Jeg står ved moder træets rod.
og ser det sammenvokset med min fod.
Jeg kigger på træets grene,
som aftegner min egen livsbane.
Grenene snor sig om træets stamme,
som om de træet kærligt vil kramme.
Og træets top knejser mod himlen.
mens man hører kirketårnets bimlen.
Moder Træets flotte skue,
lader sig aldrig nogensinde kue.
Det står udfoldet i al sin pragt,
når sommeren har blade frembragt.
Frodighedens smukke syn,
slår ned som et lyn,
inden efterårets blæst og stærke vinde,
får de grønne blade til at forsvinde.
De drysser til jorden som gyldent løv,
hvor de smuldre og bliver til støv.
Træet bliver overladt til øksen og savens skarpe klinge,
der hurtigt en brændestak vil frembringe.
Men inden alt bliver hugget op.
Kig en sidste gang på træets top.
Det flotte og mægtige skue,
vil forsvinde i lys lue.