Jeg er en social og sundhedsassistent der opfatter mig som en del af den nationale sikkerheds og sygeplejes indsatsberedskab. Jeg er en strammertype, ikke en slapper. Jeg er god nok alligevel.
Jeg har været på afdeling r7 på sankt hans hospital på en del nattevagter. Vi sad på det man kalder fast vagt måden hvor man sidder en eller to udenfor en patients stuedør for at sikre han ikke færdes frit blandt de andre patienter. Denne patient var midt i tyverne, og hed Daud. Han er somalier. Han talte til os der havde fast vagt, hvad vi normalt prøver at begrænse, fordi tiden med fast vagt for patienten er en tid hvor man skal sunde sig. Daud havde nogle måneder før jeg kom på et specielt hold fra vikarbureauet, der netop sad på ham...sådan kalder vi det,ret ubevidst, at sidde på en patient, men vi ved godt det lyder groft, alligevel bruger vi chargonen...ja, nogle måneder før havde han sat benet på en stol der stod ved en fejl midt på gulvet og i et elastik agtigt afsæt kastet sig igennem luften og sparket en sosu i hovedet, eller var hun sygeplejerske. Hun måtte stoppe jobbet, så personalegruppen er lidt olme på Daud. Først et halvt år senere hvor jeg har en ekstravagt på Glostrup psykiatri på J 80 møder jeg ham igen. Her er han helt fredelig, og vi spiller fodbold. En ny psykiater har valgt at sætte ham på den mest effektive skizofreni medicin Leponex. Det er et helt nyt indtryk, med meget større modenhed, og han har lagt det hvide imam tøj han gik i på sankt hans, det med den lille fez. Nu er det en fest at se så god og rask han er blevet. Hans offer på r 7 er nu på førtidspension og skadet for livet. Kunne Daud have fået Leponexen før det spark fandt sted...