1Pinse Underet
Det skal ske i de sidste dage, siger Gud, jeg vil udgyde min Ånd ... [...]
Blandede tekster
2 dage, 18 timer siden
1Himmels fart
Klokken er slået og tiden er gået. · De som gik hjem kommer igen . · ... [...]
Livshistorier
13 dage siden
2Helbredelse gudstjeneste i Pittsburg
Vi fik arrangeret billetter med en Grey bus til Pittsburg og anko... [...]
Livshistorier
15 dage siden
1Israel i dag som i går
Jeremiah 31 - 31: Der kommer de dage, siger Herren, da jeg vil sl... [...]
Blandede tekster
1 måned, 13 dage siden
0Indien - ture ud i landet, afskedens time
Nu vidste vi med sikkerhed, at vores dage i Indien var talt. Vi o... [...]
Livshistorier
1 måned, 15 dage siden
1Indien - planer om fremtiden og et overfald
Planer om fremtiden · Efter jul og nytåret var over for anden gang,... [...]
Livshistorier
1 måned, 21 dage siden
2Påske og faste
Vi var kommet hen i april måned, luften flimrede for varme. Den s... [...]
Blandede tekster
2 måneder siden
1Indien Kashmir og Butan
Børnene og jeg rejste til Kashmir i to måneder i den varme tid, d... [...]
Livshistorier
2 måneder, 8 dage siden
1Indien. 45 grader i skyggen og 41,2 i feber
Varmebølgen fortsatte ind i juli og august. Om morgenen kan man n... [...]
Livshistorier
2 måneder, 18 dage siden
1Om at give af sine reserver
Vores gode venner familie Røsli, fra vores tid i Etiopien, har op... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 25 dage siden
2Indien liv og glade dage
Silvia var begyndt i en lokal børnehave et par timer om formiddag... [...]
Livshistorier
2 måneder, 29 dage siden
1Israel Gaza konflikten
Hvis man vil forstå Israels konflikt med Gaza i dag, skal man ogs... [...]
Blandede tekster
3 måneder, 4 dage siden
1Indien Fritz arbejde
Hotellet havde forskellige restaurationer en snakbar, kaffeshop e... [...]
Blandede tekster
3 måneder, 14 dage siden
3Et tandlægebesøg i Old Delhi og en behandli...
Fritz fik tandpine og spurgte chefen for den kinesiske restaurati... [...]
Livshistorier
3 måneder, 21 dage siden
2Indien - Tyve, tiggere og et uventet besøg
De som boede oven på havde en også en sweeper som kom og vaskede ... [...]
Livshistorier
4 måneder siden
1Biblens numre
Åbenbaringen Kapitel 1 vers 8. Jeg er Alfa og Omega, siger Herren... [...]
Blandede tekster
4 måneder, 6 dage siden
3Indien
Vi kom til at bo i et hus i Nizamudin New Delhi, et kvarter som h... [...]
Livshistorier
4 måneder, 12 dage siden
2Politikken i dag
Kan vi forstå politiken i dag, · enhver gør sig tanker i denne sag.... [...]
Digte
4 måneder, 21 dage siden
4Tiden
Tider kommer og tider går, · sådan er det år for år. · Verden forandr... [...]
Digte
5 måneder siden
1Etiopien tilbage efter 20 år
Tyve år efter vi havde forladt Etiopien, besøgte Fritz familie Rø... [...]
Livshistorier
5 måneder, 7 dage siden
2Etiopien afsked
Afsked. · Den politiske tilspidsede situation i landet, den medfølg... [...]
Blandede tekster
5 måneder, 17 dage siden
2Etiopien - Kejserens officielle fester
Fritz havde et godt navn i byen som en dygtig chef. Siden vores a... [...]
Livshistorier
5 måneder, 25 dage siden
2Er der liv i universet
Erich von Daniken fra Berner Oberland her i Svejts, er en stor ti... [...]
Blandede tekster
6 måneder, 10 dage siden
0Israel Palæstina konflikten
Hvis Gud ikke opfylder profetierne beskrevet i biblen, vil han he... [...]
Blandede tekster
6 måneder, 17 dage siden
4Resume af min bog
Vi er en Svejtsiske Dansk familie med 33 års udenlands ophold i E... [...]
