Døden - Vi kan ikke løbe fra den, gemme os, eller bede den om at blive væk. På et eller andet tidspunkt kommer den til os alle.

Nogen gange er den kærkommen, og andre gange er den dyb traktisk og ubarmhjertelig, men den vil aldrig være uundgåelig.

Man kan spørge sig selv om hvornår at det er rimelig at vi skal her fra, om der er en ” rigtig ” måde.

Vi må lære at acceptere, at livet har en start og en slutning, og at der ingen garantier er.

Livet går altid videre, med eller uden den man holder af.

Nej jeg er ikke på gravens rand ;-) Men Claus fik et donorkort sammen med et nyt sygesikringsbevis, og da vi aldrig har fået snakket om det emne, synes jeg at det var meget realvandt.

Igen, der er ingen garantier !!

Hans holdning til donorkortet er, at det ligger ham meget fjern. Også selv om at en doner måske en dag kan rede hans eller hans børns liv, så kan han slet ikke forlige sig med tanken. Det er selvfølgelig også okay.

Jeg har altid mit donorkort på mig, og har stort set accepteret det hele. Jeg synes nu at hornhinder er en tak for meget forlangt ;-)

Begravelse – Ja, da det nok ikke er mulig at komme til at ligge ved siden af Dronning Ingrid ved Roskilde Domkirke, så måtte jeg tage stilling hvis det skulle komme der til. Han er døbt i Domkirken, så det er ikke bare et skud i tågen.

Jeg vil gerne begraves ved ” min ” kirke, hvor jeg også er døbt, konfirmeret og gift. Ikke fordi at jeg er specielt troende, men den har ligesom været rammen om en del af mit liv, så derfor.

På spøgsmålet om det skulle være i en urne eller en kiste, så var Claus til urnen, hvorimod at jeg vil i en kiste.

Jeg har en eller anden fiks ide om, at der kommer nogle arkæologer om tusinde af år og finder mig, graver mig op og tror at jeg må have været et fantastisk menneske.. He he man har jo lov til at håbe ;-)

Nu vil jeg begrave mig under dynen.

Go´nat