Idét hans fingerspidser løb over mine kraveben, krakelerede min hud af sult. Selvom intet andet af ham rørte ved mig, stod han så tæt at de få luftmolekyler imellem os vibrerede af spænding. Jeg kiggede op og blev mødt af øjne bestående af varme, og i dét øjeblik fyldte en gennemgående angst mit indre for at jeg skulle falde ned i de brændende søer og aldrig se overfladen igen.
Før jeg vidste det, lagde han sine læber over mine læber, og resten af verden gik op i flammer, fordi i dét ene øjeblik, i dét ene kys, blev universet født og udvidede sig, til kysset var alt og vi blev til tiden selv.