Snart forsvinder den sidste sol lys
I takt med grenes svajen i vinden
dunker mit hjerte ustyrligt
Bladene på træer har også reageret på vinden
Men du vil hverken høre eller se
Et ord er for meget
og mange ord er intetsigende
Mit hjerte har været min hjerne utro
Under den larmende tavshed
Skriger evighedslængslen
Når mørket falder hen
Vil angsten snige sig som pesten
Og sprede sig inde i mig
Tære på mine kræfter
Nedbryde langsomt min psyke
Uden håb er jeg
som flammende forstenet harpiks
som aldrig vil blive til rav
Mørket er faldet hen nu
og har opslugt mit livs mod