Du har glemt at sidde ned, og se på verdenen. Du kan ikke længere føle dig selv, du har travlt med at føle andre og lytte. Være deres emotionelle skraldespand. Tage imod deres ulykkelige liv, frembringe løsninger, metoder, måder, handle. Glemmer dig selv lidt indimellem.
Du farer rundt, skal skynde dig fra a til b, for at ende ved Å og begynde forfra. Det kinesiske alfabet, der er da noget at tage fat i, der bliver du ikke lige færdig imorgen, vel? Tusinder af bogstaver, nye horisonter og fremmede kyster. Du DØR, hvis ikke du oplever hele tiden.
For du tør ikke. Blive færdig. Med det du er i gang med. Du vil mere, vil noget nyt, spise uden at blive mæt. Du sulter, føler du. Hungrer måske ligefrem. Efter anerkendelse, for du tror du ikke er vellykket uden den. De skal sige at du er god, elske dig, holde af dig.
Men du ved at du er grim. Indeni. Når det kommer til stykket, er du ikke kønnere end tre meter brunt bomuldsgarn i filter. Man kan ikke rigtig se ind til dig. Se du gemmer dig, og hænger i den ene ende, i et fiber. Du griber efter mere, men ved dette er hvad du er, og hvad du kan få. Du skjuler din skrøbelighed. Din grimhed og dine tanker. Det ville være forfærdeligt hvis nogen lagde armene omkring dig og kyssede dig blidt.
Nej, så hellere brutalt og råt. Det kan du forholde dig til. Begæret. Den rå og uforfalskede rene sex. Du tør ikke at elske med een. Ikke alle de følelser, dem kan du ikke lide. Du har dem, men de er dine. Du vil ikke dele dem med andre. Som da du sagde: min navle er min, så hold fingrene fra den. Dit lille center, kun dit. Resten kan de få, horderne af sultne sjæle. Følelsesmæssige vampyrer. De vil have din medynk, og de får den. Tage din krop og besidde den. Men de får ikke dit hjerte, som du har gemt for dem. De finder det ikke. For det ligger i højre side af din navle.
Du vil ikke give det fra dig. For det er ikke altid smukt. Du er faktisk ikke ret smuk, det ved kun du. Sød, javel. Rar, javel. Men det er på overfladen. Ingen må se, at du også kan være rasende. Ked af det. Frustreret. Ulykkelig. Vred. Harm. Bitter. Ondskabsfuld. Beregnende. Egoistisk. Hånende... For de kan alligevel ikke rumme dig, vel? De kan ikke forstå, at det ellers så dejlige menneske indeholder noget grimt.
Så du må holde dig igang. helst ikke sidde stille for længe ad gangen. Tænk, hvis de nåede at spotte hvem du er? Ser dig. Kan fokusere på ridserne i lakken. Ridser der aldrig helt forsvinder. Det ville være skrækkeligt. De ville alligevel ikke kunne se hvad ridserne kom af.
For du blev svigtet, ikke sandt? Man gjorde dig fortræd, ikke også? Lod som om, du var dejlig, sagde de rette ord, byggede dig op, ganske langsomt. Lærte dig at tale pænt, lærte dig at opføre dig korrekt. Som det nu passede sig. Du har altid været god til at tilpasse dig. Og så blev du smidt i rendestenen, når du havde udfyldt din rolle. Klaret det der skulle klares.
Du lå der, sølet til. Mudder over alt. De så dig ikke ligge der, og trådte bare ud på dig, for så fik de da ikke våde fødder. Du lærte at livet kan gøre ondt, men at smerte også kan bruges. Du var god til at have ondt.
Din hud blev hård. Du kunne tage flere og tungere oplevelser uden at sige av. Det gjorde ondt, men hvad hjalp det dig at sige av? ikke en skid. Så du rettede ryggen. Smilede. Puttede en prop i navlen, tegnede et kort over hvor dit hjerte lå, og gemte det væk.
Du fik styr på dine fysiske rammer, og begyndte at bevæge dig. Fremad, til siden, oppe, nede, men aldrig tilbage. Du blev forbruger af mennesker. Du lærte at se på dem, fornemme hvor de var, og bygge dem op igen. Lærte dem at flyve selv. Du næres af deres tilfredshed og selvstændighed. Du kan lide, at give dem det sidste puf, ud over kanten, så de lever. Men du har ikke plads til dig selv, vel?
Fremad. Fortissimo. Forward... og gerne fast. Meget fast. kvikt. Aldrig et knivskarpt billede. Så hellere være en uhåndgribelig størrelse for dem omkring dig. Een der ikke er til at finde ud af. Uigennemsigtig. For du ved hvad der er på dne anden side. Tårer. Der vil rende og fylde kloakkerne. Plette dit papir, hvorpå du med stor sort markør har skrevet: selvkontrol.
Du kan ikke rigtig trække vejret mere. Du er forpustet. Ser dig omkring. Nye mål. Nye udfordringer. Og hvis ikke af det gode, så af det dårlige. NOGET skal der ske. HER. NU...
JEG ved hvem du er. Men du er ved at dø, give slip. Dit lille fiber er ved at blive revet over, du er ved at lære,at der er fast grund blot nogle få centimeter længere nede. En hel jord, faktisk. Du falder ikke ud over den. JEG ved, at giver du slip, så lander du blødt. Og du ved det egentlig også godt. Du har spildt uendelige kræfter på at klynge dig til dit lille stykke garn. Og nu er du ved at dø.
Du render tør for kræfter nu. Falder. Lander på benene, men lægger dig ned og ser op i himmelen. Ser een eller anden rulle dit garn sammen og smide det ud. Du trækker vejret dybt. Lukker øjnene og mærker græsset. Mærker livet. Og du dør. Du gør plads. Til mig.