Livshistorier
6 måneder, 21 dage siden
1Etiopien fortsættelse
Alvorlige skridt mod troen. · Vi vidste alle at David og Marlise va... [...]
Livshistorier
6 måneder, 28 dage siden
2Lidt om Hamas
Det hebræiske sprog består også af tal, det vil sige hvert bogsta... [...]
Blandede tekster
7 måneder, 11 dage siden
2Skabelsen forklaret
Biblen besår af alverdens ting, f.eks. hvordan du og jeg blev til... [...]
Blandede tekster
7 måneder, 22 dage siden
4Det føles så godt at være glad
Smil til verden så smiler den igen, · du opdage du har over alt en ... [...]
Digte
7 måneder, 25 dage siden
2Livet i Etiopien
Livet i Etiopien. · Kejser Haile Selajsie havde de samme svagheder ... [...]
Livshistorier
8 måneder, 6 dage siden
1Det begyndte med 20 dollar
Det begyndte med 20 dollar, som jeg fik for meget tilbage betalt,... [...]
Livshistorier
8 måneder, 24 dage siden
0Tilbage til Etiopien
Godt placeret i flyvemaskinen med Fritzli i babykurven foran mig,... [...]
Livshistorier
9 måneder, 2 dage siden
2Verdens rigeste mand
Den rigeste mand på denne jord, · var konge Salomon jeg tror. · Han b... [...]
Digte
9 måneder, 9 dage siden
3En fødsel med følger
En fødsel med følger. · Første august 1968, vi befinder os på Svend... [...]
Livshistorier
9 måneder, 18 dage siden
0Visdommens ordsprog
Adlyd Herren vend dig bort fra alt ondt, · det bliver en helbredend... [...]
Digte
9 måneder, 25 dage siden
1Nær døden i flyet
Det er mange år siden, jeg var på vej tilbage til Singapore med b... [...]
Livshistorier
10 måneder, 20 dage siden
2Tiden efter nu
Min hjertedør er lidt på klem, · jeg længes efter dem som er gået h... [...]
Digte
11 måneder, 3 dage siden
2Salmernes bog 91
Salmernes bog 91. · I Salmernes bog en og halvfems · er jeg lovet bes... [...]
Digte
11 måneder, 21 dage siden
1På Pinsedagen
Helligånden blev givet på pinsedagen, · folk undrede sig havde aldr... [...]
Digte
1 år, 1 dag siden
2Få det meste ud af livet
Ved jeg hvor i livet jeg står, · hvor vejen fører hen hvor på jeg g... [...]
Digte
1 år siden
1Millenium - 1000 års riget
Der er fred på jorden i 1000 års riget, · fordi Kristus her på jord... [...]
Blandede tekster
1 år siden
1Etiopien nummer 4
En usædvanlig familie og oplevelser med folket. · Det hændte vi bes... [...]
Livshistorier
1 år siden

Puls: 52,5

Publiceret: 12
Afgivet: 25
Modtaget: 15
Inge Erhard (f. 1941)
Vi kom til at bo i et hus i Nizamudin New Delhi, et kvarter som hovedsagelig er beboet af sadatsis. Kvinderne i deres smukke farverige sari eller pludderbukser med tilhørende bluse og sjal så flotte ud, ligeledes de ortodokse hindu mænd med turban i tilhørende farve til deres klædningsstykker. Ovenpå boede ejeren af huset, en sadatsi familie, som bestod af et ældre ægtepar og to gifte sønner. Den ældste søn havde to børn en pige i børnehavealderen og dreng ca. et halvt år gammel. Søn nummer to havde en dreng i samme alder som Silvia. De to blev meget hurtigt gode venner. Mammu, som han hed, blev den første rigtige legekammerat Silvia havde.
   Fritz havde ansat en kok, før jeg ankom, men hvad skulle jeg med en kok, af kogning forstod han heller ikke ret meget. Refindern, som han hed, havde arbejdet for den forrige mad og beverage maneger, som havde boet i det samme hus. Før han rejste, havde han fået ham anbragt i hotellet som kok, desværre egnede han sig ikke til det. Den næstbedste løsning, man kunne komme i tanke om, var at ansætte ham hos os.
