I dag kom den længe ventede mail fra D. Og den var som frygtet ikke voldsom positiv læsning. Jeg havde jo håbet på, at den ville indeholde hans evig kærlighedserklæring til mig og vi som følge derfra ville leve lykkeligt sammen til vores dages ende, men nej... Hvis manden så bare kunne skrive ligeud at han ikke var interesseret. Men han fik da udtrykt sit manglende begær på en måde, så det var til at forstå. Alt hans anden vrøvl med "voksen forelskelse, der er knap så brusende som da man var teenager" og "kærligheden kan jo vokse" har jeg ikke meget til overs for. Hvad skal jeg bruge det til ? Mig, der tror på ægte kærlighed og på, at kærligheden er grænseløs. Her holder "voksen forelskelse" ikke. Belv selvfølgelig ked af hans manglende kærlighedserklæring, men omvendt var jeg jo fuldt forberedt.
Jeg svarede hans mail med det samme. Skrev at jeg ikke troede på begrebet "voksen forelskelse" og prøvede at sætte hans tanker igang omkring, hvad han egentlig ville med mig. Hvorfor han blev ved med at kontakte mig trods hans manglende begær. Venter nu spændt! Mere spændt end før. Tanker som : Nu synes han jeg er så fantastisk at begæret straks kommer til ham" har strejfet mit arme evigt håbende sind, men fornuften ved godt, at han nok bare giver mig ret i, at der ikke er mere at komme efter.
Hurra for mit evigt positive sind. Jeg kan undre mig gang på gang over, at jeg (heldigvis) er sådan indrettet, at jeg altid kan finde en positiv udvej i mit sind. Jeg kom i tanke om, at det jo også kunne være dejligt bare at være venner. Så slap jeg også for alle de spekulationer og kunne sikkert meget bedre slappe helt af i hans selskab. Så behøver jeg heller ikke bryde mit sind med om jeg nu er pæn nok, god nok osv. Det er sku da en genial ide, og det vil jeg skrive til ham, når han nu engang svarer, at vi nok hellere må holde vores kæresterier her. En tanke laangt bag i mit hoved fortæller mig, at så kan det jo også være, at han finder ud af hvilket fantastisk menneske jeg er, og at han bliver dybt forelsket i mig.

Min sambo kom hjem ved femtiden. Så er det slut med at have huset for sig selv og kunne være dejligt alene. Øv! Hun skulle selvfølgelig spørge om nytårsaften, men jeg sagde bare, at jeg havde haft en hyggelig nytårsaften hos mine forældre. Hun fortalte om hendes vilde fest med de 14 gæster i en toværelses lejlighed i det indre kbh. og om hvordan de alle sammen var blevet uvenner over et par kunstige bryster, der åbenbart skulle være forblevet en hemmeligthed. Christ! Var vist mere end godt at jeg ikke havde gjort noget for at komme med til den fest.
Nå, men hun havde snakket med en rigtig sød fyr, der læste til lærer og var single. Hun havde hans mobilnummer med til mig. Jeg skrev straks en sms og vi er blevet enige om at maile sammen. Jeg har bare slet ikke en anelse lyst til at stifte bekendtskab med nogen andre fyre end D. Solbrillefyren har også skrevet hundrede gange om vi snart skulle mødes og jeg tror han blev lidt små-mopset, da jeg afviste ham for fjerde gang.
Heldigvis skal jeg på arbejde i morgen. Elsker mit job. Det får mig til at glemme min ensomhed, giver mig mening i hverdagen. Savner sku også de unger. Er altid frygtelig bekymret for, hvordan det går dem, når der er ferie. 11 dage kan være lang tid for nogle elever. 11 dage uden mulighed for at fortælle om sine problemer til sin lærer. Det er faktisk en stor funktion i jobbet, har jeg måttet sande. Så i morgen er det om at finde det store moder-hjerte frem og hjælpe de små skæbner videre i deres hverdag. Vi kommer nok heller ikke udenom at snakke om katastrofen i Asien.
Så i øvrigt et debat-indlæg fra en, der var træt af at høre om Asien. Hjælp! Hvordan kan man tænke sådan ? Det værste var at min sambo sagde det samme. Jeg skyndte mig at gå! Ellers havde jeg vist sagt noget, der ville ha forstyrret husfreden i lange tider.
Godt ferien er slu så jeg kan komme i kommunikation med mine søde kollegaer igen. Har virkelig savnet at snakke med ligesindede mennesker (som vel og mærke ikke er ved at droppe en!).