Snorken til højre for mit øre
mærker rystelserne i madrassen
når du vender dig
og ryggen bliver alt jeg kan se
dækker hele mit blik med ensformighed
dækket af en dyne
afstand og mur
ser op i loftet istedet
lader blikket finde de steder
i stukken
der skal males
repareres
fordi vi er dovne og bare
ligger her og sover
kaster nærmest benene ud over kanten
ser der ikke er noget gulv
ved ikke om jeg tør træde ud i intetheden
svæve der hvor intet er
og ingen står og kalder på mig ovre fra døren
som er lukket
mens vinduet er åbent.
Jeg hiver benene til mig
og den ulidelige træthed
tvinger hovedet tilbage på puden
vender dig ryggen
og ser som det sidste
det laminathvide skab
inden mine øjne lukkes
og mørket sluger mig
og jeg mærker din hånd
snige sig ind under min dyne
og ælte mit bryst og søge mit skridt
og nogen kalder på mig
og min tilstedeværelse
min kærlighed