   En af de første dage i vores nye bolig bankede det på køkkendøren, sweeperen, en kone som tilhørte den lave kast og som kun vaskede gulve, meldte sig. Hun talte ikke engelsk derfor fik jeg Refindern til at forklare, at jeg ikke havde brug for hende. En anden kone kom og forlangte køkkenaffaldet, det blev smidt ud i baggården sammen med det oven fra. Efter jeg havde set hendes småbørn rode i det, prøvede jeg ikke at kikke ud ad køkkenvinduet, når hun kom og hentede spanden. Af og til tog hun sin bøffel ko med, så blev affaldet smidt hen foran den, det kunne jeg bedre tolerere.
   Vi købte mælk fra mælkemand nummer to, som kom ved ni tiden. Han meldte sin ankomst på den åbne plads foran huset ved at ringe med en klokke. Den første mælkemand kom allerede ved femtiden, tidligt om morgenen, men da sov vi stadigvæk. Fritz mente, efter et par uger, at kvaliteten af mælken forringede sig, og mistænkte ham for at blande vand i, derfor fik han det arrangeret således, at vi fik frisk mælk leveret fra Oberoi gården regelmæssig. Vi var ikke de eneste i nabolaget, som ikke stolede på mælkemanden, for efter kort tid så vi ham og bøffel-koen på mælkesalg. Koen blev malket på stedet, og mælken skiftede hånd til kunden.
   I Indien er den hvide ko hellig, de elegante hvide grålige køer som man hurtigt vænner sig til hører med til gadebilledet. For det meste er de fredelige og vandrer frit omkring og passer deres eget. Er en farlig for deres omgivelser, bliver hornene malet røde som tegn på, at den kan være uberegnelig, og at det er bedst ikke at komme den for nær. Det siges i gamle hindu skrifter, at når den hvide ko spiser papir i stedet for græs, så står menneskeheden for en større krise. Sådan er det i dag, disse køer spiser næsten alt muligt også papir. I begyndelsen var det lidt mærkeligt at titte over muren og se en ko langsomt og tyggende og for det meste fredelig vandre forbi.
   Til vores private forbrug købte jeg ind på et marked i nærheden. Jeg tror ikke, jeg nogen andre steder senere i livet, har set så mange forskellige slags grønsager og frugter som i Indien. Det var en fornøjelse at gå og finde nye ting. Store kurve bugner med alt i mellem himmel og jord, som kan spises. I den varme tid bliver vand hældt over det, som let tørrer ind, for at det kan bevare et frisk udseende.
   Beskedne butikker, hovedsagelig med stoffer, florerer side om side med madvarer, her kan man få syet billigt. Jeg fandt hurtigt ud af, at det betaler sig at have en god syerske ligesom i Etiopien. Her var de ofte uerfaren i den branche, fordi de kun forstod at sy enkle ting som for eksempel saris eller bukser. De som skriger og råber, for at tiltrække sig kundernes opmærksomhed, sætter det specielle præg på det ellers så brogede folkeliv. Op til festdage bliver indiske desserter udstillet i et større udvalg. De er for det meste fremstillet af mælk og blandet med forskellige ingredienser som gulerødder, rosiner, nødder og andre ting. Når det skal være rigtig fint, er de pakket ind i tynde blade af sølv eller guld papir, som kan spises med og bliver regnet som en delikatesse. Billeder af forskellige afguder og blomsterkranse bliver flittigt solgt ved sådanne lejligheder. Jesus Kristus er også regnet til en af de mange guder i hindu religionen. Jeg kunne næsten ikke tro mine øjne, da jeg første gang så hans billede i mellem de mange hinduguder stillet op på rad og række. Ikke et sted i biblen siges der, at alle trosretninger er sande. Gud siger flere steder, at han er jaloux på andre guder. Jesus sagde." Jeg er sandheden vejen og livet".
   En dag da jeg igen var på indkøb kunne jeg mærke, at luften var ligesom var ladet med noget, så snart jeg ankom. Lidt efter hørte jeg høje trommeslag, og menneskemassen begyndte at trække sig tilbage fra den brede vej som førte midt i gennem markedet. Mennesker, uden arme og ben og bemalet i ansigtet med forskellige stærke farver, rullede og tumlede ned af vejen til tromlernes voldsomme takt. Der var noget forsvoret i luften, noget som rev menneskemassen med. Denne forestilling var uden tvivl til ære for en eller anden Gud. Jeg kunne ikke andet end at kaste medlidende blikke efter dem. Jeg havde været vidne til en meget grusom gudetilbedelse. Disse mennesker var snittet til og lagt i usynlige bånd. Fritz fortalte senere, at han havde hørt, at det skete, at forældre selv beskadigede deres børns lemmer, dermed de bedre var egnet til at tigge til familiens underhold.
