Du tog væk. Møblerne stod stadig i lejligheden som et forladt dukkehus. De havde købt nogle nye, du havde købt nogle nye.
Jeg gik forbi hver eneste dag i håbet om at dit runde ansigt ville trykke sig mod vinduet. I håbet.

Alle græd på deres fine, sorte tøj. Du borede dine barnlige negle længere ind i mine skuldreblade, mine arme kunne knapt nå om dig.
Jeg havde ikke engang helt sort tøj på. Jeg skammede mig over det. Der var så mange unge mennesker. Unge slægtninge, unge venner. Din mor var højt elsket af alle.
Præsten sagde dit navn forkert i mindetalen. Jeg skulede hele dagen. Du smilede til mig.
Hvor ondt dit hoved måtte have gjort til sidst på dagen, alle de fremmede mennesker med kondolerede svage stemmer og forsigtige, velmenende klap på din skulder.

Du ville blive konfirmeret i den samme kirke året efter i maj med en manglende streng i dit hjerte. Din stemme ændrede sig og blev en dybere, forvrænget version end den jeg kendte.
Du fortsatte med at spille violin, dét hun havde meldt dig til som lille. De sange du spillede slæbte sig hen ad vejen, i lange drag med buen og trak alt med sig.

Du gik til psykolog og lægeundersøgelse og gruppeterapi med andre unge. Med andre børn.
De undersøgte dig, mens du stadig blev hjemsøgt af en sygdom så skødesløs og uretfærdig, at den tager ulevede liv og beholder dem, holder dem i ave indtil flammen langsomt dør ud.
Sorgen gisper efter luft i forsøget på at vende tilbage med samme energi og viljestyrke. Den kæmper imod, men bliver svagere efterhånden.
Kroppen lukker konsekvent organerne ned. Først leveren, så lungerne, hjernen og så...

Dine knæ bukker sig nedad og vælter om på hospicet, hvor de levende døde sænker sammen i institutionaliserede bunker. De har glas i øjnene.
Du tog væk fra stilheden og velmenende panderynken.