Det er en god dag. Han leger nede under bordet. Kører rundt med sine biler og duplo-tog og siger "mor, dyt dig" når mine fødder ikke længere tjener formålet som bro. Jeg smiler stille og løfter fødderne og mærker hans lille hånd støtte sig til min ankel da han laver hjulspin under min vrist. Så smutter han ud under min stol og jeg hører lyde af plastic og metal mod gulvbrædderne ude i gangen, da de kører galt og skal på værksted under gulvtæppet.

Jeg forsøger at holde mig i skindet, for i telefonen i den anden ende sidder mit barns far og brokker sig. Formulerer sig mildest talt uacceptabelt. Jeg vil ikke skændes. Det skal være en god dag. For jeg er flyttet. Til en anden by, og sammen med en dejlig mand. God ved mig, god ved min søn. Solen skinner fra en skyfri himmel og vi har investeret i en cykeltrailer så vi kan tage på eventyr sammen. Men ikke idag. For jeg taler i telefon.

Vi er ikke enige, og for første gang i 2 år, giver jeg ikke efter og føjer ham. Det føles godt. Men jeg er også bange og græder indeni. For det er ikke for MIN skyld og det gør ondt, at manden i den anden ende af røret ikke vil tage hensyn, men blot tænker på hvad der gavner ham selv. Min stemme ryster, og jeg tager imod hans meninger. For jeg taler nedladende til ham, påstår han. Jeg ændrer mine formuleringer, for jeg har ikke registreret det, og vil ikke skændes. Mon det bliver en god dag?

Lyden af bilerne der suser over gulvet har skiftet karakter. Nu er han i køkkenet. Han taler med sig selv, og indimellem blander den dybe
mandsstemme fra min kæreste sig i hans leg. De leger sammen. Griner lidt. Jeg kan ikke lege med biler på den måde. Det må være en drenge-ting. I røret bliver mine hensigter forvansket. Mine initiativer gjort til skamme. Min søn bliver gjort til en klods om benet på mig, fordi jeg foreslog at han var hos sin far nogle ekstra dage i ferien. Jeg troede ellers det var fordi jeg ønskede de skulle være lidt ekstra sammen, nu hvor min søn skal være storebror.
Hans far skal have barn, og ja - det glæder mig. Jeg ønsker at det går dem godt. Det vendes, og drejes, og jeg er pludselig et hul kun til at lukke op og skide i. Jeg bliver vred. Dagen blev rent ad H til...

Med en sidste kraftanstrengelse, inden tårerne vælter ind over mig, siger jeg, at det jeg har sagt bliver reglen. "Og sådan er det"... Det står i papirerne og er ikke til forhandling medmindre en offentlig instans kræver det. basta. Og jeg trykker på knappen der giver ro. Velsignet fred. To stærke arme lægger sig om mig, og jeg græder. Jeg kan ikke lade være. Føler mig afmægtig. Uforstående. Magtesløs. Lortedag!

Et par smukke grønne øjne i et bekymret ansigt kigger på mig. En lille stemme spørger om "mor er ked af det?" og jeg svarer at ja det er jeg. Krøllerne står om hovedet på knægten og han rækker armene op imod mig, vil op til mig. De små fingre aer på min kind og han siger at jeg ikke må være ked af det. Jeg peger på mit hjerte og siger at det er der det gør ondt og at jeg er lidt sur på telefonen fordi den sagde dumme ting til mig. Han behøver ikke vide hvad hans far sagde. Han kigger og puster på det og siger:
"Go nu mor?".. Og får mig til at smile.

Nu sover han i sin seng, putter til middag med sin bamse og mængder af sutter. Det er ham det drejer sig om lige nu. Ingen andre. Ingen andens behov. Det er for HANS skyld jeg gør dette. Jeg stod på mit, med god samvittighed... og det blev alligevel en god dag...