Hun hørte ham kalde fra den anden ende af universet. Hun hørte ham svagt, hans barnestemme i gråd. Han manglede hende. Hun tog sin sky og styrede den i retning mod virkeligheden og åbnede øjnene.

Hurtigt var hun ude af sengen, nøgen og frysende i den kolde entre. Hun ønskede sig et nyt sted at bo, men dette var hvad der var at få, da hun stod og ville væk fra det hun havde kendt.

Dynen landede på gulvet bag hende, og hun hastede igennem stuen og hen til hans værelse. En rejse der kunne gøres på blot 4 lange skridt. Hun tog forsigtigt i håndtaget og kiggede ind til ham. Han drømte. Hun gik hen til sengen og lagde forsigtigt hånden på hans ryg. Strøg ham blidt og beroligende mens hun nynnede en strofe fra scarborough fair... Han kastede sig stadig i sine dyner og hun bøjede sig ned og tog ham på armen. Puttede dynen godt omkring ham og lagde læberne mod englehuden på han skind. Pustede lidt varm luft på hans tårevædede kind. Kyssede stille en tåre væk. Nynnede fortsat, ledte lyden mod hans øre...

Sådan stod de en tid, og han holdt langsomt op med at græde. Pludseligt gav hans lille krop et spjæt og han sukkede dybt. Åbnede øjnene og sagde 'far', med glasklare øjne. Hun trak vejret dybt.
"Ja, skat, far savner også dig. Og du skal besøge ham og Jane igen på fredag, i Vejle." Han så undersøgende på hende og lukkede så igen øjnene. To minutter efter sov han.

Hun stod en tid og forsøgte ikke at græde. Lagde ham i sengen og kyssede igen hans kind. Afleverede den tåre tilbage hun havde taget. Hvor ville hun ønske, at hun kunne være sikker på, at det passede.