Ærteblomsterne:
Hun kom hertil for et år siden
Agnes
Dag ud og dag ind forsøgte vi at åbne døren
Både vores og hendes egen
Men forgæves blev hendes smækket i, og vores egen stående åben
- ikke engang et "farvel", en forklaring eller blot et uskyldigt, intetsigende vink
Langsomt stoppede vi med at åbne hendes dør
- vores gled tilsvarende i, men stod ulåst med hængslerne godt og grundigt smurt
Tiden gik
Dagene passerede
Vores dør åbnede sig igen - vi åbnede den
Sad i en klump alle sammen - alle sammen undtagen Agnes
Et desperat forsøg på at fæstne hendes øjne til vores
- vi er her
Kig op, kig op, kig op
Hendes blik forblev nede
O'dog
Et splitsekund rettede hun blikket mod os
øjenkontakt
i et venligt forsøg trykkede jeg send, og smed smilet afsted mod hende - håbede hun ville modtage det
fejlede - suk
Sjælens spejle reflekterede ikke længere mig - nåede hun at modtage min besked?
Vendte mig om, grinede sammen med de andre
Invitationen til klassefesten blev sendt afsted samme dag
Kunne dette være en åben dør, hvor hængslerne ikke var blevet smurt forgæves?
Den virkelige drøm om spejlet, der for én gangs skyld ville reflektere os
Mulighed for at danne én klump - ét fællesskab