Jeg havde en skrækkelig dag i går. Jeg var slet ikke in tune med mig selv og Gud.

Jeg følte mig så uinspireret. Kunne ikke skrive, kunne ikke læse, intet at give mig til, der sagde mig noget. Alt føltes meningsløst, ligegyldigt og tomt.

I dag er jeg igen i kontakt med Gud og er så taknemmelig for det, og at han er i mit liv.

Jeg ser virkelig, at jeg ikke er noget i mig selv. Uden Gud kan jeg intet.
Uden hans ånd i mig, kører jeg helt død.

Min veninde talte om at være afhængig af spænding, men det var jo slet ikke det, det handlede om. Det var fravær af ånd. Når man ikke er i kontakt med ånden indeni, kan man blive drevet til spænding, ja.. Men det var ikke spænding, jeg søgte. Det var Guds nærvær, Guds ånd.

Jeg tåler simpelthen ikke at være væk fra Gud. Jeg er nød til, hver dag, at have stikket i kontakten, der giver mig drivet, energien, gejsten og glæden ved livet. Ellers lever jeg passionsløst, uden iver og brænd i mig.

Gud er mit flow, de øjne jeg ser med, de øre jeg hører med, mit udsyn til livet..

Gud, forlad mig aldrig igen. Fyld mig hver dag. Giv mig daglig næring, en påmindelse om din tilstedeværelse. Med dig er jeg aldrig alene. Du er min bedste ven, og den, jeg bedst kan lide at være sammen med.

Lad mig altid leve nært til dig.