Sådan starter rejsen... det er ikke VLTJ, men Lokalgrisen.

Sidder i udkantstoget, lokalgrisen, den aparte skabning som ikke ved, om den vil være et tog eller en bus. Der er sådan en lummer vammel duft af snotnæser og skidt. Nu triller vi fladt af sted i hovedhøjde med horisonten. Husene står alene og træerne har ingen blade. Jorden er helt flad uden nogen form for hældninger. Her er brunt med striber af grønt og beige, lidt som et 70'er træningssæt. Det eneste der bryder horisontlinjen er store metalsiloer. Det eneste der bryder den monotone farveskala er en postkasserød traktor. Himlen rækker sig opaf, en fuldstændig ensartet grå glasagtig bagbelyst flade, en storskærm i overgangen til dvale. Solen glimter sløvt som en standby knap.
Og sådan startede rejsen så udkantsidyllisk, jeg nåede også godt igennem et aftensmåltid med kylling og rodfrugter. Men så tog tingene en dramatisk vending og jeg havde århundredets voldsommeste skænderi med min mor. Det skrev jeg en del om med røde øjne midt i snotinfernoet. Jeg orker ikke at vende tilbage til den tænderskærende dialog nu, så i stedet vil jeg poste et mere positivt udsnit af påsken.

Det var i 1949... eller cirka der omkring...
Skænderiet vækkede atter trangen til at læse i min bedstemors dagbøger, som min mor har gemt på loftet. Min mor var ikke hjemme, og hun har ikke givet mig lov. Så det føltes lidt forbudt og lidt spændende at åbne loftslemmen og hive stigen ned og kravle op i al støvet. Jeg måtte dog hurtigt give fortabt, på loftet står et utal af kasser, alle stablet og sirligt nummereret. Jeg ville skulle bruge timer på at finde den rette, og min mor ville helt sikkert kunne se sporene efter det. Jeg kravlede atter ned. Så kom jeg i tanke om min mors kalender som altid ligger opslået på køkkenbordet ved siden af cigaretter og lighter. Jeg kan huske, at hun engang har vist mig en fortegnelse over kasserne på loftet bag i denne. Og ganske rigtigt. Alle kasserne har et nummer, og nedenunder har hun omhyggeligt anført, hvad der er i hver kasse, og hvem af os det tilhører. Derefter gik det let med at lokalisere rette kasse og finde, det jeg ville. Jeg blev dog noget skuffet over min bedstemors dagbøger. De er indskrevet i kalendre og går helt tilbage fra 1949 og frem til 1989, hvor hun døde. Der er skrevet noget for hver dag, men ofte blot et par linier, og hvis DMI skulle have interesse i engang at vide, hvordan vejret forholdt sig på en given sommerdag i 1949, så kan de bare skrive til mig. Det er desværre for størstedelen kedelige optegnelser over vind og vejr, besøg og telefonopringninger, fortegnelser og lister over dagenes praktiske gøremål. Det bliver dog lidt sjovere læsning for mig, efter jeg blev født i 1979. Da har hun noteret alle de gange, mig og min mor har været på besøg, og det kan jeg se, at vi var ganske tit. Jeg husker det ikke sådan. Men det billede jeg har af min bedstemor er helt klart kogt ind til vores besøg hos hende. Jeg kan overhovedet ikke huske nogen situationer med hende ude af denne kontekst. De boede i et stort skrummel af et hus som nærmest var bygget ind i en skrænt. Så haven var udgjort af en cirkulær græsplæne, som var flad på toppen op til huset, og derefter faldt ned af i en blød bakke, som fladede ud forneden. Det nederste stykke lå i skygge fra træerne. I midten stod en stor blodbøg. En stejl og vakkelvorn trætrappe førte fra stuen ned på terrassen.

