Jeg fortæller helst ikke mange mennesker, jeg møder, om min baggrund, af den grund, at jeg ikke vil gøre dem utilpas og at jeg ikke ønsker medlidenhed fra dem.
   Måske er jeg blevet en tand for stærk. Måske har jeg bygget lidt for mange vægge omkring mine følelser, men det er sådan at jeg føler mig bedst tilpas.
   Jeg er nemlig normal. Trods alt hvad jeg har været igen, så er jeg normal. Eller så normal jeg kan være.For på een eller anden måde, er jeg det ikke alligevel.

Som jeg ser det, så levede jeg et stille, men specielt, liv, indtil jeg fyldte 18 år. Der er mange ting, der omhandler det at fylde 18. Man bliver myndig. Man kan få kørekort. Man kan drikke øl i byen. Man har ikke mere brug for en værge til at skrive under.
   Men for mig, blev jeg voksen på en helt anden måde og mine tanker kredsede om helt andre ting, da jeg fyldte 18.

Jeg blev brutalt smidt ud af min rede, fordi min far begik selvmord. Han var fundamentet for hele min familie og da han smuttede, efterlod han det hele i kaos.
   Min familie blev splittet op og sørgede hver for sig. Vi holdt ikke sammen, men søgte væk. Væk fra alle dem der mindede os om far.
   Nu er jeg uddannet socialrådgiver og det er der mange grunde til, samt der er mange grunde til at jeg ikke har valgt at arbejde som socialrådgiver.
   Men dengang så jeg det som en mulighed at hjælpe andre mennesker, fordi jeg selv havde været igennem en masse skidt.
   En masse skidt som ikke kom fra mig. Som jeg ikke selv havde haft indflydelse på. Ydre omstændigheder.

Når jeg ikke fortæller om min bagrund til andre mennesker, er det fordi at det ikke stopper ved min fars selvmord. Tværtimod. Det hele startede ved en trafikulykke.
   En spritbilist. Og nu kan jeg godt forstå teorien med sommerfuglen der basker med vingerne i Tokyo. Når først den ene dominobrik er væltet, vælter de andre, fordi det ene fundament er det der holder de andre oppe. Det siger vist lidt om hvor usikker en grund vi alle står på.

En spritbilist kørte ind i bilen hvor min fætter, hans kæreste og min farfar og farmor sad i. Min farmor var den eneste der overlevede. Men det gjorde hun egentlig ikke. Jeg kan ikke huske hvor langt tid, der gik, før hun gav op. Et halvt år? 1år? Men en dag tog hun ud i vores sommerhus og spiste en masse piller. Hun savnede min farfar så meget, at hun ikke kunne udholde livet mere. Vi andre var ikke nok og det kan jeg egentlig godt forstå. For hun var blevet mærkelig efter ulykken. Ikke sit gamle sprudlende og kreative jeg. Jeg har senere fået at vide, at hun var maniodepressiv og det giver lidt mening nu.

Men for min far, var min farmor alt. Jeg har aldrig set ham græde. Men til hendes begravelse, græd han som pisket, da de begyndte at spille på orglet og synge. Og jeg sad bare der, gjorde intet. Det har jeg fortrudt mange gange. Jeg kunne have taget ham i hånden. Men det gjorde jeg ikke. Jeg var 16.

Begge mine forældre var alkoholikere. Jeg vidste bare ikke, at min far var det, før han var væk. Og efter min farmors død, blev det værre. Min mor gik hjemme og var blevet træt af at passe 5 plejebørn, 2 egne børn og et enormt stort hus alene. For min far tog ud på vores lille gård og snakkede med køerne og hestene og hyggede sig... tror jeg.
   Jeg opdagede ingenting. Jeg havde min dejlige hest og mine dejlige veninder.
   Men min mor lagde jeg mærke til. Og afskyede det. Jeg VIDSTE, hvornår hun var fuld. Den måde hun gik på. Den måde hun talte på. Og jeg hadede hende for det. Så jeg undgik hende, så godt jeg kunne, og tilbragte mere tid med min far. Hvis min far havde kendskab til det, ville jeg have været kommet til ham, den dag jeg fik min første menustration.

Men min far savnede min farmor. Og min mor blev mere frustreret. Hun ville skilles. Hun kunne ikke holde det ud mere. Der har sikkert været mange andre årsager, men det gik min næse forbi. Jeg vidste bare, at de skændes og min største frygt var blevet til virkelighed. Skilles! Det kunne jeg slet ikke forstå. Men i en periode oppede min far sig. Han hjalp mere til i hjemmet, så min mor kunne få lidt mere fritid. Hun begyndte også at male i vores atelier. Så i en periode gik det godt. Men så væltede det hele en aften. Efter et kæmpe skænderi, slæbte min far, pissefuld, alle hans malerier ud på terassen og tændte ild til dem. Jeg var meget bange. Han var fuld hver dag nu.
   Og en aften var han taget ud på gården, for at tænke. Jeg ved nu, at de SKULLE skilles. Og jeg husker den aften tydeligt. Jeg sad og lavede lektier og min mor sagde, at hun og min lillebror ville køre ud med mad til min far.

