6 måneder, 12 dage siden

Lad mig i det mindste, have min drømme

Kompleks Post-Traumatisk ...
Ansu Orheim ...
6 måneder, 26 dage siden
køb Bananer
Ruth Christe...
6 år siden
Er det noget eller det fo...
Maria jayash...
6 måneder, 13 dage siden
Wow, en regnbue af følels...
Neola
2 år siden
Dagen før starten
Shawn Cee (J...
7 år siden
Jeg kunne også bare finde...
Kasper Lund ...
8 år siden
Tudefjæset - Kasper Lund
Kasper Lund ...
7 år siden
Svaler hviler i tagskægge...
Ansu Orheim ...
8 måneder, 12 dage siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
8 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
11 år siden
Pizza
Kenny Raun (...
11 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
9 år siden
Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
7 år siden
Godt Nytår
Hanna Fink (...
3 år siden
Onsdag
Hanna Fink (...
9 år siden
Poetry Slan et skridt vid...
Martin Micha...
4 år siden
Drama queen...
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Adhd pille som brille
reseptpennen
6 år siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
9 år siden
Den onde nydelse
Regitze Møbi...
9 år siden
Vi pakker sammen
Ragnhild Bac...
9 år siden
Human tetris
Tine Sønder ...
11 år siden
Under isen
Tine Sønder ...
10 år siden
Drømmwn
Martin Micha...
4 år siden
ressourceforløb the end
Martin Micha...
4 år siden
Tredje bog færdig
JesperSB
2 år siden
Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
4 år siden
Jeg har altid haft høje forventninger til mig selv - både før og efter min psykose.

Måske derfor, at jeg fik det dårligt i denne uge. Who knows? Men det er ikke altid en dårlig ting, at have høje forventninger til én selv. Jeg forbinder høje forventninger med drømme - og med drømme er der håb.

Jeg har gået på multimediedesign uddannelsen, men droppet ud. Gået på uddannelsesvidenskab på Aarhus universitet og droppet ud. Alt i alt fordi uddannelserne ikke var mig og nok fordi, det ikke var det rigtige tidspunkt for mig, at starte på en uddannelse. Disse nævnte uddannelser jeg droppede ud af, var nemlig kort tid efter min psykose. Jeg troede, at jeg bare skulle i gang med noget hurtigt, så jeg kunne komme ud blandt andre "normale" unge og på den måde få det bedre. Det var ikke det der skulle få mig til at få det bedre, men mit fantastiske fællesskab jeg har fået mig i mit eget hjem. Kollektivet. Det er nok for nu. Men det er ikke nok for mig om 1,2 måske 3 år. Der skal der ske noget nyt. Jeg har allerede boet i det kollektiv jeg bor i nu i 3 år.
,
Hvért år når det bliver forår og man kan søge ind på uddannelser, så får jeg sådan en længsel til, at begynde på en uddannelse og gå i "skole" igen. Jeg har altid været glad for, at gå i skole og gymnasiet og har fagligt, altid ligget middelmådigt på trods af psykiske udfordringer.

Problemet er bare, at de folk på min vej har vurderet mig til, at arbejde 1,5 time om dagen og ikke tror på at jeg vil kunne fastholde en uddannelse. Det gør mig usikker, fordi jeg har egentligt altid troet på mig selv i den forstand, at jeg kan meget mere end hvad jeg lige tror og som folk i systemet ikke tror på.

Jeg har talt med min daværende socialrådgiver og forskellige vejledere, som alle har fortalt mig, at de ikke tror, at jeg vil kunne fastholde en uddannelse på baggrund af mine tidligere stop på 2 uddannelser og mit lave arbejdstime tal.

I den henseende siger jeg altså bare - fuck hvad fagfolk i systemet tror og siger om mig. Jeg kender mig selv bedst. Og jeg ved, at hvis der er noget som interessere mig, kan jeg meget mere, end hvad jeg lige pt er vurderet til at kunne i "systemets øjne".

For at være helt konkret er min drøm lige nu, at gå på RUC (Roskilde universitet) og læse en humanistisk bachelor, selvom den også virker lidt angstprovokerende ift. om jeg vil blive ensom, enespænder, ikke trives osv. i en helt ny by. Eller endnu værre. At jeg bliver for stresset og psykotisk. Men man bliver nød til, at tage chancer her i livet, hvis man vil opnå noget bestemt. Og lige nu er det ikke nok for mig, at arbejde som opvasker i en børnehave og lege med krea i fritiden. Det er det måske for nu, men ikke på længere sigt. Det giver mig blod på tanden når jeg tænker kritisk over hvad fagfolk i systemet tror om mig og hvad jeg er i stand til. De har måske ret for nu. Men ikke nødvendigvis ret, på den måde, at det vil være gældende for resten af mit liv, at jeg ikke kan fastholde en uddannelse eller klare, at gennemføre én.

Og det kan godt være, at drømmen ændre sig i næste uge lol ???, men det er ikke det der er pointen. Pointen er, at er ingen som skal slukke for mine drømme ??? Jeg vil gerne erfare tingene på egen hånd - istedet for at leve som en zombie der gør hvad systemet siger, og ikke tænker selv. At jeg bliver pakket ind i vat og ikke lever mit liv til det fulde, inden for mine rammer selvfølgelig. Ligesom i hulelignelsen af Platon, (som omhandler nogle slaver, som har tilbragt livet lænket i en hule med et bål bag sig. Det eneste, de ser af verden udenfor, er de skygger af forbipasserende, bålets lys kaster på hulevæggen. Fordi de aldrig har set andet, tror de, at skyggerne er selve virkeligheden).
Eller om jeg bare skal ligesom i Albert Camus sisyfos myten, finde det meningsfulde i at vakse op hver dag lol. Just a reference joke ???☝️

Just some late night sundays thoughts from me

Skriv gerne, hvad i tænker om mine refleksioner (og ja jeg ved godt, at jeg kører et dagbogs lignende tekst show her på Facebook, men det hjælper mig rigtigt meget at skrive mine tanker ned og dele dem på dette socialmedia) Tak hvis i læste med og deler jeres helst konstruktive meninger om dette emne.

Kh Simone

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Lad mig i det mindste, have min drømme er publiceret 12/03-2023 21:24 af Simone Reinholdt Nielsen (Simoneakipa).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.