Solen skinner og sender sine livgivende glædestråler mod jorden, men der trænger ikke meget lys gennem det tunge, mørke lag af skyer, der ligger hen over områdets boligblokke. Og skulle der et øjeblik trænge en enkelt solstråle igennem, vil den grå beton opsuge det meste, og i hvert fald ikke formå at genspejle lyset for at sprede det videre ud i verden. Selvom det er sommer, blæser en kølig vind, træer og buske svajer uroligt mellem betonblokkene, og er et enkelt vinduet stadig åbent i en af lejlighederne, vil det snart blive lukket.
   To mænd går med raske og beslutsomme skridt af den asfalterede sti, der som en slange snor sig gennem bebyggelsen. De går tavse side om side, tydeligvis enige om deres mission. Man kan ikke sige, at beboerne i området har sendt dem, men de burde faktisk billige det. Der findes opgaver mange inderst inde måske nok har sympati for, men som de færreste har modet til at gennemføre.
   Mændene styrer mod nr. 62, der som den yderste opgang mod genbrugspladsen hovedsagelig huser de senest ankomne. Her venter de håbefuldt på hurtigst muligt, via en intern venteliste, at komme over i en af de - uanset vejret - lysere lejligheder.
   Brian - den ene af mændene - kaster et blik på den flok af børn, der ligeglade med den kølige luft og de ildevarslende skyer leger på legepladsen. Han bryder tavsheden: "Det må være femte eller sjette gang, jeg er ude på den her måde. Jeg ved sgu ikke, om jeg kan sige, at jeg ligefrem nyder det, men det giver da som regel en god følelse i sidste ende. Hvad med dig?"
   Kammeraten Kenneth fortsætter endnu et par skridt, hvorefter han standser op og sparker en vildfaren øldåse ind i buskaset. "For mig giver det balance - jeg synes, det er min pligt. Jeg har i hvert fald ingen moralske skrupler, og så synes jeg, vi bakker hinanden godt op i klubben. Oplever du ikke det?
   "Jo, det gør jeg da. Klubben har været et stort vendepunkt i mit liv, det vi har sammen, vil jeg ikke kunne undvære."

"Hvad er det nu, han hedder?"
   Brian tager en lille seddel op af lommen. "Svendsen ... Kurt Svendsen ... og det skulle være 2. sal til højre."
   Kenneth kikker op. "Det ser ud til at gardinerne er trukket for. Tror du overhovedet, han er hjemme?"
   "Meldingen går på, at at han stort set altid holder sig inden døre," svarer Brian og åbner døren til opgangen. De to mænd går ind.
   "Kunne du ikke have taget en langærmet trøje på Brian, han lukker os sgu ikke ind, når han ser dine tatoveringer." Kenneth skubber drillende til Brian.
   "Den er til vask," griner Brian. "Og det er sgu ikke værre end dig med dit bikerskæg. Kom nu, lad os komme i gang."
   Brian trykker et par gange på ringeklokken, og da der ikke umiddelbart åbnes, banker han et par gange i døren. "Hallo, luk op!" Stilheden hænger tykt i luften på begge sider af døren. "Vi ved, du er derinde - luk op, vi skal snakke med dig! De to mænd kigger på hinanden. "Vi gør ikke noget, vi vil bare snakke med dig," fortsætter Kenneth.
   Efter nogle sekunder bevæger håndtaget sig langsomt nedad, og døren åbnes på klem. Et spinkelt ansigt kigger forsigtig ud. "Hvem er I? Hvad vil I?"
   "Er det dig, der er Kurt Svendsen?" spørger Kenneth.
   "Jaa, det er mig," svarer manden.
   "Og du er lige flyttet hertil?"
   "Ja, jo, det er ca. en måned siden ... hvad vil I?"
   "Vi har noget, vi skal snakke med dig om. Du kan lukke os ind, eller vi kan gå en tur over i parken, som du vil, men vi har noget, vi vil snakke med dig om."
