Kommentarer fra Rasmus90


4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Put & Take
Hej Heidi

Efter at have været fraværende herinde et stykke tid, tænkte jeg en af dine tekster var et godt sted at genoptage udforskningen herinde - ligesom for at få noget motivation til at komme tilbage hurtigt igen. Jeg synes denne novelle var et sådant godt udgangspunkt.

Titlen gør unægteligt, at man forventer en fisketur - eller i hvert fald et eller andet med nogen, som skal ud og fiske, men der bliver man snydt. Ift. handlingen er titlen ret morsom, og det kan jeg egentlig godt lide - måske har det noget med sommeren og det gode vejr at gøre.

Synes pølsetangen er genial. Den er sjov, og det er fedt, hun finder den i skraldet. En anden kommentar påpegede det var en smule urealistisk - jeg synes det er vigtigt for handlingen, at hun finder den i skraldet og ikke låner den. At benytte et slidt, kasseret og (måske) fedtet instrument til at fiske sin fortrydelse op af en postkasse - det er både tragisk og komisk på samme tid. Godt fundet på - god kobling.

Har usædvanligt svært ved at forestille mig, hvordan det lykkes hende at få fisket sit brev op, men fred være med det - jeg lader tvivlen dig komme til gode på det område (jeg har aldrig fisket noget op af en postkasse, og hvis den er fyldt nok gætter jeg på, det kan lade sig gøre). Jeg synes ikke, du spænder realismen mere end den kan holde til med den scene, og det er under alle omstændigheder så fint skildret, at jeg er villig til at acceptere en yderligere belastning af den end normalt.

Hun møder en kvinde, som er i den samme situation som hende, og de ender med at drikke kaffe til sidst. Det sætter ligesom et optimistisk punktum på historien, som falder godt i tråd med titlen, der indirekte punkterer det helt og aldeles melankolske element i teksten. På den måde synes jeg, det er fint med slutningen. Desuden fortæller os også, at der til tider kan komme noget godt ud af det triste. Det er ikke forventeligt, de opbygger en relation, men det er dog en mulighed, hvilket er fint for mig.

Tak for en dejlig læseoplevelse!

De bedste hilsner,

Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Skoletasken
Hej Amanda

Jeg fornemmer, teksten handler om en afrikansk pige, som bliver adopteret til Danmark på lidt af et sørgeligt grundlag. Hun skal tilsyneladende udfylde det hul, som en afgået halvsøster/bror har efterladt i hjemmet. Sidstnævnte er jeg-fortælleren, hvilket i løbet ad novellen er uklart - og til tider en smule forvirrende - men som til sidst giver mening.
Der fornemmes en beskyttelse og medlidenhed fra denne "søster/bror". Mere er der egentlig ikke at sige til det forhold, og i teksten kommer det også til at virke lidt ligegyldigt. Ikke at der har været et barn før, men at hun ligesom føler sig knyttet til Ayo. Man kan som læser godt komme til at sidde tilbage den tanke: "Hvis det nu skulle være, hvorfor er der så ikke lagt mere vægt på det fra forfatterens side?" Det er en fin idé, men udførelsen af den forekommer måske en anelse mangelfuld.

Nu ved jeg ikke, om kompositionen er et element, som du har adopteret fra forfatteren, du er blevet inspireret af til denne tekst? Det giver lidt et præg af et prosadigt, hvor du splitter linjerne op flere steder. Er der er en særlig grund til, du har valgt at gøre det?

Novellen er meget sort/hvid, og vi får et indtryk af en meget uretfærdig mor. En tidligere kommentator snakker om nuancer. Det er jeg til dels enig i; teksten ville være mere troværdig, hvis den i stedet blev præsenteret i lysere og mørkere gråzoner. Desuden virker det også underligt, at moren er fremstillet så led, når det er det døde barn, som er fortælleren. Man ville formode, at et barn - som moren åbenlyst har været glad for og savner rigtig meget - ville bringe nogle lysere sider frem om sin mor. Havde det været Ayo, som var fortælleren, ville jeg måske have lettere ved at købe den.

Plottet er godt, og jeg synes, det er nogle fine overvejelser, du har gjort dig omkring det at miste et barn og hente et nyt op, som skal agere erstatning. Tydeligvis en mor, som ikke er kommet over sin sorg. Din påstand kommer godt frem og stiller spørgsmål omkring det at hente børn op fra Afrika - det var jo en større diskussion for et par år siden.

Jeg var godt underholdt og takker for læseoplevelsen.

De bedste hilsner,

Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Nede blandt transvestitterne
Hej Olivia

Rigtig fin disposition, som virkelig opfylder genrens krav om en den såkaldte "røde tråd". Det gør læseoplevelsen behagelig. At det meste af teksten består af en førstehåndsoplevelse med transvestismen og miljøet heromkring vækker stor interesse og øger læselysten betydeligt. Jeg synes ofte essays har tendens til at have store, abstrakte emner, som udspringer fra en smal oplevelse af forfatteren, og hvor førstnævnte netop kommer til at blive behandlet med en vis afstand. Måske er det fordi, jeg hovedsageligt husker essayet fra gymnasiet, at jeg har haft denne oplevelse. Men modsat mht. din tekst, er du fysisk med det meste af vejen, og det tilfører noget rigtig fint både i forhold til læseoplevelsen, men også troværdigheden.

Det er en flot skildring af Katja og auktionen, hvor man gennem ordene mærker den fremmedfølelse, du har siddet med. En følelse for dig om at fremmed, som virker ambivalent, men som til sidst efter en uheldig misforståelse om linser resulterer i din afgang fra selskabet. Selvom det må have været spændende for dig, tænker jeg også det må have været ubehageligt (hvis og kun hvis mine antagelser om disse følelser er sande), og det synes jeg godt, man kan mærke som teksten skrider frem.

Men måske mangler jeg netop lidt, at du sætter lidt flere ord på, hvordan du har følt i både det ene selskab med Katja og det andet i en større forsamling. Jeg føler, der er en masse skrevet mellem linjerne, og jeg fornemmer også, at jeg har forstået det meste, men jeg synes ikke det gør noget at gøre sine følelser og tanker eksplicitte i sådan et essay. Faktisk er det nok det eneste, som jeg mangler lidt her. F.eks. skriver du: "Det føltes ikke som at sidde alene kvinde mellem 18 mænd". Det synes jeg fortæller rigtig fint, hvordan du har haft det i situationen. Jeg mangler måske bare at høre lidt mere om, hvordan du følte, inden du skulle møde Katja for første gang - hvilke tanker gjorde du dig lige inden? Havde du nogen fordomme i forhold til, hvordan en transvestit er, inden du mødte denne forsamling? Levede de fordomme op til dine forventninger? Den slags tanker og følelser, som vil kunne bringe læseren lige så tæt på dig og dine tanker og refleksioner, som vi kom på dette transvestitmiljø, som du beskriver så levende og godt.

Overordnet er det rigtig god læsning, og jeg er glad for at jeg stødte på denne tekst. Jeg læser ellers ikke mange essays herinde, men det skal jeg vist til. Under alle omstændigheder så i hvert fald fra dig.

Tak for det.

Alt det bedste,

Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Livet og Fabrikken
Hej Christopher

I sidste halvdel af sidste december havde jeg et vikariat på Skejby sygehus, hvor jeg skulle flytte arkivrum. Det var 8 vagter ad 8 timer. Det er noget af det kedeligste, jeg nogensinde har prøvet, og jeg tænkte: "Godt det her ikke er permanent!" På den måde kan jeg sætte mig lidt ind i hovedpersonens liv, men om han føler ligesom jeg er jo ikke til at vide. Det kommer aldrig rigtig frem, om han har det godt med dette ensformige, trivielle liv. Måske er det i virkeligheden blot læserens fortolkning, som gør hans liv kedeligt og tarveligt. Slutningen kunne tyde på det. Der er ikke rigtig noget, som står i vejen for, at han kan mødes med denne pige. Han kan enten takke nej til sine venner eller være sammen med hende de to timer, som han nu har fri. Uanset hvad ville det være en reel umulighed for at opleve et eksogent chok, som på den ene eller anden måde kunne ryste lidt mening ind i hans liv. Men igen, har han brug for dette? Ikke umiddelbart. Han virker ikke ked af at aflyse. Han foretager sig bagefter en handling, som åbenlyst giver ham glæde (at lede efter en brugt bil), og bagefter spiser han.
Mit bud er at han har det fint med det simple, røvkedelige liv - og på en special måde gør det ham rigere end de fleste.

Datoerne har ikke rigtig nok mening for historien, og jeg synes, de fremstår meget overflødige. Eftersom det er koldt udenfor, kan vi regne ud, det er vinter, og vil du gerne give udtryk for ugedagene, vil jeg mene, det kan gøres mere elegant ved at flette det ind i teksten.

Jeg forstår godt, hvorfor du opremser de nærmest identiske hændelser på de to arbejdsdage, men jeg synes alligevel det bliver for langt i spyttet. Jeg mener, du sagtens - ved ikke at nævne hændelsesforløbet på arbejdspladsen på andendagen - kunne have givet læseren et tydeligt indtryk af, at arbejdsdagen om fredagen var ligeså kedelig og identisk med arbejdsdagen om torsdagen. At han denne dag sidder over for en kollega uden at snakke med ham er dog interessant, men det er også det eneste jeg får ud af den lange, gentagende beskrivelse.

