Velvidende om at det ville såre ham, tog jeg mig mod til og overrumlede ham med alle svinske ord jeg kunne komme i tanke om og lod dem flyde som høje bølger ud af min mund mens jeg kunne se ham stå tilbage som en såret soldat der var vendt hjem fra krigen.
   Og han gjorde intet, ikke engang da jeg kaldte ham for en utilstrækkelig lille mand der hverken vidste hvordan man tog tøj på selv eller elskede med andet menneske, blinkede han.
   Alt i mig rumlede når jeg tænkte på hvordan jeg selv ville reagere hvis han åbnede sin mund og sagde sin ærlige mening om mig, så kom jeg til at grine midt i min respektløse tilstedeværelse, for det ville han aldrig have nosser nok til at gøre, måske havde han bare ingen?