   "Om hvad?" Kurt kikker skiftevis fra den ene til den anden. Der går igen nogle sekunder, hvor det eneste der høres er en hund, der gør et eller andet sted i nabolaget. Kenneth tager en dyb indånding og siger: "Ja, for at sige det ligeud, har vi fået oplyst, at du er dømt for pædofili. Er det korrekt?"
   "Jeg har siddet i fængsel! Jeg har fået min straf!" Manden trækker hovedet tilbage og forsøger at skubbe døren i igen.
   "Øjeblik!" Brian sætter en hånd på døren. "Hør her, vi har faktisk noget vigtigt at snakke med dig om. Du skal ikke være bange. Vi gør dig ikke noget."
   Kurt lader langsomt døren glide op.
   "Jeg ringer til ... til ... hvis I ... jeg ringer til politiet," fremstammer han, mens Brian og Kenneth træder ind i lejligheden.
   "Slap nu af Kurt, det bliver ikke nødvendigt. Er det OK, vi sætter os ned et øjeblik?"
   Kurt svarer ikke. De betragter tavsheden som et ja og sætter sig i den noget slidte sofa. Efter endnu nogle sekunder i tavshed, sætter Kurt sig på yderkanten af lænestolen overfor. Det er temmelig mørkt i lejligheden. De tiltrukne gardiner lader ikke meget lyst igennem. Der lugter lidt indelukket og der er temmelig rodet.

"Hvordan har du det, Kurt?" spørger Kenneth.
   "Hvad mener du! Jeg holder mig herinde. I må ikke fortælle de andre om mig."
   "De ved det alle sammen. De holder øje med dig - har du ikke lagt mærke til det?"
   Kurt kigger ængsteligt på Brian og Kenneth. "Hvis I er sådan et tæskehold eller sådan noget, vil jeg altså bare sige, at jeg har fået tæsk ... i fængslet ..."
   "Vi er sgu ikke noget tæskehold," siger Brian og fortsætter: "Du kan da ikke blive ved med at gemme dig sådan her. Hvor lang tid siden er det, du kom ud af fængslet?
   "Otte måneder, sådan cirka ... men, hvad vil I så?"
   "Ja, vi vil invitere dig med i sådan en klub, vi har," forklarer Kenneth.
   "En klub?" Kurt kikker forbavset på Kenneth, som fortsætter: "Ja, nu skal du høre. Vi er en gruppe mænd, der samles og snakker om de her ting. Altså, vi har alle problemer med ... hvad skal man sige ... kvinder og vold og sådan noget. Vi vil foreslå, at du kommer med i Klubben, som vi kalder os."
   "Vold! Jeg er ikke voldelig," protesterer Kurt.
   "Vi ser sex med mindreårige som en slags vold. Det er i hvert fald et overgreb."
   "Det vil jeg ikke, jeg har taget min straf. Hvad gør I ved folk."
   "Vi gør ikke noget med folk. Men vi støtter hinanden i at leve med det, vi har gjort og ..."
   Brian bryder ind: "Du har fået din straf, siger du - og rigtig, du er en fri mand nu. Men føler du dig fri indvendig?"
   "Fri ... mjaar. Jeg ved ikke."
   Kenneth fortsætter: "Det kan hjælpe at vide, at man ikke er alene om at have problemer med sig selv og kvinder ... eller piger for den sags skyld. Det hjælper at snakke med andre, der forstår, hvordan det er ... og måske få nogle gode råd. Vi har faktisk også en psykolog, der kommer hver tredje uge og snakker med os. Så sidder vi sådan i en rundkreds og fortæller, hvordan vi har det. Det er faktisk hyggeligt ... eller meningsfuldt er måske et bedre ord."
   "Har I også ... med piger ... jeg mener ..." Kurt kikker spørgende først på Brian derefter på Kenneth.
   "Nej," svarer Kenneth. "Jeg har en historie med at slå, når jeg bliver vred ... altså mine kærester ... men jeg har ikke slået nogen er over 3 år." Han retter sig et øjeblik op og smiler stolt.
   "Hvorfor slog du dine kærester?" ryger det ud af Kurt.
