Når stilheden larmer.
Når stilheden larmer, må man spørge sig selv hvorfor?
Er det fordi du stadigt elsker mig, men nu ikke længere er fascineret af
mig?
Er det fordi det ikke er nok med kærlighed, tryghed og omsorg, men at du vil have sommerfugle i maven og eventyr, og det kan jeg ikke længere give dig?
Er det fordi du vil have fest og farver, vodka/ Redbull og cigaretter. Som du ikke kunne få i så mange år... Og i mig ser du kun kedelig kærlighed, tryghed og omsorg?
Er det fordi jeg blev til den du bad om, men så ikke ville have det alligevel?
Er det virkelig fordi jeg ikke passer i dine kasser, eller er det fordi du er bange for mine følelser... Eller for dine egne?
Er det fordi, det var bedre da jeg var håbløs og ikke kunne tilbyde dig noget. Men nu når jeg har noget, at tilbyde... Vil du ikke have det jeg tilbyder?
Er det fordi jeg ikke var så vild og utæmmelig i virkeligheden, men blev til et gråt tæppe af tryghed... Behageligt men kedeligt?
Er det fordi, du var sammen med en anden lørdags, eller det det bare stilheden fra dig der larmer i mit hoved? Det giver mine hjerneceller panikanfald.
Er det bare fordi du vil have mig ud af dit liv, fordi du ikke længere vil være afhængig af mine følelser
Du var mit sidste håb for at kunne mærke lykkeligheden, måske var du faktisk mit første håb på, at kunne mærke lykkeligheden.
Nu står jeg her, som det ensomste menneske i verden.