Lidt senere ringede telefonen og min mave fortalte mig at noget var galt, inden jeg tog røret.
   "Far har hængt sig!" var det første min mor sagde. Sagde, råbte, skreg... jeg kan ikke huske det. Jeg kan bare huske, at jeg havde lyst til at grine. Grine højt. Men så var der en stemme der sagde inden i mig, at det måtte man ikke, så jeg begyndte at skrige og kaste rundt med tingene, så alle plejebørnene blev skræmte.

Hvad der skete derefter, kan jeg ikke rigtig huske. Det hele var et virvar.
   Men til hans begravelse, gik vi børn op til kisten og lagde hver sin rose på den. Mens vi stod og mindedes ham og fandt på mærkelige spydigheder om hans hår, blev jeg overvældet af raseri. Så jeg plantede et solidt spark ind i siden af kisten, mens mine brødre så til. Degnen så forskrækket på mig, hvilket fik os alle til at grine.
   Det var en mærkelig begravelse. Men det er de som regel. Man kan ikke sige, at der en rigtig begravelse, fordi det er følelsernes domæne. Man ved aldrig hvad der sker.
   Den blev holdt i min fars ånd, med gråd og grin.

Jeg kan godt se nu, hvor svært min mor har haft det siden da og før. Men mine briller har altid været farvet, fordi min far var min helt. Det var nemt at give min mor skylden.
   Men hun havde det svært derefter. Hun drak utroligt meget. Hun skulle pludselig stå for salget af husene og sommerhusene, aflive hundene og alt andet økonomi, som min far altid havde taget sig af. Samtidig med at hun skulle slås med sin sorg og skyldfølelse og prøve at hjælpe os børn.

Hun havde det meget hårdt, men på det tidspunkt kunne jeg ikke se det. Jeg manglede min mor. Men jeg havde mine veninder og min ene storebror, som jeg flyttede sammen med.
   Men min mors alkoholproblem blev værre og værre. Jeg har aldrig skældt min mor ud, men det gjorde jeg tit i den tid og afskar hende også fra mit liv nogle gange, fordi det var for hårdt. Jeg er ikke voldelig, men på et tidspunkt var jeg så tæt på at daske hende een på hovedet, men nåede at afbøje slaget, så det bare blev til et dask. Hvilket fik mig til at grine hysterisk. Igen er det mærkeligt, hvordan følelserne opfører sig i spændte situationer.
   De første 7 år efter min fars død, har jeg 'kæmpet' med mine følelser for min mor. Fordi det er utroligt svært at hade og elske en person lige meget. Jeg sagde til hende engang, at jeg hader hende lige så meget, når hun er fuld, som jeg elsker hende, når hun er ædru. Og det er sandheden. Og i al den tid tænkte jeg ikke synderligt på min lillebror. Det er frygteligt. Det ser jeg nu. Han boede med hende. Var vidne til alle hendes 'anfald'. Han var 13, da min far døde og var med til at finde ham. Hvad han har set og været vidne til, vil jeg slet ikke gætte på.

Heldigvis er der en lykkelig slutning på min livshistorie, indtil videre.
   Vi børn har alle fået et fast ståsted i vores liv, for det meste. Vi er stærke og glade mennesker, som endelig har fundet sammen igen. Og mor har fået meget mere styr på sit misbrug og sit liv, selvom hun engang imellem falder i. Men det har vi alle accepteret, eller jeg har i hvert fald. Det bliver ikke bedre, men det bliver heller ikke værre. Jeg tror og håber på, at vi har fået overstået de værste bump i vores liv og vores familie. Selvfølgelig er der ar og for mit vedkommende vil de altid være der. Jeg er blevet mere bange for at miste dem jeg elsker, men det har gjort, at jeg aldrig udsætter noget. At jeg aldrig går eller smækker røret på i vrede.
   Vi er ikke så tit sammen, men når vi er sammen, er vi en tæt familie og nyder hvert et øjeblik. Griner og diskuterer. Og nu gør det ikke noget, hvis nogen taler om far.

Men jeg vil nok aldrig slippe den tanke helt, at de sidste ord, jeg sagde til min far, da han ringede hjem fra gården, fuld og ulykkelig:
   "Nej, far... jeg har ikke tid til at snakke, jeg skal lave lektier."