Jeg synes, du formår at gøre et kedeligt liv spændende. Man sidder med billedet af en håbløs mand, som halvt ønsker at ændre sit liv, men alligevel ikke orker eller er parat til at tage skridtet. Jeg tror ikke, det er fordi, han ikke tør, jeg tror simpelthen bare, han ikke ser nogen grund til at være mere pro-aktiv i sin reformering, da han lever et trygt og behageligt(-nok) liv. Flot fremstilling med få ord og fine dagligdagsscenarier.


Alt det bedste,

Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Mer end bare venner
Hej Alicha

Det er tydeligt, du har en masse på hjerte, og det er flot, at du har fundet modet til at dele teksten med andre, når du siger, at du har haft svært ved dette før. Det synes jeg er et stort skridt.

Med hensyn til teksten, så bliver jeg nødt til at sige, at den store mængde af grammatiske og tegnsætningsfejl gør den hård at læse. Du har gjort det klart, at du godt er klar over, at du har en svag side her, så det er ikke noget, jeg vil dykke nærmere ned i. Jeg føler bare, jeg bør nævne det, da det havde en indflydelse.

Du siger, at du søger beta-læsere, men det kan være svært at få en fast beta-læser til tekster som ligesom denne ikke er særlig læservenlige. Man ville blive nødt til at arbejde med det grammatiske først, inden man kan begynde at fokusere på indholdet i teksten, og derfor bliver det en stor mundfuld. Tekster kommer i 90 % af tilfældene med ingen eller få ubetydelige fejl herinde, så derfor bliver det desværre også bare meget fristende at vælge de tekster fra, hvor det tekniske ikke er i orden. Jeg ved det, for jeg gør det selv ofte - hvilket vil sige næsten hele tiden.

Det er fedt, hvis du holder af at skrive. Jeg ved, hvor meget det kan give, og uanset hvad ville jeg heller aldrig give det op. Skrivning er mere end blot en flot fremstilling, sprogligt håndværk og budskaber; det kan for mange også være en form for terapi - en måde at komme tættere på sig selv og verden. Derfor er det vigtigt, at du fortsætter med at skrive, fordi du kan lide det. For efter at have læst din tekst er jeg overbevist om, at du kan lide at skrive.

Tak for historien.

De bedste hilsner,

Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Helstegt Pattegris
"Bare rolig. Du skal nok få hende tilbage i ét stykke." Ja, det er sandt. Svinet blev jo trods alt helstegt.

Humoristisk tekst om det at præsentere en ny kæreste for sine forældre. Det lader til at være en "stor" familie og med meget kærlighed i dette tilfælde. Alle de kram til velkomst; jeg tænker det enten er en ubehagelig eller vidunderlig præsentation af sin nye svigerfamilie, taget i betragtning af hvem man er.

Det mest interessante er jo, at det er hovedpersonens indre frygt for, at hans kæreste ikke bliver accepteret i familien, som gør, at vi skal forveksle den helstegte pattegris med kæresten. Hun er jo åbenlyst bare ikke tilstede et øjeblik. Det synes jeg er vældig godt fremstillet uden at sætte direkte ord på det.

Der er et par svipsere, som falder mig i øjnene.

Hivet = hevet.

"Her sad vi så med et glas cognac til hver og funderede ..."
Umiddelbart ville man formode, at de har et glas hver. Der kommer mere flow i sætningen, hvis "til hver" undlades.

Sidstnævnte er trods alt blot min mening.

Tak for det,

Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Stole og krystal
Hej Kåemer

Flot skildring af to personligheder. Du skriver i en begrænset jeg-fortæller, men jeg føler næsten, at jeg kender Fru Christophersens sind lige så godt, som jeg kender HP's. Det synes jeg er ganske imponerende taget i betragtning af, at jeg som læser kun har adgang til den enes tankelag. Dejligt flydende sprog. Meget beskrivelse uden det bliver kedeligt på noget tidspunkt. Det virker som om, det bare falder naturligt for dig.

En ugift og tidligere tjenestepige, som insisterer på at blive kaldt frue virker ganske usædvanligt. Hun har tydeligvis været vant til at blive kaldt ved sit fornavn eller frøken i hele den tid, hun har tjent hos familien, og man tænker, at hun burde være blevet så vant til dette, at hun ikke har haft brug for/lyst til at ændre dette. Hvornår hun er begyndt at gå under betegnelsen, kan man som læser naturligvis ikke vide, men det er formentlig sket efter, hun er blevet husejer - måske først da hun fik hjemmehjælp. Hvis sidstnævnte er tilfældet, så er det tydeligvis fordi, hun har været vant til et herskabet-tyende forhold, hvor hun helt naturligt må påtage sig rollen som frue, når vores HP på en måde kommer "under" hende.
Det er i hvert fald meget interessant for mig, at hun ønsker at gå under denne titel, når den ikke er hende vant. Det kan sige noget om, at hun er konservativ indstillet (det er næsten givet) eller/og har brug for at kompensere for den mindre-fine titel, hun har haft det meste af sit liv.

Hun har en helt bestemt mening om, hvordan tingene skal gøres, og hun styrer huset med fast hånd. Hun elsker dette hus ufattelig højt - det er noget af det sikreste, hun har kendt i hele sit liv - og det skal behandles med stor respekt; ikke bare respekt sådan i almindelighed, men per hendes definition. Det er i sidste ende denne kærlighed som driver hjemmehjælperen væk, og fru Christophersen gør dette, selvom hun vel egentlig holder af hende. Det er en sørgelig slutning, men også en nødvendig slutning.

Jeg siger tak for den gode læseoplevelse.

Alt det bedste,

Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Et hotelværelse
Hej Flippa

Din tekst bærer præg af, at det er et første udkast, og at du har haft en masse på hjerte, som du har ladet være drivkraften i skriveprocessen. Jeg giver delvist Mikala ret - det virker som meget fyld, der med fordel kan kondenseres. Din læser har f.eks. ikke noget behov for at vide dine karakterers morgenmadsmenu så detaljeret. Det vigtige er, at du viser de scener fra ferien, som du mener er essentielle i din skildring af personerne og ikke mindst den påstand og mening, som du gerne vil kommunikere videre. Slutningen indeholder rigtig meget, og den synes jeg faktisk er ganske vellykket. Den opsummerer fint, hvordan hovedperson føler, og den viser afslutningsvis også hvor deres forhold kan være på vej hen. Det er opbygningen til dette klimaks, som jeg syntes du med fordel kan arbejde på at gøre mere præcist og skarp. Du skal i dette tilfælde vise de feriebilleder, som ikke kommer med i albummet. Det er det, som er det interessante i denne historie :-) Det er desuden min klare overbevisning, at du sagtens kan gøre dette.

Jeg synes du fanger stemningen rigtig godt - den lidt matte stemning, som kun bliver mere grå for hver dag, som går. Du beskriver begejstringen, som disse to unge mennesker føler i starten; denne forelskelse. Hvordan de gradvist distancerer sig fra hinanden som dagene går kan du godt gå dybere ned i, men når jeg taler om den grå farve, så er det denne distancering, og du hentyder godt til den. Berører den meget fint uden at udpensle den - bliv ved med det :-)

Dit sprog er flydende og du er en fornøjelse at læse på den konto. Den måde du skriver på passer fint til den realistiske genre, du arbejder med :-)

Fortsat god skrivelyst og de bedste hilsner,

Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Associationer
Hej June

Du fanger godt nogle velkendte hverdagsoplevelser, følelser og tanker i din tekst. Du starter abstrakt ud med et perspektiv på den kommercielle jul, som har en kritisk undertone. Det er en del af teksten, som står rimelig alene i forhold til resten, men i din kommentar kan jeg næsten forstå, at det ikke har været din intention at have en kontinuerlig tekst, men nærmere en række "refleksioner", og for mig giver det også mere mening på den måde. Kan jeg se en fordel i at have den sammen med den resterende tekst? Mit ærlige svar der er nok nej. Det er en refleksion over vores måde at fejre julen på, som jeg synes er både samfundsrelevant og et godt udgangspunkt for en mere uddybende diskussion eller samtale - der er ikke noget galt med det på den måde - men det bliver for isoleret i forhold til resten. Du må dog have haft en mening i at integrere den, og jeg vil glæde mig til at høre om denne.

Biblioteket skildrer du fint gennem et mere eller mindre deprimerende lys. Det overrasker mig ikke, hvis biblioteket oplever den triste skæbne hver eneste lørdag - jeg ved det ikke selv, faktisk tror jeg aldrig, jeg har været på biblioteket på en lørdag. Og dem, som besøger et sådan hus fuld af bøger, sidder hovedsageligt på internettet. Det er ganske ironisk, nærmest komisk. Allermest trist på den måde, at der hver lørdag skal sidde en bibliotekar - en professionel, uddannet til et respektfuldt formål - og spilde sin tid. Jeg håber, hun morede sig over episoden med kvinden med barnevognen; det gjorde jeg i hvert fald.
Ovre på den anden side af biblioteket er et kulturhus i endnu mere forfald - et museum med fri entre uden gæster. Det virker nærmest mere sørgeligt. Hvis folk ikke skulle have tid til at tage på museet på en lørdag, hvornår skulle de så?
Jeg kan godt lide skildringen af disse to institutioner. Og så hovedpersonen, der bare gerne vil have fri. Der er en underspillet tragik, som kommer til sin ret her. Jeg måtte læse teksten to gange, før den egentlig gik op for mig. Rigtig fint indfanget - denne gråhvide stemning.

