Åh, jeg er så lille så lille, vågner kl. halv seks og har igen drømt om min gamle kæreste... og jeg stortuder..

Det brænder ned af ryggen, fordi han ikke ligger bagved, lugten i næsen er væk, stikkontakten (to prikker jeg har målt præcis passer til et stik) på skulderen er væk, hans hænder om min mave og ånden i nakken er væk, alt det dejlige er væk.

Drømmen var, som virkeligheden ofte var det... frustrerende og afvisende. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg savner, forstår ikke sådan noget med følelser, hvad fanden er det for noget pis!

Vi sov i køjeseng, jeg lå øverst, vi var på rejse (sådan har vi vist ligget engang på en skiferie i Norge, tror jeg)...og vi havde det egentligt sjovt, men jeg må være faldet hen, og da jeg vågnede ville jeg hoppe ned til ham, men så var han væk... der var fest omkring os, og jeg troede, at han måske måtte være gået til det, måske, i et mærkeligt mærkeligt dræmmeunivers. Han havde slet ikke snakket om, at han ville gå, tror faktisk ikke, der var fest, da jeg var faldet hen. han havde ikke lagt nogen seddel, ingen ting, og jeg følte mig så blottet, med min lyst til at putte sig ind til ham, uden over hovedet at være blevet advaret om, at han var taget afsted.

Jeg kunne jo bare deltage...løbe efter... prøvede at stå op, gøre mig klar og fin... stod på et badeværelse med tusinde andre kvinder, og var ked af det helt alene. Så klikkede det fuldstændigt for mig, og jeg lå på sådan et stort koldt offentligt badeværelsesgulv og hamrede hænderne ned i det, alt imens jeg græd og skreg og vred mig rundt i klamme vandpytter og de andre kvinder i lokalet bare sminkede sig videre. "Jeg kunne jo bare komme med". Jeg anede ikke hvor han var, om han var der, eller hvor jeg ville kunne finde ham. Ikke nogen seddel, ikke nogen besked, ikke noget ønske om mig.

Og så vågner jeg og er selvsagt ikke helt på toppen. Er det ikke nok at blive forladt i virkeligheden? Hvorfor skal jeg genopleve det to gange om ugen stadig? Og situationen og følelsen af frustrationen er så typisk. Han har ikke gjort noget forkert sådan rigtigt...bare lige fået udvist en lige lidt for meget ligegyldighed til at man kan navigere i det. Han var sjov og dejlig, det holder jeg aldrig op med at synes desværre, men han var aldrig rigtigt bange for at miste mig, det betød ligesom aldrig rigtigt noget om jeg var der... Og så har jeg vel aldrig rigtigt betydet nok for ham... ? Jeg forstår det stadigvæk ikke. Har mere respekt for ham end til at tro, at han ville leve som min kæreste i så mange år, hvis det var ligegyldigt for ham? Eller i så fald, så skuffer han mig... det gør selvfølgelig ondt at tænke, at jeg var ligegyldig, men det gør også ondt, fordi jeg tror bedre om ham.

Vi var usunde, var vi... alle følelser i sådan en drøm er så helvedes genkendelige... følelsen af noget der ikke er afvisning, men bare ligeglæde.... havde jeg fundet ham i godt humør havde han kysset mig, havde jeg fundet ham med tårer ville han væres skredet, følelsen af at være udstillet blandt en masse andre mennesker, uden at man kan dele den med ham. Udstillet af en situation han havde skabt eller som man kun kan takke sine følelser for? (Hvem skaber situationen? Mig, når jeg bliver ked af det...kan man gøre for, at man bliver ked af det, eller J, når han skrider lidt tankeløst, kan man gøre for, at man er lidt tankeløs... ). Udstillelsen i offentligheden! Følelsen af at have fået armen vredet om på ryggen. "Hvis du protesterer er du besiddereisk og tager min frihed" ............nej, nej nej, jeg er ej besidderisk! Hvis der er noget jeg ikke er, er det det. Jeg VIL IKKE VÆRE DET! Det er måske, netop det der er fejlen? Vi har boet flere år i hvert vores land efter hans ønske, og han var konstant alene ude med ekskærester og med andre kvinder, jeg aldrig blev introduceret for, og når vi var ude sammen, holdt jeg mig altid lidt på afstand for ikke at..., for ikke at kræve.... ... Han ville aldrig være utro, det var aldrig sådan noget, der var på spil. Det tiden, prioriteringerne og opmærsomheden. Og alt det var ok, kunne jeg sagtens leve med det, synes egentligt at principperne om rum og ting, hver for sig er gode, specielt, hvis man er sammen i mange år.... men ikke hvis det er uden nænsomhed, uden opmærksomhed på den anden, ikke hvis han ikke kysser mig i øret inden han går til fest og siger "nu går jeg ven, men du kan ringe til mig, hvis du får lyst til at komme med"....

JEG ER IKKE noget skidt! Jeg er alt alt for blød, det der dét der er fejlen. Jeg har fundet mig i alt alt alt alt for meget, og frustrationen er blevet så meget en vane, at jeg genoplever den igen og igen og igen i drømme..... Det er uhyggeligt. Og jeg kan desværre kun slå mig selv i hovedet med det, fordi jeg ikke gik. Men det var jo fordi jeg havde tillid og troede på det. Gav lidt slip på alle mine forbehold... Blev lige skuffet hver gang.

Og han vandrer rundt i Himalaya bekymringsløst, for han har intet mistet. Jeg var måske bare en kæreste, som han kan få en ny af. Det er så mærkeligt. Han var ikke bare en kæreste, han var min familie, en dejlig ven, og en der gjorde livet værd at gøre noget ud af. Hvorfor lod jeg mig nogensinde elske ham? Har så svært ved at give slip...både på mig selv, da jeg "skulle" i forhold til ham, og så også nu, hvor jeg skal give slip op ham. Jeg er så langsom, langsom til at blive forelsket, langsom til at give slip, langsom til at komme videre. Laaaaaaaaaaaaaaaaaaaangsoooooooooom.

Jeg orker ikke de drømme mere, jeg gør det ikke med vilje. Kan jo for helvede ikke gøre for, hvad jeg drømmer. Jeg vil ikke mere........... Og så er det nu, jeg skal finde min dejlige selvtilfredshed og glæde fra igår frem?

Kom så kom så kom så! Bare jeg kunne være vred istedet for ked af det. Jeg savner ham.