Jeg bruger mit liv på noget der ikke giver mening.
Jeg arbejder med børn, som er ligeglade med mig, og jeg kan ikke holde til at gøre jobbet godt nok.
Jeg begynder at blive som dem.
Hovedpine er min daglige ven samt korte nætter og konstant træthed.
Jeg omgiver mig med mennesker jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med og dem jeg ren faktisk holder af skræmmer jeg væk i frustationer eller hårde ord.

Ungdomslivet er nu officielt forbi og selvom det var der, så kan jeg knapt huske det nu.
Min verden er meningsløs og ligegyldig, eftersom jeg står stille på alle fronter - udover når det gælder mit temperament eller opgivenhed.
Jeg kan ikke genkende mig selv eller den jeg troede jeg kunne få tilbage.
Hun er væk for altid og jeg må enten leve med hende som er tilbage eller skabe en ny.
Jeg mangler noget!
Resterne af mig er sørgelige og ubrugelige, de gør ingen nytte og sviner mere end hjælper.
Der er kun al den tid jeg ikke har til at kreere en ny, så jeg lapper der hvor det mest gør ondt.