Hovedpersonens oplevelser i teatret er modsat ganske overvældende. Episoden med de to "teaterbekendte", som hun minimerer sit forhold til over for veninden, gjorde indtryk på mig. Mest af alt fordi jeg kunne se mig selv i samme situation. Det er en ekstrem lav handling, som jeg formoder de fleste mennesker har begået, og det er mit klare indtryk, at hun distancerer sig fra dem over for sin veninde, fordi hun føler, det er ganske nødvendigt at gøre. Hendes formodning er, at veninden ikke vil synes om, hvis hun begår mennesker som dem, og denne formodning gør hende utryg. Umiddelbart efter opdager hun også, at der er en anden i lokalet, som hun også kender.

"En enkelt af dem tilhører den type bekendte, som vist alle har nogle af i deres liv, og som man ikke ønsker at blive genkendt af."

Jeg anklager hende her kun for at være smålig, fordi hun lige har nedtonet sit forhold til mennesker, som hun rent faktisk holder af. For ja, sådan nogle bekendte har vi alle sammen, og det er også i orden. Man bliver dog meget usikker på, om denne "bekendte" blot er endnu en, som hun egentlig godt kan lide, men som hun ikke ville være glad for at blive set sammen med. I forhold til det, som sker senere, hvor hun bliver omfavnet af en, som jeg formoder er denne person - eller skuespilleren, som var den egentlig grund til, at hun kom - vælger jeg at tro på, at det er sagen.
Det giver mig et indtryk af en kvinde, som meget menneskeligt er usikker på sig selv. I nogen grad kan dette kædes sammen med episoden, som opstår, da hun kommer til at grine for højt og får en ubehagelig opmærksomhed. Jeg er nu ret sikker på, at de fleste ville reagere på denne måde, og det er både pinligt og medynkeligt. Det er godt beskrevet, og jeg følte mig berørt af det. Aftenen vender ligesom for hende der, og hun kan pludselig nærmest ikke klare at være i sin egen krop. Det er en følelse, som er nem at sætte sig ind i, men som er svær at slippe igen. At stikke ud fra normen, om end blot for nogle sekunder, kan resultere i en hård social sanktion, og her synes jeg, hun oplever en ganske ubehagelig en.

Det sidste afsnit er fine overvejelser og passer godt sammen med den historie, som lige er blevet fortalt. Jeg er vild med stykket:

"Jeg har en si deroppe, hvis masker tættes af livet, jeg lever, og som af samme grund, efterlades stadig større klumper, eller ædelstene, når jeg hælder noget igennem."

Ovenpå en række ubehagelige oplevelser passer det kontinuerligt godt ind. Der følger erfaring og lærdom med alderen, men måden hvorpå man lærer at beskytte sig selv - denne si og dens tættende maske - kan få en til at gå glip af meget værdifuldt. Lidt en overvejelse om at livet er et trade-off, og at man med et åbent og kærligt sind risikerer flere nederlag og slag, men med en lukket og kynisk indstilling går glip af en masse godt. Sien er en fin metafor, den kan jeg godt lide.

Jeg savner overraskende nok ingen direkte tal. Jeg synes din beskrivende stil fungerer rigtig godt og fører mig ubesværet og elegant gennem teksten. Du supplerer den realistiske scene fint med små, til tider poetiske, metaforer, som giver mine indre illustrationer farve og liv. Du får beskrevet en del sindsstemninger rigtig fint på denne måde, og du rammer den indre konflikt godt, som hovedpersonen undervejs oplever, og som jeg også fandt mig bekendt mig.

Mange tak for fornøjelsen.

De bedste hilsner,

Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Kvinden der lærte at miste igen - Kapitel 1
Hej Olivia

Kan godt blive til en roman - aldeles. Og det er vist også, hvad du har haft i tankerne, imens du har skrevet denne tekst. Derfor kan jeg ikke rigtig give feedback på den som en novelle, og det er jo egentlig en skam, men lad mig fortælle, hvad jeg synes som teksten som en start på noget længere.

Jeg er vild med din måde at skrive på, og den tiltaler mig meget. Du har fundet en god balance i din skrivestil, som gør den beskrivende og ganske nøgtern på samme tid. Det gør dig dejlig at læse. Jeg holder af din direkte tale, som oftest er envejskommunikation. Den er yderst realistisk og jeg hører og føler den, selvom du ikke beskriver den med mange ord.

Du skildrer et elendigt liv rigtig godt. Det er en sand tragedie, og på den måde havde jeg egentlig håbet på en novelle, hvor du kunne have efterladt kvinden i en mere eller mindre elendig tilstand, og teksten ville have været en skildring af tiden efter en tragedie, som den hun har oplevet. Det ville have været meget kraftfuldt og smukt - for jeg vil faktisk påstå, at du skriver smukt. Din skrivestil er ligeså skrøbelig og fin som den person, du beskriver.

Men vælger du at skrive videre på den - hvilket jeg vil opfordre dig til - så har du mig som fast læder ind til den er slut. Det lader til, du allerede har en motivation til at gøre den længere og udfordre livet på den kvinde, som ofrede mere end liv og lemmer for noget dødt, hun elskede. Tiden vil vise, om en længere handling vil gøre hende godt.

Tak for en god læseoplevelse - jeg ser frem til at læse mere.

Alt det bedste,
Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Hvad pulterkammeret gemte
Hej Ulla

En klassik historie fra din hånd. Den bærer dine karakteristika hele vejen igennem. Lige bortset fra slutningen - den er frygtelig åben. Jeg synes, det fungerer. Lad mig i helhed uddybe.

Tekstens tema bliver med det samme kridtet op. Ved præsentationen af "Pulterkammeret" (i øvrigt godt navn til en sådan butik) og hovedpersonen, ved vi allerede, at der er tale om en konfrontation mellem sociale normer. I følge hovedpersonen er det absolut ikke acceptabelt at fylde sådan på kommunalt fortorv; han irriterer sig grænseløst over dette, selvom det ikke udfordrer hans hverdag voldsomt. Han gør det dog til et spørgsmål om ubelejlighed, men i virkeligheden irriterer han sig fordi han har en klar opfattelse af, at man ikke fylder på den måde. Han lader til at være en mand af klare principper; der skal være orden på tingene. Styret af et super-ego, som jo giver ham en vis tryghed i et samfund med mange forskellige slags mennesker. På den anden side har vi Eva, som blot ved beskrivelsen af butikken virker til at have et meget afslappet forhold til tilværelsen. Hun har levet livet og lært af det; nu har hun (ved at mærke i følge hende selv) fundet den rette mening med livet. Hun sælger brugte varer; det, som er blevet brugt og glemt, men stadig har til evne at gøre folk nytte; og måske nu endda kommer folk endnu mere til gavn end det gjorde, da det var nyt og smart. Denne kobling mellem forretningens varemærke og Eva selv synes jeg er betydelig for historien. Er hun til mere gavn for andre mennesker, end hun var, da hun var "derude i den fine verden"? Det tror jeg godt man kan sige. Efter hun er "stået af ræset" (det ræs, som vores hovedperson personligt forbinder sig i) har hun fundet en dybere, men simplere og bedre mening med livet, og det kommer også andre til gode.

Men hvad nu med disses interaktion? Ja, den er jo interessant, da vores hovedperson umiddelbart går ind i den med en negativ forestilling om Eva. Han hjælper hende dog - fordi dette er det rigtige at gøre, når en ældre kvinde ligger ovenpå en tyv på fortovet, igen styret af sine faste normer:

Frank overvejede kort at vende om, han skyldte på ingen måde damen noget. Men der var også tyven, hvad med ham?

Det er jo bemærkningsværdigt, at det er et element fra hans indeks af normer, som bringer ham i kontakt med denne kvinde, der er hans modsætning. Hun tilbyder ham en øl, dette virker meget naturligt for hende, og vores positive indtryk af kvinden styrkes her. Deres samtale gengives meget kort, men den sætter alligevel nogle ting på plads. Først og fremmest så får man en fornemmelse af, at det ikke er sidste gang de kommer til at sidde sådan og drikke en øl sammen. Dermed beskrives et udviklingspotentiale både ved deres forhold og hovedpersonens sympatiske tilgang til andre mennesker - man får desuden et forhold af, at disse vil vokse eksponentielt.

Matadorspillet. Jeg fornemmer en sarkasme i denne gave. Matador handler netop om at købe billigt, sælge dyrt og blive rig - et klart symbol på den ligegyldige verden, som florerer udenfor denne butiks mure. Han har både sin fortid og nutid, men ikke sin fremtid i dette spil. Dette er jo interessant, da udtrykker et håb om en bedre og mere meningsfuld verden set fra Evas synsvinkel.

Mht. slutning så er jeg godt tilfreds. Helt ærligt, så synes jeg dit budskab kommer fint ud - der behøves ikke at siges mere - og slutningen virker ikke for brat. Du afslutter desuden historien med manér, da han får åndenød og må tage sin allergimedicin. Det opsummerer jo meget godt dit budskab. Ikke engang aktørerne i dette materielle samfund kan begå sig uden at blive forpustet.

