En vejrtrækning, luft der strømmer ned i mine lunger. Duften af brune blade, og sensommer. Græsset føles glat og kompakt mellem mine fingre. Mit sæde af perfekte grønne strå er unaturlige. Jeg er omgivet af plader, plader af jern og træ. Når jeg kigger op, ser jeg kun himmel, og store bløde skyer. Tanker i et tankespind, der blæser med vinden til den anden ende af jorden. Et net, hvidt som sne, rug som reb. Sæder, sæder med usynlige ansigter der smiler, som den sol der er over mit hoved. Høje stammer der omringer mig, deres lange grene strækker sig over mig. Og prøver at stjæle varmen. Alene mutters alene, på et sted som ellers altid er fyldt op. Gamle sko mærker i græsset, og jern kæder der stadig rædsler fra sidste gang en ramte i nettet. Grin og råb, der stadig hænger i luften fra sidste gang der var liv her. En fugl i det høje kalder på mig, siger jeg må gå. For nu må det være dens tur til at nyde et sted hvor ingen bor, men alle har været. Jeg rejser mig og følger den malede snorlige hvide streg til den ender...