De så allesammen yderst eftertænksomme ud, ja, deres ansigter var nærmest grublende. Men det var ikke de store og dybe eksistentielle problemer, som optog familien. Det var mandelen! Det løb gennem alle hovederne: "Er mandelen mon i min portion?" og "Jeg må passe på ikke at forveksle den hele mandel med de hakkede mandler. Kommer jeg først til at tygge den, findes den jo ikke længere som hel mandel Og dermed nul mandelgave!"

Og så gik det alligevel galt: Lille Pauline på 8 år mærkede - tilsyneladende for sent - at det var hende, som havde fået mandelen. Hun gjorde nogle panikagtige synkebevægelser. Mandelen var vist alligevel røget helt ned i halsen.

Onkel Peter var den første, som bemærkede Paulines kvaler. Hendes febrilske gylp var ikke undgået hans skarpe øjne. "Så blev der vist ingen mandelgave i år, hva' Pauline?". Onkelen sagde det med kærligt drilleri i stemmen. Men alligevel blev Pauline rød i hovedet og vred sig på stolen.

"Undskyld, er der en kirurg til stede?" brølede Paulines far. "Nå ja, for fanden, jeg er jo selv kirurg". Han løb hurtigt ud i køkkenet, fandt en god forskærerkniv og vendte tilbage til bordet. "Op på sofaen med dig, Pauline, og smid tøjet, så finder vi hurtigt din mandel, så du kan få din mandelgave."

Pigen lagde sig lydigt ned, men i stedet for at tage tøjet af, grinede hun højlydt: "Ha-ha, der snød jeg jer godt nok. Det var alt sammen noget, jeg fandt på. Se her!" Og hun fremviste under stor latter mandelen fastholdt mellem fortænderne. Hun hikstede så meget af grin, at mandelen smuttede tilbage til sit gemmested i Paulines mund. Og denne gang nåede hun ikke at stoppe den. Den var ikke længere bare tilsyneladende på vej ned i halsen, men havde allerede påbegyndt den videre rejse ned gennem tarmsystemet.

Det blev en lang aften for familien, der var megen rengøring. Alt det blod! Men mandelen blev reddet og puttet i en ny portion risalamande. Denne gang var det Paulines far, som fik mandelen. Han var meget påpasselig og spyttede den ud i hel og næsten uberørt tilstand. "Og hvad er så mandelgaven i år, Kirsten?" brølede han til sin kone, selv om hun var mindre end en meter væk. Det virkede i det hele taget, som om han hørte til den type mænd. som ikke kunne tale, men som til gengæld var rigtig gode til at brøle.

Mandelgaven? "Nej, nej, nej", hulkede Paulines mor, "den har jeg glemt at købe"! Hun var bleg som et usminket lig, da hun underdanigt kiggede først på sin mand og derefter på hans bror. Der var ingen nåde at hente i deres øjne.

Onkel Peter og Paulines far hjalp også denne gang hinanden med at rydde op og gøre rent.

Inden han lagde sig til at sove, besluttede Peter dog, at han nok ville holde juleaften at andet sted næste år, selv om det alt i alt havde været en hyggelig aften ...