Flot tekst med stor vægt på budskab og fornuftig kommunikation af dette.

Alt det bedste,

Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Overvågning
Hej Anders

Nu ved jeg godt det her ikke er en fuldstændig tekst, men jeg behandler den delvist herefter, da den nu er publiceret, som den er. Dermed kan du vælge at se bort fra noget af min kritik, hvis du føler den omtaler områder, som vil være blevet ophævet med den sidste halvdel.

Du beskriver personerne fint, og jeg kan se dem for mig, mens jeg læser din tekst. Det hele meget stereotypt, men jeg tænker det har været din mening. Dette kan måske have noget at gøre med, at det er en erotisk novelle. Dog vil jeg sige, at det ikke gør noget at give personerne - selv i en erotisk novelle - et personligt præg, så de mere fremstår som egentlige individer. Jeg kan godt lide, at du beskriver de småfejl (sommetider kaldet skønhedsfejl) ved specielt hovedpersonen, selvom det er en erotisk novelle, hvor det hele jo ofte tenderer til at være for perfekt og lækkert. Sådan er virkeligheden jo ikke. Så hvis du kunne fortsætte lidt mere ud ad den retning og forme dine personer lidt mere, ville det helt sikkert komme til tekstens fordel.

Min hovedsagelige kritik bliver placeret på tekstens budskab og påstand. Den er stortset ikke-eksisterende fra min synsvinkel, og jeg føler at dette er tekstens helt store akilleshæl. Ja, erotisk novelle, men det er ikke kun ensbetydning med grafik og den yderlige fremstilling - ligesom alle andre noveller, må der gerne ligge noget bag, og novellen skal også helst være styret af dette. Der er dog temaer, som jeg finder interessante: Hierarki på arbejdspladsen, misundelse og kønsroller. Du udnytter de her temaer for lidt, synes jeg. At arbejde ud fra disse kunne umiddelbart være spændende, og det føler jeg ikke, du har gjort (igen, dette siger jeg efter kun at have læst den første halvdel).

Det kan måske lyde hårdt, men du skal ikke tage det for tungt. Det er naturligvis blot min singulære mening om, hvad jeg savner i din tekst, og jeg tænker, at mange andre vil have en helt anden holdning. Jeg føler måske, at jeg ikke er målgruppen, og det kan jo også være svaret.

Rent skriftligt skriver du ganske flydende, og det er ikke på nogen måde ubehageligt at læse din tekst. Du giver læseren nogle gode og klare billeder af miljøet og personer, hvilket jeg synes fungerer godt i denne henseende. Med hensyn til din komposition virker dine mange afsnit velovervejet og klogt overvejet. Rent grammatisk har du ofte nogle sin/hendes-hans misforståelser, men ellers er det ikke voldsomt.

Til sidst må jeg bare knytte en kommentar til det, at du har publiceret en halv novelle. Det synes jeg generelt er en dårlig idé, da jeg som læser naturligvis ønsker et fuldstændigt billede af en historie, når jeg giver mig til at læse en tekst her.

Tak fordi du gav mig mulighed for at læse din tekst.

Alt det bedste herfra,

Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Vindueskigger
Hej June

Umiddelbart lyder det som nogle underholdende og indholdsrige minutter i en triviel morgenstund. Nu cykler jeg som regel i skole, men når jeg en sjælden gang tager bussen, benytter jeg et stoppested ved en hovedvej, og der er absolut intet at se. Hvis man skulle vælge et stoppested, ville man vælge sådan et stoppested, som du beskriver her. Og ja, det er forbavsende spændende at få et indblik i andre menneskers hverdagsagtige hverdag - det må skyldes en dybereliggende nysgerrighed i mennesker.

I dag bliver der jo udstillet millionvis af vinduer til frit skue for verdens befolkning. De sociale medier har gjort det muligt for os at få et lille indblik i folks hverdage og i samme omgang sammenligne det vi ser med vores eget liv. Den kæmpemæssige forskel på det vindue, du beskriver, og de vinduer, som jeg nævner, er bare at sidstnævnte er udstillingsvinduer. Dette betyder, at folk kun stiller det i vinduet, som de gerne vil have folk til at se, og på den måde går det spændende jo lidt af det. Problemet er dog, at denne vigtige realitet er implicit, og man alligevel har tendens til at sammenligne sin egen hverdag med den udvalgte hverdag, som er tilstede i udstillingsvinduet. Og hvilken sammenligning er det? Ingen kan leve op til et ideal, som ikke findes.

Det røg lidt ud ad en tangent, men blot en umiddelbar perspektivering. Der er meget interessant ved denne tekst. Umiddelbart er der sammenligningen, som hovedpersonen laver med pigen i vinduet. Det bringer nogle tanker igang hos hende at se denne yngre kvinde, og mange af dem har et moderligt præg over sig. Reelle bekymringer om denne lidt tankeløse uforsigtighed, som pigen praktiserer ved at have sin tandbørste i munden, mens hun foretager sig mange andre ting:

Jeg tænker, med min morhjerne, at det er dumt at springe sådan op og ned med en tandbørste i munden, og mindes pludselig alle de gange, hvor jeg selv nær havde skrabet min gane til blods, fordi jeg forsøgte at multitaske med sådan én stikkende ud under næsen.

Man har risiko for at komme til skade, når man går tankeløst til værks og ikke tænker over konsekvenserne. Hovedpersonen tilkendegiver, at det er sket for hende mange gange - hovedsageligt da hun var ung - men også nogle gange i hendes voksenliv. Jeg opfatter en vis forståelighed i dette; at man lever livet mere umiddelbart, benytter fornuften mindre, vinder og taber mere og kommer dermed også mere til skade. Det er lidt en lovmæssighed med hensyn til det at være ung, og vores hovedperson erkender hun har været der, men nu er hun voksen og har derfor også et mere fornuftigt syn på det at tage chancer med risiko for at komme til skade. På den måde kan man sige, hun er vindueskigger med blikket rettet mod sig selv i en anden tidsalder. Dette hænger fint sammen med det, som står senere i teksten:

Ikke fordi jeg vil snage, men fordi det er så hyggeligt lige at fange essensen af et hjem i forbifarten, at mærke menneskenes sjæl på en måde.

Det at sammenligne sit eget liv med det liv, som foregår inde på den anden side af ruden. Hovedpersonen ser et andet menneskes relative hektiske morgen igennem vinduet, men hun ser også sig selv. Det bliver interessant, da hun kan huske, hvordan hun selv var som 15 årig, og hun observerer denne person med det sind, som hun har i en senere, voksen alder. Dermed opfatter jeg også denne morgens vindueskiggeri som en granskning og overvejelse af hovedpersonens eget liv. Hun ved, ungdommen har sine fordele, men hun ved også, at uerfaringen og det progressive syn på livet kan have nogle smertefulde følger. Lige så vel som hun ved, at disse følger er uundgåelige, har hun et håb om, at hun kommer i gennem disse på en sund måde.

Fin komposition med små stærke afsnit. Det passer godt til den tankestrøm, som hovedpersonen oplever. Desuden skriver du godt, så læsningen bliver generelt en fornøjelse. Alt i alt en god tekst.

Jeg siger mange tak for den gode læseoplevelse og fortsat god skrivelyst,

Alt det bedste,

Rasmus
4 år siden
4 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Rod
Hej Rasmus

Klassisk forælder-teenager forhold. Den er fanget meget godt. Den tilbagelænede ligegyldighed og følsomme modtagelighed (jeg husker den godt, dengang syntes den dog bare mere retfærdig!) vs. Det trætte forsøg på motivation og meningsfuld - det vil sige strategisk - opdragelse.
Ud over at blive en anelse for eksplicit i din analyse af, hvordan en type af mange tusinde type teenagere godt kan lide at gebærde sig, så synes jeg som sagt, du beskriver dette forhold meget godt. F.eks. " Kunne han ikke forstå at han havde brug for at stene og være sig selv?" gør drengen mere stereotyp end hvad godt er, for jeg tror reelt set ikke, der er nogen, som tænker på den måde. Sådanne elemeter kan godt være med til at gøre det lidt utroværdigt for mig - trods den ellers gode skildring.
Du har gode elementer med. Som da drengen ikke bliver kaldt Sebbe mere og føler ubehag ved dette, trods han lige har klaget sig over, at det er for barnligt at blive kaldt det kælenavn. Det siger meget om den identitetsreform, han befinder sig i.

Umiddelbart synes jeg faktisk det en fin hverdagsskildring, som uden den store dramatik formår at være interessant. Der er ikke noget i vejen med nogen af disse hovedpersoner - de er bare to ganske almindelige mennesker, som betrager hverdagen og kommer igennem denne (det lyder mere barsk end det skal forstås) på den bedste måde de kan. Faren lader til at være hårdtarbejdende, alene og en anelse hårdtprøvet. Drengen lader til at være skoletræt, i konflikt med sin opfattelse af verden og det man kalder en lille smule rebelsk. Det er der ikke noget ekstraordinært i, og det er på en måde forfriskende.
Jeg synes, du har gjort det godt, dog havde du haft anledning til at gøre drengen en anelse mere unik, end du har gjort. Denne stereotype forestilling af en teenager kan godt være lidt svær at købe.

