I denne tid har vi kun en´ bil, så jeg er noget mere bundet til hjemmet, end jeg plejer. Det er vel et luksusproblem jeg har og egentligt er det nok også meget sundt at prøve at være uden transportmiddel. Jeg skulle til gymnastik i formiddag, men jeg havde set forkert på busplanen (det er ikke lørdag hver dag, fandt jeg ud af) så jeg måtte blive hjemme og ringede i stedet ind til fys. og meldte afbud. Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, så jeg fik huset gjort rent - støvsuget, ordnet vasketøj og i den dur. Det gav også en god motion, så jeg forsømte ikke meget ved at blive væk fra gymnastik.

Carlo kom tidligt hem, så Anne og jeg kom alligevel en tur ind til byen, hvor vi næsten gik hel amok. Vi slæbte hjem i pose og sæk, men fik også en masse gode ting og sager, tøj, støvler og make up - både i gågaden og i et varehus. Carlo fik såmænd også en gave - en wok i støbejern, som han længe har ønsket sig. Så han må i gang med lynstegning og jeg glæder mig til at smage wok-mad.

Jeg er begyndt at sy bakkesangerindekjolen til vor dilettant. Det er ganske sjovt, men bliver endnu sjovere, når selve kjolen er syet færdig og jeg skal til at sy flæser og blonder og jeg ved ikke hvad på. Jeg er ellers en fantast til at udsætte tingene til sidate øjeblik - og hvordan kan det nu være?

Det har noget med min parkinson at gøre. Jeg synes ikke, at jeg kan huske, at jeg sådan udsatte mine ting førhen og jeg kan godt betro - det er så drønirriterende at have forskellige hængepartier liggende. Jeg har forsøgt mange ting for at blive bedre til at få gjort mine ting, men det er så utroligt svært. Jeg har faktisk ikke tænkt over det før, men jeg tror, at det er fordi mine handlinger er blevet langsommere end min tankevirksomhed. Der med sagt, at jeg skal bruge mere tid på at udføre det, som jeg førhen klarede i en ruf. På den måde får jeg mindre tid til mig selv til al det sjove og det synes jeg, at der skal være god tid og plads til. Hm.

Jeg synes, at det er et problem, for hvis jeg skulle overkomme alle mine førhen pligter og samtidig have tid til at alle mine interesser, dyrke motion og tage på besøg - ja, så ville der ikke være nok timer i døgnet.
Jeg ville nu gerne, at jeg blot kunne udføre de ting, som jeg er blevet pålagt eller som jeg føler mig forpligtiget over, efterhånden som de dukker op, men jeg tror desværre, at det er utopi, for der er så meget, der skal ordnes i løbet af dagen og det kan kun blive til en´ ting ad gangen. Jeg må virkelig til at lære at prioritere, hvad jeg vil bruge min tid på. Jeg er ikke født langsom, men det må jeg sige, at jeg med tiden er blevet. Den dag hvor jeg har fundet facitlisten til at få tiden til at slå til - til alle mine aktiviteter - den dag er en torsdag i en uge, hvor der allerede er syv dage.

Sikke erkendelser jeg har rystet ud af ærmet. Uden at tænke meget over, hvad jeg ville skrive - ja, så stod teksten printet på skærmen. Jeg må dog sige, at jeg blev inspireret til at skrive om denne problemstilling af en Penneven, der selv har Parkinson. Jeg vil tænke mere over det, som jeg her har skrevet om og så se, hvad jeg kan få ud af det.

Jeg vil ønske jer godnat.

Hyggehejsa fra en ret langsom Nellemor.