   Den hvide ko er ikke alt for velkommen på de steder hvor der sælges frugt og grønsager. Den har lov til at betjene sig, som den vil, den er jo anset for at være hellig, men det bliver ikke altid accepteret. Hvis den beslutter sig til et godt måltid af udstillede varer, bliver den ofte jaget væk. Pengepungen sejrer over koen, men beæret er den af mange. Når mælkemanden er færdig med sin runde, bliver resten af mælken solgt på markedet, til at lave en slags hvid ost af som bliver brugt i den indiske madlavning. Jeg fandt ud af, at osten blandet med spinat, tomater og hvidløg, salt og pepper, er en særdeles velsmagende ret, som passer fint til ris og karry, retter vi hurtigt kom til at sætte stor pris på.
   Allerede den første uge bankede havemanden på døren. Vi havde kun et lille stykke have foran huset, men det plejede han meget omhyggeligt. Han tog til og med blomster og planter med, som blev anbragt dekorativt foran stuevinduerne. Som regel kom han et par gange om ugen en time før solnedgang. Silvia elskede at snakke med ham. Han var en meget elskværdig ældre mand som gav indtryk af at forstå børn lige så godt, som han forstod at omgås sine planter. Refindern holdt huset rent og hjalp til med kogningen. Børnene viste han kun lidt interesse, derfor havde jeg også på fornemmelsen, at han ikke var særlig egnet for børn, og begyndte at se mig om efter en pige til at hjælpe til med børnene. Det rygtedes hurtigt i nabolaget, at jeg søgte hushjælp, og forskellige meldte sig, valget faldt på en lidt ældre kone. Efter et par dage spurgte jeg hende, om hun kunne vaske alle gulvene. Det nægtede hun blankt, hendes mand var taxichauffør, og han havde sagt, at det måtte hun ikke. Da jeg ville lære hende at se efter Fritzli, forklarede hun, at det kunne hun heller ikke, for hun havde stive knæ. På mit spørgsmål om, hvad hun troede, jeg havde ansat hende for, svarede hun, at hun ville se efter Silvia. Jeg fik forklaret, at det ikke var nødvendigt, og at det var bedre vi skiltes, siden der ikke var noget arbejde for hende.
   Næste dag bankede det på døren, udenfor stod sweeperen med et stort smil på ansigtet. Jeg gav ind til kastesystemet og ansatte hende under visse betingelser. Jeg ville betale hende en halv gang mere end de andre i nabolaget, men derfor skulle hun også tage sig god tid til at vaske gulvene grundigt. Hvor lang tid det ville tage at gøre runden, fik hun også at vide. Når hun var færdig, kunne hun tømme kaffekanden efter morgenmaden og tage sig en mellemmad. Refindern forklarede hende betingelserne, hun smilede og nikkede ivrigt med hovedet. Hendes smil var det mest smittende, man kan tænke sig, og det selv om hun næsten ikke havde tænder i munden. Mange indere tygger en slags blade som farver munden rød, men desværre ødelægger saften tænderne lidt efter lidt. Hun underholdt sig livligt på hindu med Silvia, mens hun vaskede gulvene. Det varede ikke længe, før jeg mærkede, at Silvia synes det var sjovt at kopiere hende med hovedbevægelser og det hele, deraf morede hun sig hjerteligt.
