Halvvejs rundt om jorden
indså jeg
at den forbistrede skygge
som jeg flygtede fra
var min egen.
Alkoholens snoede stemme
hviskede nænsomme
og overtalende ord
jeg lod mig kommandere
gjorde ikke spor.
Jeg forrådte min sjæl
også selvom
at jeg på ingen måde
var færdig
med at leve mit liv.
Jeg drak tidens bedrag
og spiste ved
skammens bord
jeg løj for alle jeg kendte
og undskyldte ikke spor.
Når urets ubarmhjertige
visere snurrer
bliver man skaldet
men heldigvis
også meget klogere
For tiden er ej
vores nemesis
hvis fejl bliver
vores mester
så findes salig ro.