Jeg er intet værd. Jeg er alt værd for nogen. Men ikke for mig. Jeg ved ingenting om mig, eller hvad der er rigtigt eller forkert.
Jeg er for meget, jeg er for lidt som mig. Jeg duer ikke til det- jeg duer til det hele. Jeg kan intet jeg kan alt.
Min hjerne stikker afsted med mig i alle retninger. Jeg bliver forvirret. Men mest af alt stikker den af og væk fra alt som er trygt.
Jeg må ikke gå glip af livet, misse et eneste sekund af alt det der sker. Jeg må ikke. Jeg må på opdagelse. Hos alle andre, end mig selv. Derude. Det hvor det sker.
Jeg lever når andre sover. Jeg tænker når andre hviler og jeg sover når verden går igang. Jeg cykler og skøjter rundt i glæde, sommerfuglefølelser og forrådelse af mine nærmeste.
Jeg drømmer og tænker og forsvinder fra virkeligheden. Jeg ved bedst, tror jeg. Jeg bliver immun for min omverden jeg flygter fra den.
Jeg ved ikke hvordan man er i den? Jeg synes det simple er svært. Og det svære er spændende. Jeg drages mod adrenalinen jeg går med min hjernes kemi og lader den styre.
Den ensomme fest. Den evigt ensomme fest.
Jeg vil have mere af det spændende det sjove det skøre og skæve jeg vil ikke kede mig. Jeg mister overblikket og går i mentalt forfald.
Jeg kæmper imod og ender med tanken om at så kan det hele jo også være det samme, være ligegyldigt.
Det sortner.
Jeg vil hellere forsvinde end at leve halvt. Der er ingen middel mellemvej for mig. Der er ikke et rigtigt normalt? Det er kaotisk, hektisk og helt stille næsten på samme tid.
- Fra et bipolart sind