   Igennem den danske ambassade fandt jeg ud af, at et ældre dansk ægtepar boede i nærheden. En formiddag besluttede jeg at aflægge et uanmeldt besøg. Jeg satte mig med børnene i en scooter, en trehjulet motorcykel med tag over hovedet og åbent på siderne, og kørte hen til Anna. Hun modtog os meget elskværdigt og bød på en kop kaffe, Silvia fik et glas limonade. Hun gav indtryk af at være taknemlig for den chance, hun og manden havde fået med udenlandsopholdet. Hun forklarede, at hun havde hjulpet til med at få bygget en skole i slumkvarteret, som lå på den anden side ad floden, vores sweeper boede også der, vidste jeg. Derved havde hun pådraget sig en sygdom som angriber øjnene, og får dem til at svulme op. Heldigvis fortog det sig efter en måneds tid. Videre fortalte hun om sine to sweepere som kom to gange om ugen. Den ene havde hun samlet op i slumkvarteret. Hun havde sat sig til mål at gøre et godt menneske ud af hende. Før hun gik, fik hun alt det hun kunne spise og drikke. Når hun var gået, kom den anden og gjorde den førstes arbejde om, for den første havde endnu ikke lært at arbejde rigtig.
   En strygemand holdt også til i kvarteret, og Anna betalte ham gavmildt, for det han strøg for hende. Hun havde godt nok lagt mærke til, at han hostede meget og rådet ham til at blive behandlet. En dag faldt han slet og ret om og døde. Årsagen var tuberkulose, med det var hun ikke rigtig tilfreds, og jeg mærkede hun mente hun skulle have gjort noget for ham. Det som gjorde mest indtryk på mig, var historien om den bilulykke hun havde været ude for, og som næsten havde kostet hende livet. En modgående bil havde kørt lige ind i dem, og med hovedet igennem det splittede vindue foran i bilen tænkte hun: "Nu dør jeg". Fra det øjeblik var hun blevet fortrolig med døden, og når nogen af og til tog i døren om aftenen, når manden ikke var hjemme, han rejste ofte rundt i Indien, var hun ikke det mindste bange. Hun havde, for et øjeblik, været parat til at klippe sølvtråden over og derved opdaget, at frygt for det sidste skridt, ikke er noget man behøver at leve med. Anna var også meget dygtig i husholdningen. Hun havde talent for at bage og koge og inviterede gerne folk på besøg. Hun gav mig det gode tip at ansætte en rigtig dygtig pige til at hjælpe mig med børnene og i husholdningen, som hun sagde, her kan du vælge og vrage, og du behøver en god hjælp. Da jeg stod op og tog Fritzli på armen, han havde ligget og set til på nogle puder, og takkede for den hyggelige samtale, tilbød Anna, at chaufføren skulle køre os hjem. Fra et hjørne på terrassen hvor vi havde siddet, dukkede en lidt duknakket chauffør frem. Da vi forlod huset, vidste jeg, at jeg havde fundet en god veninde med et stort og varmt hjerte.
   Jeg besluttede mig til at følge Annas fornuftige råd om at ansætte en dygtig pige. Den næste måned var der mange som meldte sig, men jeg havde på fornemmelsen, at den rigtige endnu ikke var kommet. En ældre dame med sygehus erfaring sagde at hun tog jobbet. Hun ville se efter Fritzli dag og nat og behøvede aldrig at have fri. Unge piger havde andre ting i hovedet påstod hun. Det var meget svært for hende at forstå, at det jeg ventede på, var en ung pige med masser af livsmod og som skulle have fri hver uge, og en fast arbejdstid.
   En aften, da vi sad ved aftensmaden, bankede det på døren, Daisy en ung pige fra Goa næsten faldt ind af døren. Bag ved hende stod hendes tante, som havde hørt om os. Efter et øjeblik vidste jeg, at den rigtige var kommet, denne pige var anderledes end de andre. Daisy flyttede ind hos os allerede den næste dag. Det viste sig snart, at min fornemmelse at den rigtige var kommet, var rigtig. Daisy havde den gave, at hun gjorde alting så godt, som det var muligt. I Goa havde hun arbejdet med at male påtegnede motiver, det kunne mærkes, at hun var vant til at gøre sig umage. Dertil havde hun et venligt vindende væsen og altid et smil på læberne, hun talte også udmærket engelsk. Det varede ikke længe, før Silvia efterabede hende. Jeg var glad for, hun havde fået nogen at tale engelsk med. Alt hvad jeg viste Daisy i husholdningen og med børnene, prøvede hun at gøre mindst lige så godt som jeg kunne. Jeg begyndte at lære hende at gøre fysioterapi med Fritzli, og snart var hun ligeså dygtig til det, som jeg var. Med den store terapibolle på den røde måtte begyndte Daisy, af og til når vejret var godt, at gøre øvelser med Fritzli ude i haven på græsplænen. Det varede ikke længe, før naboerne fik øje på det, og Daisy blev beundret, for det gode arbejde hun gjorde for os.
