Stedet Med Det Rådne Gulv


3 måneder siden 4 kommentarer Kortprosa opgivelse sårbarhed ensomhed

4Stedet Med Det Rådne Gulv
Udenfor var himlen rød og havet sort. Indenfor var væggen grå og ... [...]
Kortprosa · opgivelse, sårbarhed, ensomhed
3 måneder siden
2Livets Søvn
Efter tredive lange år fik jeg endelig lov at vågne; at se, se an... [...]
Noveller · kvinder, misbrug, fantasi
3 måneder, 2 dage siden

Puls: 6,9

Publiceret: 2
Afgivet: 0
Modtaget: 4
Malte Madsen (f. 2004)
Udenfor var himlen rød og havet sort. Indenfor var væggen grå og gulvet råddent. I hjørnet sad Jod, hans arme fast om de spinkle ben. Under ham, under gulvet var en flok som lignede ham til en vis grad. De larmede, stønnede, gryntede, eller skreg, hvis en faldt om. Jod havde engang været en del af den flok, men ikke længere. Han gad ikke. Turde ikke. Kunne ikke. Kunne intet.
   Han havde siddet som han gjorde i hvad der nærmede sig et årti. Eller et århundrede. Knap kunne hans lemmer mærkes. Dog arbejdede hans hoved på højtryk, hans hjerne, som var den en af de maskiner, som i sin tid havde kørt i rundkreds gennem hans barndomshjem, og havde ramt hans mor, så slank og dvask som hun var. Jod havde ingen planer om at rejse sig. Den eneste grund til at gøre det, som nogensinde kunne bare overvejes for ham, var at få en bid mad, men det skib var for længst sejlet. Sejlet væk, ud mod den glødende horisont, hvorfra de var kommet, dengang mennesket første gang indtog denne særlige lille lomme. Stedet selv var ikke ret menneskeligt. Det bed. Det hakkede. Og hvis muligheden skulle opstå, som den havde engang for snart ti år siden, kunne stedet finde på at opsluge en kvinde, som blot havde været ude og ride en lille morgentur, hendes ansigt så kønt som morgendagen selv, den eneste grund til, Jod stadig kunne mærke sit hoved.
   Der skete sjældent noget det sted. Det var så stille som det sorte hav, hvis man fjernede den konstante grynten fra folkene nedenunder. Selv om natten holdt de ikke op, men det generede ikke Jod. Det gjorde intet. Ikke længere.
   Indimellem blev der banket på gulvet hvor Jod sad, men han reagerede ikke. Han kunne ikke. Kunne intet. Ikke længere.
   Nogle gange vandrede hans hjerne tilbage til dengang for ti år siden. Dengang hvor han sad afslappet med folkene nedenunder, arme ned langs siden, ben strakt ud foran sig. Dengang hvor folk sad ved siden af ham, om over han skulder, og stønnede og peb.

Jod sad fast i sine tanker, heste ridende omkring inde i hans hoved, sole der stod op, sole der stod ned, sole der sloges. Da skete noget, som ikke havde sket før; trods lyden af banken mod de rådne brædder var velkendt hos Jod, så havde han ikke før oplevet dem med sådan en knasen og kraft. Jods nakke var stiv som værelset han var i, men han kæmpede. Hans øjne dansede, lystige efter at blive sat fri, og faldt hen og låste sig fast på årsagen til lyden; en sten som en hånd, slebet, dukkede frem og tilbage fra gulvet, hver gang blev vist lidt mere af den. Endelig kunne den magre hånd som holdt fat om stenen ses. Hånden rystede. Jods nakke rystede ligeså.
   Hakken fortsatte i hvad der så vel som det kunne have været minutter, kunne have været århundreder. Men for Jod betød tiden intet. Ikke længere. Blot det at have noget at se frem til, ligegyldigt hvad det var, bare det skete, holdt ham fra ikke at stoppe med at holde.
   Så, efter en dag, eller et år, eller et minut, begyndte en ny banken. Hvide knoer, snart at være røde, hamrede sig mod den udskårne del af gulvet. Jod have næppe trukket vejret så hurtigt, så dybt, nogensinde. Brædder sprang op, og blødende knoer fulgte. Jod bevægede nakken endnu en gang længere opad. Snart dukkede et aflangt, nærmest rektangulært hoved frem gennem hullet, gennem brædderne, efterfulgt af resten af den afblegede krop, som hurtigt efter bevægede sig mod Jod med en hast, så han knap kunne nå at reagere, andet en at løsne sit greb rundt om benene, så hans arme faldt ned langs siderne, og hans ben faldt udstrakte ned på gulvet. Den blege krop væltede oveni ham, og flere blege kroppe tittede frem. De alle havde hvert sit sæt skæve, gule, måske endda grønlige, tænder, som pegede i alle retninger, som formede et overvældende smil dannet af lykke og savn, og deres blege hud var som jorddækket sne, de sjældne gange det forekom.
   Men nu var Jod den blegeste. De væltede alle i en bunke over Jods livløse krop, tårer som vandfald ned af deres kinder, da de så Jods smil idet hans hjerne galopperede væk for at blive slugt af den glødende horisont. Skrig. Jod kunne alt.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 31/08-2020 17:02 af Malte Madsen (fortniteman66) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 734 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.