Sidenhen begynder hun at gøre små noter om hendes tilstand. Min bedstemor var alkoholiker. Men efter jeg blev født, drak hun aldrig en dråbe igen. Jeg husker, hun altid drak citronvand. Hun har været indlagt på psykiatrisk flere gange, men disse tidspunkter er det endnu ikke lykkedes mig at lokalisere i bøgerne. Hun fik på et tidspunkt også indopereret en pacemaker. I min hukommelse træder hun frem som et fnuglet spøgelse, med stålgråt glat pagehår, der udtonede sig i snehvidt mod spidserne. Jeg husker hende kun i profil, siddende i øreklapstolen, med den prominente høgenæse, som er et stærkt karakteristika i min mors familie. Hverken min søster eller jeg har dog arvet denne buede næseryg. Hun var et blidt gemyt og meget glad for mig. Blid og eftergivende som de karamelliserede fløderande hun tillavede i det dunkle køkken. Jeg kan huske, at jeg fik tiden til at gå i haven og på det store stykke jord, der hørte til huset. Eller i kælderen. De havde en kæmpestor kælder, hvor min mor og hendes to søskende havde deres barndomsværelser. Og der var et kæmpestort pulterrum med en gammeldags rullemaskine og et stort uhyggeligt oliefyr. Jeg husker, at jeg kunne få timer til at gå blandt alle de hengemte og støvede ting i den kælder. Fryseren stod også dernede, så legen kunne suppleres med ispinde ad libitum.

Hej ungdom... årene, hvor alt var 'knalder-godt' eller bare 'det vildeste pis', med to streger under.

Jeg gjorde et andet fund på loftet. Jeg fandt en af mine gamle dagbøger. En tyk kinabog, som er skrevet helt fuld. Den går fra august 93, hvor jeg lige er startet i 8. klasse, til d. 8. August 96, hvor jeg lige er startet i 1. g. Jeg kan godt huske, at jeg skrev dagbog dengang også, men jeg husker slet ikke, at jeg var så konsekvent. Jeg har læst sporadisk i den, og fået mig et godt grin. Teksten er suppleret af små karikaturtegninger, hvor mine fjender bliver knocked outet eller hængt i miniature galger (oh the drama!) Mange af begivenhederne husker jeg tydeligt uden den, men det er måske netop fordi man engang bearbejdede oplevelserne og fik dem gennem fingrene ned på papir? Jeg har før snakket med mine efterskolekammerater, og de har ofte kommenteret på, hvor detaljeret, jeg husker ting. Det er ikke fordi det er særligt godt skrevet eller særligt dybt. Det er i sandhed en teenagers navlepilleri. Kærlighed, usikkerhed og forelskelse, er de altoverskyggende emner. Min søster, forældre og øvrige familie er perifære skikkelser, som kun optræder i det omfang, de enten forløser eller forhindrer min egoistiske selvudlevelse. Det var dengang, hvor der var en masse ting, der bare var 'dødsjovt'. 'Smussi' var et ord... som i "Jakob Hjulben er bare SÅ smussi" (klam). Jakob Hjulben gik i vores klasse, og han var fra Børnehjemmet Schuberts Minde, som DR lige har lavet en udsendelse om, den der hedder "Kæft, trit og flere knus". Jeg er ret hård ved den her dreng i min dagbog, som indirekte beskriver den kollektive udelukkelse, som foregik i klassen. Det er ubehageligt at blive påmindet om, især når mange af siderne handler om, at jeg også selv blev frosset ude af to veninder, jeg havde fra 3-7 klasse (to som jeg stadig har i dag). Hele ottende klasse befandt jeg mig i periferien af 'de seje', og kampen for overlevelse gik på at holde sig inde i varmen. Der er ikke langt fra 'super-depri' til 'overglad' i det hele taget. Det ærgrer mig også, at jeg åbenbart brugte oceaner af tid på, at jeg vejede 45 kg, og at jeg tænkte om mig selv, at jeg var 'mega klam og fed'. Det var jeg overhovedet ikke, men jeg hadede 8. klasse, det konkluderer jeg i slutningen af året.

Efter sommerferien startede jeg på efterskole, hvor jeg var i to år. Der blev jeg forvandlet til en pige med lidt større selvtillid og masser af venner - pludselig var jeg ikke længere den her perifære eksistens, men i stedet en del af midtpunktet. Hvilke drastiske forvandlinger i de år, hvilken zappen i forelskelser, og hvilken optagethed af venner og fest!