Har godt nok været flittig med blyant, pen og pensel...dyppet dem i blæk, akvarel og sat det nænsomt på papir, selv om resultatet, altså illustrationerne ofte bliver af en spids karakter. Det har været min fornøjelse i denne alene - Corona tid. Chefen ringede forleden, at nu skulle jeg blive hjemme fra job, mange af kollegaerne og borgerne i bostederne var ramte... så var jeg pludselig i et kritisk felt, min sårbarhed blev pludselig meget synlig.
Har gået en del ture og slået store buer om andre mennesker på min vej. Alt i mig stritter...har lyst og behov for disse andre mennesker, jeg plejer at sige noget fjollet til dem bare for at sætte en dialog igang...det sker ikke nu og skynder mig hjem til tegnebordet og slår mine streger... de hjælper mig af med frustrationen.

Det mærkelige er, at jeg slet ikke ringer til nogen. Hvad skal jeg sige...det er som det plejer...går her alene, laver noget mad, drikker lidt for meget, tegner og maler... trænger til, nogen er her, sådan en snak du ved, måske et kram, et kys, måske et blow og hed elskov... noget i den stil. Hvorfor har jeg ikke en kæreste? Det er da vildt upraktisk i sådan en tid... hvor ville meget løse sig... en lille kat kunne også være rart. Åhhh, savner min gamle kat, Baby Von Brasch...hun forstod mig, gav mig trøst... hendes milde røst og store blide, kloge øjne sagde alt. "Jeg forstår".

Har bare sådan en lyst til at løbe ud i samfundet og skrige..."Tal til mig,... ta mig...rør mig...rør mig!!". Ligger på sofaen og drømmer om livet, fjernsynet hælder ligegyldig håndbold ud i rummet, har ikke andre kanaler... så det er bare en baggrund af lyde, der minder om menneske travlhed i lufthavnen, hvor jeg venter på flyet til spanien... hvoir jeg skal vandre Camino. Drømme er fantastiske... hælder et glas rødvin op.