Tak for den gode læseoplevelse og fortsat god skrivelyst,

Rasmus
4 år siden
5 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Plysdyr
Hej Christina

Elendigheden findes i det, ingen lægger mærke til. For eksempel en kvinde i 30'erne uden noget socialt liv, selvtillid eller håb for fremtiden. Denne kvinde lever en tålt tilværelse med en kuffert med tøjdyr, som sin eneste trøst. Hver af disse tøjdyr har forbindelse til et dårligt minde fra hendes fortid, som har været med til at gøre hende til den sky og anonyme person, som hun er i dag. Jo, jeg føler ganske vist elendigheden efter at have læst din tekst. Den bliver ridset klart op, og slutningen kan tolkes som en ny start for denne hovedperson, da hun i princippet slipper af med disse elementer (tøjdyr), der sørger for, at hun hver dag trækker tråde tilbage til sin ødelæggende fortid. Omvendt kan den også tolkes lidt mere dystert, da hun principielt mister alt, hun har kært ved denne brand, og om hun efterfølgende kan holde til dette slag er uvist. Da jeg ikke rigtig synes, der er noget, som argumenterer mere for den ene end den anden, vil jeg lade dette spørgsmål stå åbent indtil nu.

Du har skrevet en tekst, hvor du skildrer en slidt og trist hovedperson godt. Svagheden skal findes i din prioritering af information, som fylder denne historie. Den meget nøjagtige beskrivelse af kontorets regi og ansatte synes jeg ikke bidrager til historiens substans - som må være hovedpersonen - på nogen måde. Det er ikke fuldstændigt irrelevant, men eftersom dette er en kort tekst, kunne du have nok have prioriteret ordene lidt bedre. Havde du for eksempel skildret kontorets forhold vha. dialog mellem hovedpersonen og kollegerne kunne du samtidig have skildret førstnævnte yderligere samtidig. Dette er naturligvis blot et forslag.
En anden lidt mindre ting, men dog relativ betydelig, er din start på andet afsnit i historien, hvor du begynder at beskrive kuffertens indhold. Her fik jeg en følelse af, at hovedpersonen var hjemme igen, og jeg skulle derfor lige omstille mig igen, da jeg fandt ud af, at hun stadig sad på kontoret.
Rent sprogligt er det udmærket. Jeg ville dog foreslå, at du efter de første par gange ikke skrev "ekstraordinær" længere. Måske vil du gerne opnå effekten af denne anafor, og tanken er som sådan heller ikke dårlig, men jeg tror måske det ville være bedst at undlade det i dette tilfælde. Men det er jo blot min mening - ligesom alt det andet, jeg har skrevet :)

Tak for en god læseoplevelse og fortsat god skrivelyst!

De bedste hilsner,

Rasmus
5 år siden
5 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Havet fryser ikke
Hej Theo

Du har sproget i din magt, det er helt sikkert. Det flyder usædvanligt let, og sammen med din grundige gennemarbejdning af teksten, bliver det en fornøjelse at smage, føle og visualisere dine mange fine beskrivelser til en helhed. På den front skal du kun have ros. Der har du helt sikkert en stor sikkerhed og evne.

Men når jeg læser historien, så savner jeg noget. Jeg kan ikke lade være med at føle, at denne tekst er skrevet for den sproglige udfoldelses skyld og ikke så meget for historien. Skildringerne bliver meget poetiske, og det er fint nok, men paradoksalt nok føler jeg mig - som læser - distanceret i forhold til hovedpersonen. Du kommer aldrig rigtig i dybden med hende - og her mener jeg ikke, at du nødvendigvis skal ind i hendes hoved og gengive, hvad end indholdet her måtte være, måske endda tvært imod - og dette er for mig tekstens store (om end eneste) problem.
Nu benytter du dig udelukkende af en beskrivende fremstillingsform. Hvis du nu gerne vil skildre hendes forhold til de andre karakterer i historien og sig selv, så savner jeg noget dialog af en anden form. Jeg siger ikke, at der nødvendigvis skal være dialog i alle tekster, hvor folks relationer (til hinanden og dem selv) skal beskrives, men jeg savnede den lidt i dette tilfælde.

Hvor du igen skal have ros er omkring din evne til at fremstille gennemtænkt billedsprog. Havet betydning står klart i denne læsers hoved efter at have nået slutningen af historien. Det handler om at gøre de banale ting indholdsmæssige og betydningsfulde, og det gør du flere gange i løbet af teksten.

Jeg har givet dig min ærlige mening. Der er så mange ting, du har styr på, og som du gør rigtig godt. Sprogligt har du lavet et super håndværk, og du har benyttet af effektfulde virkemidler, som virkelig får mig til at tage dig og dit projekt med denne tekst seriøst. Som jeg har nævnt, mangler jeg mere vægt på selve handlingen og skildringen af hovedpersonen. Jeg kender hende ikke, og det er mit største problem. Jeg kan godt se, det er synd for hende, men jeg føler hende ikke. Dette er tekstens svaghed, hvis du spørger mig.

Tak for en god læseoplevelse og fortsat god skrivelyst,

Rasmus
5 år siden
5 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Hvad skoven gemte
Hej Anja

Din novelle har en god start. Jeg synes, du formår at præsentere den fremskridende handling på en god og læser-hensynsfuld måde. Du gør det klart, at det handler om en "flugt" på en ikke-eksplicit måde, og så ved læseren ligesom, hvad denne kan regne med. På den måde sørger du for, at læseren kan gå lidt mere op i den handling, som nu er blevet omridset, og på den måde få mere ud af den.
Jeg tænker, at der her er tale om en pige på omkring 11-14 år, som pga. forældrenes dødsfald er havnet i en plejefamilie, som hun ikke er særlig glad for. Dette er ligesom årsagen til flugten. Målet er i denne sammenhæng uvæsentlig, da det bare handler om at komme væk, og mest sandsynligt er det endda, at der ikke er noget mål.
Hvad der sker i skoven er interessant, da det ligesom beskriver en udvikling. Med skoven som arena trækker du på velkendte og førbrugte erfaringer indenfor litteraturen (dette er ingen kritik), og når vi nu observerer de ting, som sker i skoven, bliver man meget fristet til at konkludere, at hendes flugt rent faktisk sker inde i hendes hoved. Dermed bliver slutningen også barsk, men kan dog tolkes på flere måder. Disse dyr, som jagter hende, og som hun ikke lykkes i at slugte fra, kan meget vel symbolisere de udfordringer, hun står overfor i sin virkelighed. Når de nu får hende til sidst, kan det endog være positivt, da hun dermed endnu engang bliver tvunget til at konfrontere disse, og det er vel den sundeste måde at løse sine problemer på. En mere sandsynlig slutning kan i stedet være, at de får hende til sidst og simpelthen gør det af med hende rent psykologisk. Dette vil betyde, at denne barske virkelighed og dens mindre positive elementer nu påvirker hende med en sindslidende karakter. Jeg konkluderer dette, da det lader til, at hun har været ude for en masse frygteligt, og jeg tror det belaster hende i sådan en grad, at hun tager alvorligt skade af dem (hvilket beskrives i den måde, hun til sidst bliver trukket ned i underskoven).

Jeg kan som sådan godt lide historien, men din udførelse af den kunne muligvis have været bedre. Jeg synes, du har mange unødvendige fyldeord, som "at", "der" samt hensynsled som "mig". Rent sprogligt belaster det historien, og det bliver til tider også generende for læsningen. Ligeledes mangler du mange store begyndelsbogstaver, og det tror jeg skyldes, at du ikke har gjort dit 2. udkast særlig godt - hvis du overhovedet har foretaget et sådan redigerende udkast?
Det synes jeg godt kunne have været bedre.
Jeg har lidt i den forbindelse lavet nogle noter under læsningen, som du enten kan følge eller ej. Dette er ikke en facitliste, og det er din historie, så du tager beslutninger, men jeg har lavet nogle forslag til eventuelle omskrivninger. Dette har jeg udelukkende gjort, da jeg selv holder af at modtage disse.

For blot få meter siden hørtes også fuglenes aftensang, men der er helt stille nu, selvom solen langt fra er gået ned endnu.

Umiddelbar god indledning. Du kan alternativt skifte "hørtes" ud med "lød", ligeledes kan du efter min mening med fordel helt undlade "endnu". Det synes jeg, ville gøre sætningen godt.

Den brune lommekniv, som min storebror gav til mig i al hemmelighed, selv ikke vores forældre vidste at jeg havde den, nok heller ikke at han havde haft den, da de stadig var i live.

Du kan med fordele skrive: "Den brune kniv, som min storebror gav mig i al hemmelighed. Vores forældre vidste ikke, jeg havde den; de vidste nok ikke engang, at han havde haft den, da de stadig var i live."

Der er sikkert en bedre måde at formulere den på, men jeg synes det er vigtigt, at du får sat sætningen op, så der kommer lidt flow i den; det kan eventuelt gøres ved at dele sætningen op i to.

Løb! ikke stå stille, du må væk! Kværner min hjerne, hvis han fanger dig, så..

I sådan en sætning, hvor hovedpersonen har en tanke, bliver du nødt til at gøre det klart. Dette kan gøres ved at gøre tanken kursiv, omslutte den med anførselstegn og under alle omstændigheder skrive "kværner" med lille begyndelsesbogstav, da den beskriver, hvordan tanken bliver fremført.

