Jeg er ikke Latterlig, jeg ved godt at min familie har deres egne problemer. Jeg er jo ikke dum, jeg ved da godt at mine venner kun bekymre sig halvt. Jeg er ikke naiv vel? Jeg ved godt psykologen ikke er min rigtige ven. Det kan man ikke, ikke når man bliver betalt for at lytte. Jeg vil ikke dø, jeg vil bare ikke være her mere. Jeg vil ikke leve sådan her for evigt, jeg vil bare lige være. Jeg vil ikke tage mig sammen til at få et "bedre liv", jeg ved da godt jeg skal være taknemmelig, taknemmelig for det jeg nu engang har. Det har jeg altid fået at vide. Jeg bliver ikke misbrugt, for der ikke noget at bruge mig til. Jeg bliver ikke bange, for jeg har altså ramt bunden. Jeg lever ikke i fremtiden, jeg lever 100% i nuet, og det gør ondt... Jeg kan ikke mærke sorgen, for det er en konstant og ikke en variabel. Jeg kan ikke gange smerten med 2 eller 10, for det kan ikke gøre mere ondt. Jeg er ikke fortabt, bare ude af rækkevidde, og det har jeg jo ligesom regnet ud. Jeg er ikke deprimeret, jeg er bare følelsesmæssigt ustabil. Jeg er ikke alene, jeg bruger bare ikke tiden med andre end mig. Jeg er ikke anderledes, jeg er bare socialt usikker. Jeg er ikke syg, jeg er bare træt. Jeg er ikke bleg, jeg er bare træt. Jeg er ikke mig, jeg er bare træt. Træt af livet, livet som kun jeg kender det...

Men hov jeg skal ikke glemme, at jeg ikke er alene, jeg er bare den eneste der kan mærke mine følelser, jeg er bare den eneste der er her, jeg er bare den eneste jeg kan mærke. For jeg har problemer, jeg bekymrer mig kun halvt, og jeg er ikke din ven. Det har jeg ikke kræfter til...