   Jeg havde fået en pæn bunke med sand i hjørnet af haven. Når børnene legede med det, tog vi Fritzlis hånd i vores, og lod ham have fornøjelsen af at lege med på den måde. Selv om han ikke kunne deltage aktivt, elskede han samværet med andre børn. Da jeg ikke gjorde forskel på rige og fattige, varede det ikke længe, før vores have var fuld med legende børn. Faste venner blev børnene ovenpå samt børnene fra en hindu familie overfor. På hjørnet, hvor vejen drejer af til vores hus, boede en amerikansk dame som var gift med en velhavende inder. Deres søn var lidt yngre end Silvia, også han fik lov til at slutte sig til gruppen, efter forældrene havde overvundet, at fattige børn i pjalter legede med. Bag ved vores hus, lige uden for badeværelsesvinduet, strøg en fattig kone tøj for nabolaget. Dertil brugte hun et stort gammeldags strygejern med glødende kul inden i . Ved siden af sig havde hun en baby, som hun meget omhyggelig tog vare på, når hun ikke strøg. Jeg fik at vide i gennem Daisy, at hendes tre børn døde alle på en gang af en eller anden smittende sygdom. Det var ikke så underligt, at hun var ekstra omhyggelig med babyen. Hun var ikke den eneste til at stryge i nabolaget, et andet ægtepar i nærheden strøg også. De havde to piger Bimla og Gamla, som også kom også til at høre til Silvias vennekreds. I begyndelsen synes naboerne ovenpå ikke om, at de fattige børn kom ind i haven. Når jeg ikke var tilstede, kom de ned og sendte dem ud. Fra Daisy forstod jeg, at de ikke kunne forstå, hvorfor jeg tillod det. Haven tilhørte os, så jeg fortalte Daisy, at hun kunne fortælle Bimla og Gamla, at når naboerne kom ned og sendte dem ud af haven, skulle de gå, men så snart de var gået, kunne de komme ind igen. Der gik et par uger på denne måde, så opgav naboerne komedien. Bimla og Gamla så ud som askepot selv med pjalter på og bare ben, men de virkede altid glade og tilfredse var aldrig sure og stiftede aldrig ufred, i de to år de gik ind og ud i vores hus. I den kolde tid kom de gerne ind i varmen, vi brugte elektrisk varmeovn et par måneder i vintertiden. Det blev til en fast regel, at de kunne have to tykke skiver brød med smør og marmelade på, hver gang de kom eller en gang om dagen. I den varme tid nød de at lege i den air konditionerede stue. Min tillid til familien voksede på grund af børnenes gode opførsel. Det hændte jeg overlod dem nøglen til huset, hvis jeg gik ud og Daisy ikke havde fået en nøgle med, når hun var ude at spadsere med børnene. På en måde var det en god fornemmelse at vide, at der var nogen som holdt øje med huset hele dagen.
   Vi var godt tilfredse med nabolaget som det var, kun to ting forstyrrede os. På hjørnet overfor skændtes de hver aften og det altid når børnene skulle til at sove. En aften tog jeg mod til mig og gik over og bankede på. Igennem den åbne dør så jeg en masse etage senge. Alle sad på deres senge i halvmørket. Tilsyneladende skændtes de ikke, for de lo og så ud til at have det morsomt. Det var kun en måde, de havde at kommunikere på, før de lagde dem til at sove. Jeg fik forklaret, at børnene havde svært ved at falde i søvn, med al den larm de lavede hver aften. Det hjalp omgående, fra den tid var alting roligt i nabolaget. En anden forstyrrende ting var, at de ovenpå når de trak stolene ud fra bordet, ikke løftede dem, derved frembragte stolene en skrigende lyd, som det var svært at vænne sig til. En udtalelse med en af de unge mødre ændrede det, og vi blev ikke mere forstyrret.
Forfatterbemærkninger
Fra vores 2 års ophold i Indien 1972 - 1974.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/01-2024 17:46 af Inge Erhard (Inghard) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 3043 ord og lix-tallet er 34.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.