Så, som et rødt lyn, kaster den røde sig frem og dens, alt andet end beregnet til gul

Jeg tror måske, at der mangler noget til denne sætning. Den er i hvert fald ikke afsluttet med et punktum.

Jeg siger mange tak for læseoplevelsen og ønsker dig fortsat god skrivelyst.

De bedste hilsner,

Rasmus
5 år siden
5 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
En hjælpende hånd
Hej Benny

En spændende tekst, hvor du lader dialogen styre det meste af handlingen, og det præger historien i en rigtig fin retning, hvor karaktererne i novellen opbygger sig selv. Du starter ud med en beskrivende indledning, hvor læserens nysgerrighed lige så stille bliver opbygget, og da mødet med Kurt så bliver introduceret, er man fanget og spændt på at se, hvad dette møde fører med sig. Da man først hører, at Kurt har en pædofilidom, er man jo overbevist om, at de to mænd er kommet for at tæve livet ud af ham. I virkeligheden er de kommet for at hjælpe ham, og de møder ham med et så ufordømmende syn, at det nærmest virker som "lidt for meget". Dermed er din tekst også i stand til at få mig til at stille spørgsmål omkring det at tilgive forbrydere og give alle en ny chance. Der er et skel, når vi taler om syn på forbrydere. Ofte virker det som om, at der er de pædofile på den ene side og alle andre forbrydere på den anden side. Vi har det ekstremt dårligt med folk, som har gjort børn noget, og det at være dømt pædofil og børnemorder bliver nærmest det samme. Derfor er det altid - så længe samfundet er præget af dinne mentalitet, og det er jeg sikker på, vi vil være meget længe - interessant at tage emnet op. Føler man medlidenhed med Kurt. Ja, det synes jeg. Taget i betragtning, at Kurt kun beskrives med egne replikker, er det godt klaret, at du formår at få den medlidenhed frem.
Det eneste jeg måske har at sætte en finger på i den tekst, er den lidt uoriginale replik til sidst i teksten: "Ingen kender fremtiden". Af en novelle, som har så meget originalitet, så synes jeg ikke, den fortjener en sådan banal "reminder" til os alle.

Rigtig god idé og flot udførelse. Jeg var fanget hele vejen.
Tak for den gode læseoplevelse.

De bedste hilsner,

Rasmus
5 år siden
5 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Som i gamle dage
Hej Bo

Jeg plejer som regel at sige, at replikker fungerer som katalysator for en tekst. I dette tilfælde er jeg bange for, at det lige er modsat. Denne meget trivielle snak (jeg mener ikke trivialitet behøver at være en dårlig ting) suger i højere grad livet ud af historien, end den giver liv. Jeg forstår, det er en eksperiment, og det er fair nok. Jeg synes bare, at realismen i dette tilfælde bliver så tør, at kom novellen på trykt papir, ville siderne smuldre ud i skøddet på en, inden man nåede sidste side.
Inden jeg går videre, vil jeg altså lige sige, at jeg stærkt har på fornemmelsen, at du kan gøre det bedre, og derfor går jeg måske lidt hårdt til klingen ;) Jeg gør det udelukkende fordi jeg tror på dig.

Og hvorfor tror jeg nu på dig, når det nærmest virker til, at jeg har været ved at kradse mine øjne ud under læsningen? Fordi du også har haft i noget af det rigtige, og jeg har en fornemmelse af, hvad du i virkeligheden gerne vil med denne tekst. Miljøet er beskrevet meget nøgternt, og det samme er personerne egentlig. Vi får det meste at vide gennem replikkerne, og det er jo en fremstillingsform, som jeg selv er stor tilhænger og praktiserer af. Vi befinder os i et miljø af samfundets "sociale tabere". Kontantshjælpsmodtagerne. Dem uden arbejde eller studium. Folk, som ingen har brug for på deres arbejdsplads. Fordommene står i kø, når vi taler om disse mennesker. I en tid hvor du kan blive det, som du gerne vil, bare du arbejder nok for det. Krisen har aldrig været større, end man gjorde den til. De, som gider, kan. Der er ingen undskyldninger. Alligevel er de der, og vi undres. Vi er godt klar over, at folk kan stå i en vanskelig situation, men alligevel ... er det virkelig så svært at finde et arbejde. Jeg mener ... flere år uden beskæftigelse?
Personerne bliver skildret på en måde, hvor læseren selv må danne sig billeder og forestillinger for at få det fulde billede med. Og netop i den forbindelse har fordommene stadig livspotentiale, og netop derfor kommer den nøgterne stil til sin ret. Vi ser, hvad vi gerne vil se.
Eftersom jeg synes denne plan egentlig fungerer meget godt, undrer det mig også, at du pludselig begynder at udpensle hovedpersonens fortid. Da dette sker bliver jeg oprigtigt i tvivl om din idé. Jeg ved ikke, hvad jeg skal udlede af din påstand andet end: "Se hvor er det synd for disse mennesker." Det er også fint nok, men jeg synes, du kunne have fået så meget mere ud af det. Jeg synes måske også, at du lidt bryder din kontrakt med læseren, når du i 90 % af hele novellen benytter en meget nøgtern stil, som indbyder læseren til at skulle stå for meget af fyldet selv (du sår frøet, læseren plejer det for at få det til at spire og vokse), for at gå i dybden med udpenslende informationer de sidste 10 % af foretagenet.
Det er når sådan noget sker, at jeg bliver i tvivl om din plan for denne novelle. Jeg bliver i tvivl om, hvad du egentlig forlanger af din læser, og jeg bliver i tvivl om dit budskab og din påstand.
Det er meget ambivalente følelser, jeg sidder med, når jeg skal vurdere denne kommentar, og inderst inde føler jeg, at du har haft noget rigtig godt i gære.
Jeg glæder mig til at læse mere fra dig, så jeg måske kan bedømme det lidt bedre. Jeg håber du kan bruge min kommentar til noget.

Og undskyld hvis jeg var for hård. Du skal vide, at det kun er fordi, jeg tror på dig.

Alt det bedste,

Rasmus
5 år siden
5 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Glasklokke med dårlig ånde
Hej Pernille

Fra land til by! Det er jo en sætning, som alle på gymnasiet hører 1000 gange i løbet af deres uddannelser. Det moderne gennembrud bliver ridset op; industrialiseringen - straks tænker vi på Pontoppidan og Bang, som beskrev provinsen for os og gav medlidenhed med dette folk og dette landskab - den smukke hede, ja, træernes bøjende grene, som nærmest udtrykker en gestus. Lad Hobro, Vejlby og Ringkøbing bestå! Anno 2014 står en flok udkantsbyer tilbage og har ondt af sig selv; samtidig trækker de store provinsbyer, Aarhus og København arrogancekortet; "hvorfor skulle vi tage os af en flok bønder og venstre-stemmere?" Linjerne er tegnet indirekte op. Disse er blot tanker af mine, som din novelle satte i gang. Nu kommer jeg naturligvis til sagen.

Lea. Jeg tror de fleste unge mennesker med en trang mod et mere intellektuelt fag kan sætte sig i hendes sted. Hendes barndom var været præget meget af landet, og du lader det også fint komme frem, hvordan hun egentlig bifalder denne del af landet! Hun kan godt lide det "provinske", men hendes tilholdssted på landet er ligesom forsvundet, og de giver hende ambivalente følelser omkring det at skulle fra København til Hobro. Hun er studerende i den dyreste studieby i Danmark; 600 kr. seks gange om året er meget at tage ud af budgettet, men hun gør det alligevel. Og hvorfor? For at blive udsat for nedstirring og indirekte tilsvininger om sit liv? Det er hendes familie, og det lader til, at hun gerne vil tro det bedste om dem (dette er en naturlig tankegang, som vi alle bør kunne sætte os ind i), men hver gang lader eftermiddagene til at blive en last for hende. Hun bliver angrebet på sin person og sit studie? "Hvorfor blev du æ sygeplejerske i stedet? Det ved man da hva' er." Den gengivelse af en dialekt må du ikke hænge mig op på, men jeg kan lige høre farmoren sige det. Kjøbenhavnstrup osv. Jeg har aldrig fattet besættelsen af København, men jeg ved, at den slags scenarier giver mig kvalme i sådan en grad, at man nærmest får lyst til at sige: "Fuck jeres lukkede købmænd og skoler. Jeg tager gerne det første spadestik til et nyt atomkraftværk!" Men det ville ligesom være at skære alle over en kam, og det er aldrig rigtigt. Dog kan disse følelser vækkes i en efter at blive konfronteret provinsens mindre charmerende sider. Og det er netop disse, som du udtrykker her. Lad mig indlede mit næste punkt med at sige, at du netop gør det rigtigt godt.

