Grenene knaser under mine fødder. Skovens træer og buske flyver forbi mig. Jeg løber.
   Der høres kun lyden af mit larmende åndedræt og mine hastige skridt.
   For blot få meter siden hørtes også fuglenes aftensang, men der er helt stille nu, selvom solen langt fra er gået ned endnu.

Rygsækken hopper og danser på min ryg. Jeg kan mærke tingene rasle rundt indeni, de få ejendele det lykkedes mig at få kastet i tasken inden min flugt. Det falmede billede af mine biologiske forældre, bare glasset i rammen stadig er helt. Mine dagbøger, lidt penge og kniven.
   Den brune lommekniv, som min storebror gav til mig i al hemmelighed, selv ikke vores forældre vidste at jeg havde den, nok heller ikke at han havde haft den, da de stadig var i live.
   Det er tre år siden nu, at de kørte galt.

En lyd! Det rasler i en busk, så jeg et glimt af et dyr? Hvis jeg gjorde, så var det i hvert fald for hurtigt væk, til at jeg kunne artsbestemme det.
   En gren knækker. Med hjertet i halsen, ser jeg mig over skulderen. Intet.
   Men følelsen af at være helt alene, er forduftet. Dette forstærker blot mit flugtinstinkt.
   Væk. jeg må væk, så langt væk som muligt, inden at de opdager at jeg mangler.
   Ikke at de vil savne mig, eller blive kede af det. De ville savne pengene fra kommunen, men ikke mig.

Det er en typisk lun sommeraften. ikke en vind der rører sig. Solen er ved at være gået ned nu.
   jeg er usikker på hvor længe jeg har været på flugt, fik ikke mit ur med.
   Tænkte kun på at komme væk fra gården, så hurtigt som muligt. I live.

Skoven er om muligt, endnu mere tyst nu. Men jeg kan høre en lyd, som jeg ikke har lagt mærke til før. Ser mig om til siderne, men jeg kan ikke finde kilden til den underlige lyd, skønt den lyder helt tæt på mig.endelig går det op for mig hvor lyden kommer fra og hvad det er. Det er gråd. Jeg græder. Har jeg mon gjort det hele tiden? Jeg fejer det ange hår væk fra mine øjne og trækker hikstende været dybt et par gange.
   Løb! ikke stå stille, du må væk! Kværner min hjerne, hvis han fanger dig, så..
   -Nej, siger jeg højt og tvinger min hjerne til at holde kæft. Jeg vil ikke tænke på det.
   Må koncentrere mine tanker om at flygte.