   "Ja, hvorfor helvede gjorde jeg det ... det er jo en lang historie ... jeg kunne ikke finde ud af andet, tror jeg. Det var i øvrigt også det min far gjorde. Åndssvage idiot, der var sgu altid slåskampe i min familie." Han kikker et øjeblik tankefuldt ud i luften. "Nå, men det vil jeg gerne fortælle mere om en anden gang. Brian, du må hellere selv fortælle ..."
   "Ja, der er sket lidt forskelligt, men altså det gik rigtig galt, da jeg ... ja, jeg har engang voldtaget en ... ja, faktisk to ... men den ene stak af," begynder Brian.
   "Ja, du er sgu en klovn, griner Kenneth. "Troede du virkelig, du kunne voldtage to kvinder på en gang? Det er sgu da dømt til at mislykkes."
   "Ja, hun løb jo altså så også efter hjælp ..."
   Ligeså upassende det er, kommer de alle tre til at grine højlydt. Og som om det upassende i situationen giver ekstra energi til komikken, går der flere minutter før de falder helt til ro igen.
   "Det har virkelig været et vendepunkt for mig at komme i Klubben og få hjælp. Og der er flere andre der, som er dømt for det med små piger. Eller den ene er vist også med nogle drenge. Så der er nogen, der er i samme situation som dig. Føler du dig ikke ensom efter alt det, der er sket?"
   "Ensom ... jeg har altid været ensom," svarer Kurt. Han kigger på de to andre. Det er tydeligt, at han overvældes af følelser, der lange har været gemt væk. Hulkende synker han ind i sig selv og sidder længe dybt begravet, som oplever han først nu for alvor alt det, der er sket. Brian rykker lidt tættere på ham og giver han et klap på skulderen. "Hvad skete der egentlig, Kurt?"
   "Vi I ha en øl, der står nogle i køleskabet," spørger Kurt snøftende.
   "Ja, jeg vil sgu gerne ha en øl." Kenneth rejser sig og kigger spørgende på Brian. "Hvad med dig?"
   "Nej tak, ikke lige nu i hvert fald."
   "Vil du selv ha en, Kurt?"
   "Ja, tag en med til mig." Brian henter de to øl i køkkenet.

"Kurt, hvad skete der, som gjorde du røg i fængsel?" spørger Brian igen.
   "Ja, det var naboens pige. Hun kom tit ind til mig om aftenen, når hendes mor havde aftenvagt. Moderen er alene med hende, så det passede fint, at hun kunne være hos mig. Så lavede jeg aftensmad, og hun havde ikke nogen computer, så hun spillede altid på min. Jeg var faktisk en slags far for hende." Han stirrer længe ud i luften, inden han fortsætter: "Hun er en livlig pige, så vi havde meget sjov med de computerspil. Så en dag jeg lavede mad, var hun så stille inde foran computeren, og da jeg gik ind for at se, hvad der foregik, opdagede jeg, hun havde fundet mine pornolinks. Jeg blev helt bims og stod bare og kiggede."
   "Bims?"
   "Ja, du ved. Det var på en eller anden måde helt vildt fræk, at vi så på det sammen. Men så skyndte hun sig tilbage til spillet, og jeg gik ud i køkkenet igen. Vi snakkede ikke om det."
   "Og der var ikke nogle advarselslamper, der blinkede rødt?" spørger Brian.
   "Der var mange lamper, der blinkede inde i mig, kan jeg godt sige dig ... jeg kunne ikke falde i søvn den nat."
   "Nå, men foreløbig er der jo ikke sket noget ligefrem kriminelt," konstaterer Brian.
   "Nej, men så må jeg indrømme, at næste dag kom jeg til at åbne de sider igen, da jeg hjalp hende med et spil. Hun sad på mit lår ... arh for helvede - jeg kunne ikke lade være ... ja, så legede vi kildeleg ... så rørte jeg lidt ved hende ... og hun strittede ikke særlig meget imod."
   "Ikke særlig meget ..." Brian kikker på Kurt, som forsætter: "Så gik der nogle dage og så ... så kom hun igen og ...så havde jeg fundet nogle sider, der var rigtig frække ... ja, så ville jeg tage en øl for at køle mig lidt ned ... men ... så tog jeg hende og prøvede at bolle hende ..." Han kigger stift ned i gulvet.