Din skildring af faren er ramt lige på. Jeg kan virkelig se ham for mig. For det udenstående publikum - undertegnet inklusive - virker denne som faren, man absolut ikke har lyst til at have. Manden ser sin datter 6 gange om året, og bruger den lille sammensatte uge på at kritisere hende. Læser man i mellem linjerne siger han: "Jeg forstår ikke din nye verden? Hvorfor ydmyger du mig på denne måde?" Det er ren usikkerhed, og jeg tror på Lea, når hun påstår, at han faktisk har været en god far/er en god far. Hun har brug for ham - hun har brug for denne familie; hvorfor skulle hun ellers tage til Jylland seks gange om året (600 x 6 = 3600)? Denne verden skal ikke gøres op i penge, men hun har det svært økonomisk. Hun kommer til den tørre brønd med håbet om, at der er en smule vand på bunden. Men lige siden hun er blevet kjøbenhavnersnude har der ikke været noget at hente. Hun tager hvergang kun endnu mere såret tilbage.

Kompositionen bliver er ofte et undervurderet emne herinde, når der gives kommentarer, men på dette punkt skylder jeg dig en kommentar. Du har styr på din opbygning, og du viser en stor sikkerhed omkring din teknik ved denne tekst. Derfor bliver din tekst dejlig at læse (dette er foruden dit dejlige og flydende sprog), og jeg kom så hurtigt igennem den, at jeg følte trang til at læse den igen! Skal kritikken lyde, og selvom der ikke er meget af den, skal du have den, som jeg synes din tekst og du er berettiget (dette er ment på en god og respektfuld måde). Jeg synes du i dine første afsnit bliver meget delkonkluderende. Du er så dygtig til at få dit budskab ud, og det er på forhånd givet, at du nok skal få ligningen til at gå op uden at notere alle dine mellemregninger. Et par eksempler er disse:

Det siger han hver gang. Og ja, for ham lyder alting kedeligt, så det overrasker mig ikke.

Men noget holder mig fast. Og det, der holder mig fast, er samtidig det, der skubber mig tættere og tættere på kanten.

Som novellen skrider frem, synes jeg du bliver bedre til at tro mere på læseren og lade denne konkludere disse for sig selv. Men i starten bliver et meget "opgave"-agtigt, hvis du forstår, hvad jeg mener? Du er dygtig, og du lader læseren komme frem til konklusionen igennem historien i et tempo, som er så fint udtrykt i sig selv, at du slet ikke behøver at skære det så meget ud i pap. Dette er naturligvis blot, hvad jeg føler, men den beskrivende simplicitet i din historie kan sagtens stå alene uden disse afsluttende forfatterfortolkninger af eget stof.
Jeg kunne heller ikke lade være med at føle, at du næsten skulle have startet denne novelle med en dialog mellem hovedpersonen og familiemedlem(merne). Det lader lidt til, at du undervurderer din egen evne til dialog, men den fungerer virkelig for dig i de kontinenter af historien, hvor du bruger den. Jeg kan kun råde dig til at benytte den noget mere! Men naturligvis kun hvis du har lyst.

Jeg har som opposition valgt nogle tekststykker ud, hvor jeg virkelig synes, du gør det godt. Jeg vælger at kommentere på dem alle sammen, da deres signifikante styrker udtrykkes bedst alenestående:

Sandheden er, at der imellem Austen's sjælere, Drabble's heroinske anslag, Whitmann's drømmende godtroenhed, endeløse byture, cigaretrøg, høje hæle, gårsdagens foundation på hovedpuden og en svag dunken i hovedet, kun er tomhed tilbage og ikke længere plads til at dele ud af nogle former for kærlige følelser og hvad der ellers hører til det der forholdspjat.

Skuffet ham ved ikke at blive i en verden, han forstår.

De første par kilometer er det frihed, jeg kan se. Bygningerne forsvinder og de åbne marker, bliver et signal om frihed. Men på et tidspunkt begynder landskabet langsomt at ændre sig.

Jeg venter på en eksplosion. Hver gang. De indre billeder, stemmerne, lydene, følelserne - de bygger sig op på vej hen over Jyllands marker. De bobler langs skinnerne, hen over fjorden, bag ved villakvarterene, bumler ind på perronen.

Her har du virkelig lange- og ringefinger på hovedpersonens puls. Det er sjældent, jeg direkte tager citater fra en tekst ud på denne måde, men det er lidt for at udtrykke min holdning om, hvordan du med få linjer evner at ridse skikkelsen af en persons elendighed så fuldendt op. Hvor du introducerer hovedpersonen vha. et smalt udsnit af dennes tankegang, men for resten udtrykker hendes sind gennem omgivelserne. Du har en evne der, som du efter min klare overbevisning bør udbygge!

Jeg slutter her, selvom jeg kunne blive ved. Bliv ved med at skrive og udbyg din skrivestil, som du har fingre i her. Den fungerer for dig.

Alt det bedste og god skrivelyst,

Rasmus
5 år siden
5 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
En god dag
Hej Sofie

Som udgangspunkt bør din tekst, når du kalder den en novelle, kunne stå alene og forstås/fortolkes alene. Jeg synes, det er fint nok, at du har skrevet andre tekster om Jo, men jeg føler virkelig, at jeg har brug for at læse dem for at forstå, hvor du vil hen med det her. Derfor kommer denne tekst til at virke meget ud af en sammenhæng, og det synes jeg ikke hører til i den genre, hvor du har puttet den.

Det virker til, at du har en god idé, og du er god til at skildre dine personer gennem dialogen. Men når jeg nu skal behandle denne tekst som enestående, bliver jeg nødt til at sige, at jeg mangler at forstå grundessensen. Hvem er Jo? Hvad fejler hendes mor? Hvorfor mener moren det er fint nok, at hun arbejder i en alder af 10? Hvorfor vil Jo arbejde? Du behøver ikke at fortælle det direkte, men du kan skildre det fint i nogle handlinger eller replikker, så jeg som læser har en lidt bedre chance for at vide, hvad der foregår, når jeg når slutningen.

Du må undskylde, at jeg tager det ud af den sammenhæng, som du har skabt, men jeg synes, at jeg bør give kritik ud fra det materiale, jeg har læst her, og siden den er listet under Noveller, så behandler jeg den også sådan. Og som novelle synes jeg den mangler en del.

Alt det bedste og fortsat god skrivelyst,

Rasmus
5 år siden
5 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Alene
Hej Filippa

Det spændende med din tekst er, at selve hovedpersonens ensomhed først bliver afspejlet i den sidste del af novellen, hvor hendes elendighed ligesom bliver demonstreret. Her kan titlen naturligvis være en hjælp til at holde fokus om, hvad din tekst omhandler, og derfor synes jeg den meget simpelt og nøgternt (ligesom din skrivestil) fortæller, hvad læseren skal være særlig opmærksom på.

Jeg kan godt lide melankolien i teksten, for den virker meget oprigtig. Det er dejligt at læse en tekst, hvor elendigheden bliver fuldført, men det er ikke på grund af dødsfald eller tragedier, men udelukkende bygget på dagligdagens tragik. Jeg kunne rigtig godt tænke mig mere underspil i forhold til hendes nedsmeltning til sidst. Jeg synes, det ville passe bedre sammen med den person, som man lærer hende at kende som i løbet af historien. At hun ser sin mor i sig selv til sidst virker godt, og det understreger en frygt for, at hun skal ende som hende; at hun er hende. Det virker i situationen som den værste skæbne, der kan ramme hende.

Jeg takker for læseoplevelsen og ønsker dig fortsat god skrivelyst.

De bedste hilsner, Rasmus
5 år siden
5 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
En af de dage..
Hej Anna

Det, som umiddelbart slår mig, er den lethed, som din novelle synes at være skrevet med. Det smitter af og gør, at den også bliver dejlig at læse. Personligt synes jeg at opleve et flow, og det gjorde det til en dejlig læseoplevelse.

Jeg synes din indledning virker fint. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt jeg støtter idéen i ligefrem at udpensle de flashbacks, som kommer i det efterfølgende afsnit ved sætningen: Jeg står lidt tid, mens jeg tænker tilbage. Jeg synes måske, det kunne gøres på en mere elegant måde, hvor du stadig gør det tydeligt, at hun tænker tilbage på den seneste tid.
Erindringen sker meget fint, og jeg synes ikke, der er noget negativt at sige om den måde, du fremfører den på. En måde at skildre forholdet mellem både hovedpersonen og kæresten samt moren kunne være at bruge direkte tale, men det er naturligvis en smagssag. Jeg synes ikke, det er noget, du skal redigere ind i teksten, for som sagt mener jeg, det hele fungerer som det skal. Det kunne dog være interessant at se en vekslen mellem direkte tale og dækket direkte tale, da du nok ville kunne opnå at skildre din hovedperson på en effektiv måde gennem disse. Nu sværger jeg nærmest til brug af replikker i tekster, så det er nok derfor, min holdning ligger, som den gør :)

Jeg kan rigtig godt lide din sammenkædning af start med slutning. Det ses bedst i de to tekststykker her:

Der er de dage hvor alt er som et stort hav i oprør og så er der de dage hvor alt står stille. Hvor alt er tidsløst. De dage hvor du føler du kan høre stilheden. Et smukt øjeblik hvor du kan være dig selv. Det var en af de dage. Solen stod ned over havet med et rødglødet farvespil ...

og ved slutningen af historien:

Der er de dage hvor alt står stille og så er der de dage hvor alt er som et stort hav i oprør. Det var en af de dage. Regnen slaskede ned over havet og alt så ud til at være mørkt. Bølgerne piskede mod revlingerne.

