Kan mærke skrivefeberen er ved at bryde ud skønt jeg ikke har en fjerneste anelse om hvad jeg skal skrive, men heldigvis har jeg denne oase, hvor jeg selv (delvist)sætter reglerne om hvorvidt min tekst skal have mening eller skal indeholde en gang blubber!

Føler mig nok mere skør end ventet og har tænkt mig at geninstallere min nyfundne øvelse, hvor jeg bare skriver og krydser fingre for at der ikke er nogen med en eller anden form for medicinsk baggrund læser det.

Der er noget jeg har gået og spekuleret på. Når jeg tænker på at mine hjerneceller efterhånden har fået "fri proces" med henblik på at der ikke er særlig mange tilbage (tror jeg!!), undrer det mig gentagne gange at jeg tit kommer til at kede mig. Ikke så meget i mit eget selskab, men mere i andres. Og det er ikke deres skyld. Helt klart min egen. Medfødt underholdningssyndrom.

Det er sket før. Efter et års tid på en ny og spændende arbejdsplads, begynder udfordringerne at lade vente på sig. Og det skræmmer mig lidt, fordi jeg ikke kan gennemskue om jeg er overfladisk eller lærer tingene lidt for hurtigt.

Forhåbentlig det sidste!

Men jeg er lidt bekymret, fordi det sted jeg arbejder , har alle de faciliteter som enhver tjener måtte ønske sig. Men nu har jeg været "kloden" rundt og er begyndt at se de samme ting igen som vedvarende flashbacks.

Er jeg en stimuleringsjunkie?
Jeg tror det!
Men hvordan kan tre kedelige asfaltgrå hjerneceller rumme så meget uden at brække sig?
I dare YOU, mister president!!!

Og så er det at man propper sin fritid med flere aftaler end man kan nå.
Og så er det at man aflyser halvdelen af dem, fordi man i et omnipotent øjeblik troede at man kunne duplikere sig selv og sende små tvillingetropper ud for at indhente flere oplevelser og indtryk hjem til den grådige hjerne.

Ha! jeg ser en hjerne, der sidder som en anden Jabba the HUT, uerotisk fed med flere tråde end den kan trække i og øffer op om mere. MERE!!!
" HVad me at rejse dig op, dit fede svin, og selv gøre noget!!"

Slim!.....er det første jeg tænker på.
Hvidt slim! Som en vedvarende flod over hagen. Krævende slim!
Godt så,..jeg er dybt duperet over hjernen og dens funktioner. I mit næste liv (HA!), vil jeg enten være hjerne eller og så hjerne kirurg/forsker.
Det er ligeså ufatteligt for min hjerne at forstå at det er den der lige har skrevet at det er ligeså ufatteligt at forstå at den.......

Og som en anden rumforsker, prøver man at skabe een eller anden form for kontakt, selvom man egentlig godt ved at det ikke bliver i vores tid at vi finder liv i rummet/hjernen.
Og så lige en sidebemærkning: at jeg lige har læst at "de" har fundet en ny planet i vores galakse...WOW...hvor spændende....større end Jupiter..STØRRE???...det er en stor motherfucker..fordi jupiter er ikke en af dem der bliver mobbet i klassen...og den er også den ældste.....det er jo ren science fiction, som jeg labber i mig med den største velvære.

( jeg kan mærke at jeg kan skrive UHYGLI meget om ingenting i dag!!)

Det minder mig om et prgram på discovery, som mange troende burde forbydes at se, hvor de prøvede at finde ud af hvor tanker og personligheder kom fra i hjernen. Og det var faktisk ret skræmmende. At vores tanker er noget fysisk. Noget håndgribeligt.
Det giver det med sjælen et nyt perspektiv og gjorde mig lidt deprimeret og jeg kunne ikke lade være med at ønske at videnskaben stadigvæk jokkede rundt i babysko.

Måske SKAL vi ikke vide alt? Måske har videnskaben bragt nogle skjulte dæmoner med sig da de åbnede døren og kraniet ind til fremtiden.
Måske er vi bedst tjent med uvidenheden.
Men måske er vi født til at pille alt fra hinanden fordi vi KAN!
At vi stormer afsted som en sindsforvirret lemming, der ikke aner hvad vi gør og ikke kan gennemskue konsekvenserne.

Men den har jo også bragt godt med sig. Og det er vel som med alt muligt andet: Surt og sødt, medgang og modgang, ying og yang, fordele og begdele (eller ulemper, har egentlig aldrig fundet ud af hvorfor mange siger BAG dele!!)

Som med hjernen. Det er godt at vide noget om den, tror jeg, men det river også os selv ud af vores selvskabte drømmedøs, som gør at vi vågner op hver morgen med en mening.

Njaaa...jeg ved sgu ikke. Min hjerne brokker sig lige nu og sender advarselssignaler om at jeg er ved at bevæge mig ud på dybt vand og at den har glemt sine luffer.

Msåke ødelægger man det hele for sig selv at tænke for meget.

Ahhhhh...kan mærke at jeg får en belønning nu...dejlig varm serotonin..mmmmm..lækkert!!!!