   "Så du gennemførte samleje med hende?" spørger Kenneth.
   "Kun halvvejs ... så græd hun og råbte og løb ud af døren med bukserne nede om benene ... hun løb op til overboen, og så så jeg ingen af dem i flere dage ... ja, men så kom politiet ..."
   Kurt sidder helt stiv i kroppen og kigger tankefuldt ned i gulvet, som står der faktisk en betjent på hver side af ham og holder ham fast i armene,
   "Det gik først rigtig op for mig, hvad jeg havde gjort, da politiet kom. Jeg er bange for, at jeg har ødelagt hende. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre."
   "Du kan ikke gøre noget for pigen, det må vi håbe, der er andre, der gør. Det er jeg sikker på, at der er. Men du kan gøre noget for dig selv. Du kan tage ansvar og sørge for, at der ikke sker noget af den slags igen."
   "Igen! Hvad mener du? Kurt kigger forskrækket op.

"Fortryder du rent faktisk, at du gjorde det?" bryder Brian ind.
   "Fortryder! ... det ved jeg ikke ... jo, selvfølgelig fortryder jeg, men ..." Han går i stå og ser ud til at lede efter de rette ord.
   "Men du har stadig lyst til børn?"
   "Ikke børn ... de der halvstore piger ... jeg kan ikke gøre for det ... jeg er syg ..." Han lægger hovedet i hænderne og hulker.
   "Syg og syg!" Brian rejser sig op og går lidt rundt. Du er sgu ikke syg. For helvede, de fleste af os tænder jo på de der pubertetstøser. Det er jo biologi og kemi og den slags, mand."
   "Hun var kun 11." siger Kurt og kigger op.
   "Ja, det er at stramme skruen lidt rigeligt måske ... men du skal ikke tro, du er så forfærdelig anderledes end så mange andre ... problemet er, at du gjorde det rigtig ... du må sgu holde dig til fantasierne, hvis du absolut ..."
   "Jeg føler mig syg ... der er ingen, der kan lide mig," hulket Kurt.
   "Kurt, lad mig give dig et billede på noget med energien i at være en, der krænker, og så den krænkede. Det er vores psykolog, der har fortalt det. Den krænkede er som en gummibold. Når den slippes og rammer gulvet, hopper den op igen. Krænkeren er som en glaskugle. Når den slippes og rammer gulvet splintres den," forklarer Brian.
   "Men jeg skammer mig ..." Han sætter hænderne for ansigtet, og det ligner vitterlig, som er han lavet af glas og på nippet til at splintres ud i hele lokalet.
   "Kurt, se på mig engang. Der er kun en ting, der kan forløse skam."
   Kurt kikker op. "Hvad er det?
   "At blive set på med kærlige øjne." De bevarer nogle øjeblikke øjenkontakten, og det ser ud til at Kurt forstår og mærker, hvad Kenneth snakker om. "Kurt, jeg kan godt lide dig som person. Jeg bryder mig ikke om det, du har gjort. Men jeg har ikke noget mod dig."
   "Tak."
   "Ved du hvad. Nu holder du pikken inde i bukserne og kom så med på tirsdag."
   "Jeg ved ikke, om jeg tør."
   "Så kommer jeg forbi her tirsdag ved syvtiden, og så går vi sammen derover. Okay?"
   "Jeg skal lige tænke over det."
   "Det er i orden. Kom her og få et kram." Kenneth rejser sig og giver Kurt et stort kram. Og grebet af stemningen giver Brian og Kenneth også hinanden et kram.

De to mænd forlader opgang 62 igen. Den kølige luft synes forvandlet til en dejlig frisk brise, og selvom skylaget næppe reelt er blevet mere gennemsigtigt, ligger det nu i luften, at solen kunne trænge igennem, hvis den virkelig ville.
   "Tror du, kan kommer med på tirsdag?" spørger Brian.
   "Jeg ved det ikke, Brian," svarer Kenneth, og kigger ud i det smalle stykke horisont, der er presset ind mellem to betonblokke. "Ingen kender fremtiden."