en ting at få venner på Snapchat, som du ikke kender. Og d... [...]
Essays · moderne samfund, teenageliv, krop
24 dage siden
2Ham der forlod mig
Nogle gange er de smukkeste minder, dem der gør mest ondt. Nogle ... [...]
Blandede tekster · savn, ulykkelig, håbefuld
2 måneder, 16 dage siden
2Min danserinde
Engang lå jeg tit, og hørte på regnen der trommede på mit vindue.... [...]
Blandede tekster · forelskelse, skønhed, forhåbninger
3 måneder, 28 dage siden
2Jeg er ikke alene
Jeg er ikke Latterlig, jeg ved godt at min familie har deres egne... [...]
Blandede tekster · livet, sårbarhed, tomhed
5 måneder, 7 dage siden
2Sokkerne
Hun løb i blødt sand, det var køligt og verden susede forbi. Jord... [...]
Kortprosa · drøm, ord
1 år siden
2Dybet...
Livet er et kaos. Rod, farver, og absolut kaos... Hun ryger, jeg ... [...]
Kortprosa · splittelse, hjælp, smerte
1 år siden
3Mit sted...
En vejrtrækning, luft der strømmer ned i mine lunger. Duften af b... [...]
Blandede tekster
1 år, 7 måneder siden

Puls: 17,9

Publiceret: 2
Afgivet: 5
Modtaget: 3
Lea Jespersen (f. 2000)
Nogle gange er de smukkeste minder, dem der gør mest ondt. Nogle gange skal man ikke tænke så meget, for tanker kan være mere skadelige end ord, mere skadelige end handlinger. Men de kan være nødvendige, men ikke for mig. For mig, er de overflødige. Men jeg har ikke rigtig andet valg end at tænke dem, har jeg vel? For du låste mig inde her, i mørket, alene, med intet andet end mine endeløse tanker. Selvfølgelig prøver jeg at tænke på andre ting, men mine tanker ender alligevel altid hos os. Engang fortalte en god ven mig at jeg havde et problem, nu ser jeg at det er sandt. Jeg tænker for meget, og føler for dybt. Og det er en farlig kombination. Ikke som du tror, jeg vælger ikke hvem som helst, for dem jeg elsker de er særlige, alt for særlige! Allerede da jeg var barn, så jeg værdien af dybe forhold. Jeg er loyal. Det ved jeg. Men det er tit dem der kæmper for det, der har flest ar på sjælen. Og kvaliteten ægte, er en sjældenhed. Og jeg tror aldrig helt jeg fandt en person der besad den. For jeg endte altid med at være alene, og vred. I mange år forstod jeg ikke vreden. Men hun blev hos mig i så lang tid at hun fortalte mig at hendes rigtige navn egentlig er sorg. Derfor lærte jeg at være alene. Det er ikke så slemt, og hvis jeg ikke havde haft øvelsen i det, havde jeg nok gjort en ende på mit sørgelige værdiløse liv. Desuden er stilhed ikke tomt, ikke altid i hvert fald. Det er ligeså fyldt af svar, hvis man vil høre. Men det har jeg ikke tid til, for jeg bruger al min tid på at tænke. Men I den tid hvor jeg var din og kun din, levede og åndede jeg, men det var dumt... Det ser jeg nu. Jeg ved nu at jeg skulle have tænkt mig om. Nu lever jeg, og ånder jeg, men der er koldt her, alt for koldt til at leve livet til dets fyldest. Så jeg har fundet en ny tilværelse, men den foregår kun i mine tanker. Men bare rolig. Spild ikke dine dyrebare tanker på lille mig, for jeg er også glad, i korte søde intervaller. Når du ikke er der... Og så tænker jeg på at du ikke er der, og så er du der, inde i mit hoved, og så er det tomt indeni igen. Hvis du forsvandt med et, ville det ikke gøre så ondt. Det ville være som at rive plasteret af en gang for alle. Du ville lade mig komme videre. Men det synes du måske var for hurtigt, til at du selv kunne komme videre, eller hvad? Det er de spørgsmål. De spørgsmål du har efterladt, der gør at såret aldrig heler helt. Var det ikke sjovt nok at ødelægge mig? Det skulle gøres langsomt og pinefuldt? Du fik mig i din favn, du holdt mig der, tæt ind til dig. Jeg hørte dit hjerte banke, og mærkede varmen fra din krop. Og så, uden varsel skubbede du mig længere og længere væk. Millimeter for millimeter. Og ved du hvad der gør ondt? At se en du holder så meget af, skubbe dig langsomt væk. Og du kan INTET stille op, andet end at smile og se til. Du skubbede mig herind, ind i dette tomrum af intethed. Jeg er alene, men jeg har dig jo stadig, ik? Du besøger mig i mine drømme, i dem elsker du mig stadig. I dem er du her sammen med mig, og så er vi her ikke. Så er vi frie. Når du er her, så er jeg lykkelig. Men så vågner jeg, og indser at dine søde ord og din omfavnelse bare var mine tanker. Mine tanker. I starten var jeg ikke alene, da du lige var gået og jeg havde indset at du ikke ville komme tilbage, og at det ikke ville nytte noget at blive ved med at komme til dig, var der andre der kom til mig. De låste sig frivilligt herind. Men deres tid her var ikke ubegrænset, ikke som min. Og ingen kan bære en maske i særlig lang tid. Så de tog den af, og efterlod den her hos mig. Så rejste de sig, og fulgte lige i dine dybe fodspor. Men jeg prøvede, jeg prøvede virkelig! Jeg rejste mig, jeg gik ind i tomheden. Prøvede at overvinde mine tanker, kæmpede mod dem i måneder. Og så ramte jeg glasmuren. Og der var du, lige bag ved den. Du så mig... Du så mig rent faktisk. Men du gjorde ikke noget. Du så at jeg var fanget bag denne mur. Omgivet af tåge, og mørke. Men du tog hendes hånd. Du vendte dig bort, og du kiggede dig ikke engang tilbage. Også selvom du havde hørt mine grådkvalte skrig, og set mine tåre. Du gik bare, lige ud af mit liv. Og sammen med dig forsvandt lysten til at samle stykkerne sammen igen, sammen med dig forsvandt lysten til at sy mit hjerte sammen igen. Du var væk... Jeg tog maskerne der lå på stengulvet op, og tog dem på en efter en. Nu var alt det ødelagte gemt, og glemt. Men det var bare ikke sandheden. Og som jeg stod der og betragtede mit spejlbillede, kunne jeg ikke andet end at tænke
"Åh skat... du er blevet så falsk."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/01-2020 07:56 af Lea Jespersen (mobi123abc) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 909 ord og lix-tallet er 19.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.