og så sidder vi her igen
I sofaer så tæt på hinanden
med byrder så lette som løbske tanker
jeg træder vande i hendes læber
lader mig forføre
et kærkomment systemskifte
jeg løfter anker
fra foden af bjerget
mine vandrestøvler er solidt forankret
på vej mod toppens muld
hun er så ligefrem
store øjne og smilende fingre
hun taler med stemmebånd fra varme lande
holder mig om halsen
og planter honning i mine ører
øjne på stilke
af glas
jeg betragter hendes røde kinder
hårdt på og ligetil
som hun sidder der igen
lige midt i mit liv