I den dybeste, og mest asfalterede del af storbyen, går jeg rundt. Du ænser mig ikke, men jeg er der. Når du står i dine børns værelse, og går på monsterjagt under sengene, står jeg uden for dit vindue og ser dig. Du ænser mig ikke, men jeg er der. I dine drømme, i dine tanker. Hvorend du er, ser jeg dig, og jeg er dit monster. Jeg er den skygge, der vender dig ryggen, og det lys, du blænder den med. Jeg er dit spejlbillede, når du lukker øjnene, og det syn, du møder, når du åbner dem igen. Byen er min vugge, og du er min redde.