Du forbinder start med slutning i historien, og du beskriver samtidig en ændret sindstilstand hos hovedpersonen. Samtidig gør du det på en æstetisk flot måde. Det virker rigtig godt for mig som læser.

Til sidst vil jeg dele nogle smånoter med dig, som jeg tog i løbet af historien. Det er ikke det store, men jeg ville selv synes godt om at få den slags at vide:

"Han fik mig til at føle, at alle andre drenge var som luft for mig"

Jeg tænker, at du her sagtens kunne fjerne "for mig" i slutningen af sætningen. Dette vil give sætningen mere harmoni, hvis du spørger mig.

"Han lagde en arm omkring mig og holdte mig tæt ind til ham"

Det er altid "holdt" og ikke "holdte" - du kan dog bruge "holdte" i replikker, da det sagtens kan gengives som talesprog - og siden det er kæresten, som lægger en arm om hende og samtidig holder hende tæt, er det "sig" i stedet for "ham".

"Han tog mig hånd"

Ja, det er jo bare en slåfejl.

"Tre små ord som hver for sig ikke har en særlig stor betydning, men sammen er stærkere end alle sætninger i den danske ordbog"

Grammatisk er der ikke noget galt som sådan, men sætninger i den danske ordbog kan man måske være heldig at finde, hvis man kigger i Gyldendals røde slags, men at fremføre en ordbog som et sted, hvor kraftfulde sætninger findes, vil jeg måske mene er en anelse malplaceret. Jeg forstår godt, hvad du mener, men jeg studsede godt nok lidt over sætningen, da jeg læste den. Modsat hvad du ellers skriver, kommer det til at virke en anelse hult.

Udover det har jeg ikke så meget mere at sige. Jeg synes, du har en god sans for sproget, og du skal have meget ros for den lethed, som du synes at skrive med - den smitter af og gør læseren godt. Jeg kunne godt have ønsket mig et mere struktureret komma, men i disse tekster er man jo fri til at bruge tegnsætningen, som man lyster.

Jeg siger mange tak og ønsker dig fortsat god skrivelyst.

De bedste hilsner,

Rasmus
5 år siden
5 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
En helt almindelig dag
Hej Helle

Det er tydeligt, hvor du gerne vil hen med din tekst, og jeg synes idéen i sig selv fungerer meget godt. Du har valgt at formidle det meste af din historie over dialog, hvilket også er et fint valg. Dette giver teksten en dynamik, som helt sikkert kommer den til gode. Man må som læser drage de fleste af ens konklusioner ud fra det, som bliver sagt, og du gør også budskabet tydeligt gennem dette. Til slut sidder man tilbage med en følelse af, at der er brug for store ændringer for hovedpersonen og hendes søn for, at det skal komme til at gå godt. Det er tydeligt, at uanset hvad der sker, kommer forholdet mellem denne kvinde og mand ikke til at ende godt - spørgsmålet er kun hvor lang tid, der går, før det bliver for meget. Jo før, jo bedre.

Men jeg tænker også, at du måske skulle have arbejdet lidt mere på indholdet af historien. Jeg tænker, at det er i forarbejdet af novellen, at dette skulle være sket. Det er altid en god idé at skrive ned, hvad det er, man godt kunne tænke sig at formidle. Eventuelt lave en hypotetisk personkarakteristik over hovedpersonen og i dette tilfælde Martin. Jeg ved godt, du måske godt kan lide bare at sætte dig til at skrive og lade den umiddelbare inspiration forme historien. Det kan du dog stadig lade den gøre, og det skal du også, men ved at bruge en times tid eller sådan på at skrive dine egne forventninger ned til historien, har du ved begyndelsen noget at gå efter, og dette vil uden tvivl gøre din historie mere "fyldig" - hvis du forstår? Jeg mener ikke, at du skal være mere maksimalistisk - endelig ikke! - jeg synes din slanke formidling kommer godt til sin ret. Men når du vælger at skrive på denne måde, hvilket jeg synes, du skal blive ved med, fungerer det bare - i forhold til min mening - bare bedst, hvis hver eneste sætning er godt overvejet og har et decideret formål, som er større end blot at være et led i en samtale. Det gør naturligvis, at man kommer til at sidde meget længe med få ord, men når slutningen kommer viser det sin fortjeneste. Det synes jeg kunne være rigtig spændende at se fra din hånd, for du har tydeligvis historierne til disse fortællinger.

Tak for læseoplevelsen og god skrivelyst.

Alt det bedste, ¨

Rasmus
5 år siden
5 år siden
Rasmus Jørgensen (Rasmus90)
Sværdet
Hej Morten

Det er en meget velskrevet tekst, som klart kommunikerer sit budskab uden at udpensle en eneste detalje af dette. På den måde fungerer din tekst rigtig fint, og selvom det måske ikke er passende at sige, at man føler sig underholdt af sådan en historie, så er det netop, hvad jeg gør. Jeg synes, din historie glider rigtig fint, og jeg føler mig ubesværet guidet gennem handlingsforløbet. Du tager med tekstens ligefremhed nærmest læseren i hånden, og jeg føler, at du godt kan tillade dig at lade denne være mere på egen hånd og måske gennem nøgterne samt simple hentydninger gøre teksten lidt mere kompleks. Det er jeg ikke i tvivl om, at du har kvaliteten til. Dette skal ikke opfattes som en kritik, men blot til en tillid til, at du har styr på det, du gør.

Temaet er velkendt, men din unikke historie gør vinklen mindre typisk og dermed interessant at læse. Jeg kan godt lide drengens rejse ned i kloakken, og hans møde med den hvide, larvelignende parasit fremkommer - på trods af mange illustrationer på psykiske lidelser - mig original på en ikke plat måde. Han præsterer at slå den ihjel, men da han kommer "hjem" igen, er det tydeligt, at moren ikke har fået det bedre. Alligevel virker det til, at de gennemgår en betydelig kommunikation, og at hans hjerte - på trods af skylden og smerten i det - bliver fyldt med håb.

Hun prøvede at smile, men det var, som om smilet ikke kunne trænge gennem hendes forstenede, triste ansigt, og i stedet blev det blot som om hendes øjne sagde til mig: "Jeg er fanget, men jeg er omme bagved et sted, skat. Jeg har ikke glemt dig."

Hans fantasi er naturligvis at slå "det onde", som tynger sin mors sind, i stykker og få hende tilbage i den form, han kender hende. Som et hvert andet barn er hans største prioritet sine forældre, disses velbefindende, og derfor plager denne virkelighed ham naturligvis. Jeg synes, du formår at beskrive det godt uden direkte at sige det. Og det er jo kunsten i det at formidle et budskab.

Jeg siger mange tak for den gode læseoplevelse.

Alt det bedste og fortsat god skrivelyst,

Rasmus
5 år siden

Flest afgivne

Seneste 100 dage

96Niels Engdal (evighedsblomst)
78Daniel Stege Lindsjø (Ordspinderen)
68Benny Frits Andersen
66Knud Kjølhede Petersen (knudkp)
62Inge Erhard (Inghard)
54Ann R. Sørensen (Savanti)
47Ulla Hexibru (heksemutter)
38Poul Brasch (Blækhuset)
36Roja Dietz (IntetNavn)
35Louise Sørensen (L.S.)
33Ida Pedersen (Anita A)
31Angeling Hu (Angeline)
30Laura Patricia Hultberg (Huttelihutberg)
30Nicolas Jessen
28Poul Erik Pedersen (Poulerik)
27Mette Boe Christensen (MollyTrine)
26Lars Peter Hansen (Suez)
26Steffen Gilmartin (Gilmartin)
25Nils Højsager-Jessen (storyteller)
24Ove Nielsen (Confucius)
22Anika Ahlquist (Anna Annika)
22Luna Madsen
21Ruben Bols (rubbie)
21Helge Christensen (bejser)
20Sofie Fahl
20Nahkuri Markku (Dyppepennen)
20Eris Strange
18Dennis Vedel
18Finn Prang (Fipra)
17Johnny Rasmussen (Qriathor)

Flest modtagne

Seneste 100 dage

72Nicolas Jessen
67Benny Frits Andersen
50Ann R. Sørensen (Savanti)
47Finn Prang (Fipra)
45Lars Peter Hansen (Suez)
45Daniel Stege Lindsjø (Ordspinderen)
40Angeling Hu (Angeline)
39Ida Pedersen (Anita A)
37Anna Bland (Ingenting)
36Ole Madsen (o-madsen)
34Inge Erhard (Inghard)
33Niels Engdal (evighedsblomst)
33Ulla Hexibru (heksemutter)
31Artemis Lock (Wandering Star)
30Casper Götterup Damsbo (Casper G. Damsbo)
29Knud Kjølhede Petersen (knudkp)
27Martin Michael Jakobsen (Marver)
27Steen Schmidt (Schmidter)
26Roja Dietz (IntetNavn)
25Poul Erik Pedersen (Poulerik)
24Johnny Rasmussen (Qriathor)
24Laura Patricia Hultberg (Huttelihutberg)
23Ove Nielsen (Confucius)
22Louise Sørensen (L.S.)
22Nahkuri Markku (Dyppepennen)
22Hanne Lund (Hanne-b)
20Mette Boe Christensen (MollyTrine)
19Frederik Knudsen
18Karoline H. Nielsen (Kachibas)
18Nils Højsager-Jessen (storyteller)