På natbordet ved sengen ligger der en en børnebog. En engelsksproget bog om en elitesoldat, en frømand, der besøger sin søster og søsterens søn, der bliver mobbet i skolen. Ved siden af er der min "bibel" og vej til mere af det akupunktører kalder Chi, og det griner mange af, nemlig en bog om feministisk selvforsvar fra halvfjerdserne. Jeg lærte hele træningsprogrammet udenad som tretten årig og laver det stadig.

I gæsteværelset er der et komplet udstyr til både analog og digital billedfremkaldelse af fotografier. Det er planen at det er mig selv der skal være gæsten, men jeg har præstationsangst fordi jeg før i tiden var virkelig god som fotograf og i nogle år ikke har turdet gå ind i det gæsteværelse og tage fotografidentiteten på mig igen, da jeg frygter ikke at kunne nå fordums præmier og præstationer i flokken af fotografer omkring mig.
   Så derfor har jeg brugt et helt rum til at indrette til fotografen i mig, og arbejder på at overvinde angsten og turde træde ind i det rum, bare et par gange om måneden.

Jeg har læst meget som ung. For tiden læser jeg mest et kapitel eller et skriftsted, som jeg kalder det selv om det ikke er i Biblen jeg læser, og jeg går så videre til en anden bog og læser et skriftsted der. Det har nostalgiens farver i sig.

Pointen med disse betragtninger er at i min tanke, i det at bringe tanken til poetisk bevægelse, er der et element af at rejse. Jeg håber jeg ikke er den eneste der opdager det, når dette læses. Jeg har gået rigtig mange mange vandreture som spejder, og afskaffede i nogle år helt at have cykel og turede frem og tilbage fra Amager i København til Nordvest Kvarteret eller Valby, blot på mine to ben, tog aldrig bussen, sparede billetprisen. Også det havde jeg nogle rejsetanker forbundet med.
   En vidunderlig mand ved navn Bruce Chatwin var meget berømt da jeg var cirka femogtyve år og han skrev en bog der hed Drømmespor, eller Songlines på Engelsk. Han blev rask og fri for en svær sygdom, ved at han efter års forsøg på at nyde England og en tilværelse der indenfor kunsthistorie, at gå med på at indrømme sig selv, først og fremmest at leve som Nomade.
   Jeg har flyttet meget og mærker Nomaden, men frygtede også fattigdommen i den tilværelsesform. Nomade tendenser behandler man psykiatrisk, over store dele af verden idag.