Det rasler endnu højerei buskene, men lyden kommer mere fra siden af mig end bag ved.Endnu en gang kan jeg ikke få øje på noget. Raslen igen! Nu fra den anden side af mig.
   Intet at se, men jeg har en ubehagelig fornemmelse af at nogen, eller noget, kigger på mig.
   Solen er helt væk nu. Det begynder at blive køligt. Min mave rumler højt.
   -Jeg er nok bare paranoid, tænker jeg, jeg er vist langt nok væk indtil videre. Min mave rumler en gang til.
   -Jaja, jeg hørte dig godt første gang, mumler jeg. I rygsækken famler jeg mig frem til et æble.
   Alt er også roligt, så det er sikkert ikke noget. Æblet er dejligt saftigt og jeg gumler lystigt bid efter bid i mig.
   Lige som jeg skal til at tage endnu en bid, rasler det kraftigt i busken foran mig.
   med tilbageholdt åndedræt ser jeg grenene bevæge sig til siden og snart kan jeg se et par lange ører, som en hares. Så kommer hovedet frem, men det ligner ikke en hares, men er mere katteagtigt. Jeg tager langsomt en bid af æblet, den kommer helt frem af buskennu. kroppen er lang og slank, som en krydsning af en hare og kaninracen, belgisk hare.
   Den nærmer sig nogle skridt og ligger hovedet nysgerrigt på skrå. i noget der minder om minutter ser vi hinanden an. Den mimrer ivrigt med næsen. Underlig skabning.
   jeg har aldrig set noget lignende. Den er smuk. Blank pels, med farver som en rottweilers.
   -Hej med dig, siger jeg. Ørerne vibrerer let. Den hopper et par skridt nærmere. Den er cute.
   -Vi du smage? Jeg bidder et stykke af æblet og kaster det hen til den. Med lystige hop skynder den sig hen til det, men stopper så op. Snuser knap nok til æblestykket. Igen fæstner den sit blik på mig. Ørerne registrerer en lyd bag den og endnu en af disse underlige dyr, kommer frem fra busken. Den er rød, men har samme bygning som den første.
   Først nu ser jeg at deres øjne er grønne som en kats, Det gør dem endnu mere smukke.
   -Hvad er i mon for nogen? tænker jeg hørt. Den røde lunter hen til æblebidden, snuser overfladisk til det, men hopper så hen til den anden. Den åbner munden og vejrer i luften.
   Tænderne blottes et kort øjeblik, de er bestemt ikke en hares. Selvom tænderne er et rovdyrs, så ser de klappeindbydende ud. Jeg rækker ud efter den der er næmest.
   Den udbryder et forskrækket hvæs og hopper en meter bagud. Den anden stopper vredt i jorden. De skuler begge fornærmede på mig.
   -Nå ja, undskyld. jeg smider æbleskroget fra mig og rejser mig. Pausen har været alt for lang.
   Angsten griber atter fat i mine ankler og hiver mig fremad. Hvis de fanger mig så...
   Resolut sætter jeg i småløb igen. De to, hvad de nu er for nogle, følger efter mig.
   De leger. Hopper hid og did. Ser ud som om de leger tag fat. De er ret søde, det er helt hyggeligt at de er der. Så er jeg ikke så ensom.
   Det er en ret stor skov, men jeg har udforsket den ved hver given anledning. Er dog aldrig stødt på de underlige dyr før. Det ser ikke ud til at blive fuldmåne, det havde ellers været rart med lidt lys. På den anden side, så ville jeg også være alt for synlig i månelysets skær.
   Jeg har en lommelygte i tasken, men tør ikke bruge den endnu, er vist ikke langt nok væk fra gården endnu. Skoven er stadig usandsynligt stille. Burde man ikke kunne høre eller ugle eller sådan noget?
   Pulsen kommer op igen, adrenalinet pumper atter rundt i mig igen.Jeg er langt inde i skoven, og forventer snart at komme ud på den storehovedevej. Eller måske er der et hus et sted? Bare jeg finder hjælp, så er jeg ligegad. De render stadig rundt omkring mig. skovbunden bliver mere kuperet nu, jeg må passe på hvor jeg sætter mine fødder.
   Der lyder et hjerteskærende skrig et sted bag mig. Forskrækket ser jeg mig over skulderen. Jeg kan intet se. Mit hjerte stopper næsten med at slå, da jeg mærker højre fod støde mod noget. Det hele går så stærkt, så før jeg kan nå at reagere ligger jeg lige så lang, som jeg er i skovbunden. Først da jeg forsøger at rejse mig, mærker jeg smerten, Mit knæ har skrabet mod noget og det bløder. Smerten er svigende.
   Op op op, skriger det inde i mig. Jeg får mig rejst op. harekattene, eller hvad man kan kalde dem, mimrer ivrigt i luften og slås næsten om at komme først hen til stenen. de, jeg får næsten kvalme, de slikker blodet i sig, med velbehag. Som forstenet står jeg bare dumt og glor på at de får slikket færdigt. Så vender de sig om og stiller sig skiftevis på bagbenene og snuser. Ørerne kører frem og tilbage på dem. Så, som et rødt lyn, kaster den røde sig frem og dens, alt andet end beregnet til gul Jeg er usikker på hvor i skoven jeg er henneerødder, tænder skærer sig ned i min fod.
   -Av skriger jeg højt og forsøger at sparke til den. Den er for hurtig, er på et splitsekund uden for min rækkevidde. Endelig er der lyde i skoven, men det er ikke en lyd jeg er tryg ved. Det lyder som en kat der spinder. En særdeles glad kat, som sikkert lige har fortæret en dåse tun.
   Halerne rykker skiftevis fra side til side. de kommer begge tættere på, jeg bakker væk nu da jeg ved hvad de kan finde på. Bag mig hører jeg en ny raslen. Fire, nej fem mere at disse dyr dukker frem af buskens skjul. Deres øjne. De stirrer opsatte på mig. Det slår mig, øjnene er røde nu. De ser alt andet end venlige ud. Kniven! Jeg kan forsvare mig med den, febrilsk får jeg tasken af ryggen og lyner den op.
   -Hvor er den, hvor er den, næsten skriger jeg. Mine ivrige fingre får fat i alt andet end den. Ud af øjenkrogen ser jeg at tre af dem løber hen til mig. Den ene hopper med tænderne klarer op efter den hånd jeg holder tasken med. Den får ikke fat, men jeg mister grebet om tasken. De to andre bider sig nu fast i den og trækker den langt uden for min rækkevidde. Panikkens tårer presser på nu, jeg fik ikke fat i kniven.
   Mon jeg kan løbe fra dem? Hvad andet kan jeg forsøge. Jeg bukker mig langsomt ned, de stirrer alle intenst på min mindste bevægelse. Mine fingrer samles om en håndfuld sten. Med blikket scanner jeg skoven, og vælger den vej med bedst mulighed for at slippe væk.
   Jeg skriger skingert og kaster stenene mod dem, venter kke på at se om hvor mange jeg rammer, men tager flugten til højre. Blodet suser rundt i kroppen, adrenalinet er tilbage.
   De følger efter mig, men på afstand. Der er ingen der hopper rundt og leger. Det her er ikke en leg, men jagt. Jeg er usikker på hvor i skoven jeg er. Har ikke været her før, men set på et kort at der burde være en vej her et sted. Når lige at hoppe over en stor trærod, inden jeg ville være faldet over den. De haler ind på mig. Jeg sætter farten op, de følger stødt med.
   Kaster et hurtigt blik bagud, jeg gisper, der er mindst ti af dem nu og alle er opsatte på at få fat på mig. Endnu en gang sætter jeg farten op, mit hjerte hamrer i brystet.
   Et skingert skrig får mig til at se mig tilbage, de sætter farten betydeligt op nu, men inden jeg når at vende hovedet den rigtige vej, mærker jeg til min skræk skovbunden forsvinde under mig. En kløft. Jeg falder hele vejen ned. Min ankel, jeg forvred min ankel. Kæmper mig på benene og ser mig omkring. Få sekunder efter er de nede ved mig. De er knap så forsigtige nu, den ene efter den anden hopper hen og prøver at bide mig. Jeg samler en gren op og prøver at slå efter dem. De er forbavsende hurtige. Det rasler i løvet og der høres små skrig. Jeg taber grenen af forbavselse over antallet af de røde og sorte dyr. Min ankel sætter en stopper for min flugt, men i et sidste desperat forsøg, vender jeg mig om og kaster mig op ad skrænten, kæmper, leder fortvivlet efter noget at trække mig op i, men så mærker jeg det.
   Smerten er så ren og skærende at den fremtvinger tårer i øjnene. En fem, måske seks har bidt sig fast i mit bene, jeg spræller så godt jeg kan, men de slipper ikke, tværtimod, flere og flere bidder sig fast, i mit ben, i mine bukser og så...
   Jeg skriger da de trækker mig ind i underskoven...