Tja, jeg vidste jeg nok godt det ville komme. Det sidste par nætter har jeg haft mareridt om lyden af knust glas og metal der smadrer mod metal, og har vågnet om svedig og med hænderne knyttet om dynen.

Det er selvfølgelig ikke særlig behageligt, men jeg håber det blot er fordi underbevidstheden, eller hvad det er nu er, er gået i gang med at bearbejde chokket. Jeg er også blevet mere påpasselig når jeg kører bil. Synes nu altid jeg har kørt fornuftigt, men det er som lydene og lugtene fra sammen stødet stadig hænger i mine næsebor når jeg sætter mig bag rattet, så jeg slapper ikke af når jeg kører. Heldigvis er det minimalt hvad jeg har af kørselsbehov i øjeblikket - mest at hente og bringe tvillingerne, og lidt småture. Ikke noget med at køre fædrelandet tyndt som tidligere.

Lige nu er der ro i det lille hjem. Tvillingerne sover trygt, de fandt allerede i søvn i bilen, på vejen hjem. Vi tog en fridag fra børnehaven og har i stedet for hygget i legeland og i eftermiddags en tur svømmehallen efterfulgt af Burger King. De to store er taget til noget klassefest-tam-tam for at fejre veloverstået eksamen og ønske de andre en god sommerferie. Så jeg kan lige så godt begynde at vende mig til stilheden om aftenen, for i løbet af en uges tid drager de begge på ferie ved deres mor og papfar, for først at vende tilbage i starten af august. Jeg burde være vant til det efterhånden, men det er lige hårdt hver sommer. Men jeg ved jo de har det godt og sjovt.

På trods af manglende søvn føler jeg, at mit humør er noget bedre end i fredags. Tror bestemt det hænger sammen med, at det var rigtig dejligt at hilse på de gamle kollegaer i lørdags, og sagt pænt på gensyn, og ikke farvel. For langt de fleste, hvis ikke alle, sagde at vi måtte sørge for at holde kontakten ved lige. Det er så lige så meget op til mig, som det er til dem. Det var nu en rigtig dejlig eftermiddag. Maria kom tidligt og hjalp sammen med de store med at få dækket bord osv. Jeg havde sat borde og stole op i laden, måske knapt så charmerende som på terrassen. Men en del mere praktisk da regnen pludselig stod ned i stænger. Så var det blev faktisk meget hyggeligt at sidde lige inden for porten i tørvejr, og se vandet vælte ned over grillen.

Det gode humør hænger så helt sikkert sammen med Maria, og selv om det (også) er på grund af hende at mit humør svinger ned, så kan så sørme også få det til svinge den anden vej. Lige nu er jeg nok kommet til den erkendelse, at vi bare ikke færdige med hinanden. Jeg må også være ærlig overfor mig selv, og indrømme at det måske bare en dårlig undskyldning eller mangel på mod/selvdiciplin/selvstændighed, tja hvad det nu end er, og der er en vis risiko for, at jeg kommer til at fortryde. Men lige nu fortryder jeg intet, selv om hun blev og overnattede i lørdags. Vi lever kun en gang, og da hun rakte hånden ud efter mig, var jeg (endnu en gang) solgt.

Denne uge er hun på kursus i København, men vi har snakket sammen hver aften ved sengetid... bare om løst og fast, intet om os to - selv om jeg savner at få snakket rigtig med hende, så har jeg ikke lyst til at tage emnet op i telefonen, så det må vente til weekenden når hun er kommet tilbage. Manner, hvor jeg savner hende... hun var skøn i lørdags, det var så tydeligt for mig, at hun havde gjort sig stor umage for at virke ældre, for en sjælden gang havde hun taget brillerne på i stedet for kontaktlinser, og håret var sat op. Jeans og bare en løst siddende skjorte. Ikke jeg tror det har narret nogle af gæsterne til at tro, at vi var i nærheden af hinanden aldersmæssigt, men jeg tror alligevel det har taget toppen - for alle gik åbenbart bare ud fra at vi faktisk var kærester, så Maria reddede mig fra en pinlig situation, for da Helle spurgte os om, hvor længe vi havde været kærester... svarede hun før mig, at det havde vi snart været i to år. At hun så lidt senere hviskede, at nu hang jeg jo på hende, ja der var jeg på den. For jeg har jo bare været for bange for selv at tage det første skridt i den retning... kylling! Men netop derfor er det så vigtigt, at vi får snakket sammen, så vi ikke bare gentager os selv endnu en gang.

Nå, men det var egentlig mødet med de gamle kollegaer jeg havde i tankerne. Selv om jeg startede at sige til alle, at jeg ikke havde inviteret til sladderfest, men til grill og hygge - så kom snakken igen og igen til at dreje sig om firmaet, (= Kenneths opførsel), og hvad der var foregået det sidste halve års tid... meget af det kunne jeg genkende, men der var også meget jeg overhovedet ikke anede noget om. Et tydeligt tegn på, at jeg har brugt alt for meget tid på landevejen, i forhold til at være i kontakt med det der skete på kontoret. Jeg tror så ikke, det havde gjort den store forskel. Men der er da en vidst trøst ved at vide, at der er flere der synes han er noget af en klaphat, der ikke tåler at blive sagt i mod. Og at det var modigt af mig at gøre det. Jeg ellers altid haft ja hatten på, og har aldrig rigtig været uenig eller på kant med ham. Hmm, sidder og bliver harm igen, men det nytter ikke noget - sket er sket, og jeg skal bare se at komme videre... aner bare ikke med hvad endnu. Ikke gjort mere ved mine notater og tanker fra forleden, men i morgen skal jeg have opdateret min linkedin profil og måske kastet en mail rundt i mit netværk... om ikke andet, så bare for at høre om der liv. Er lidt nervøs for at året bare lige pludselig er gået, uden jeg har fundet på noget...

Nu vil jeg ringe og sige godnat i København - og så selv forsøge at tælle får, forhåbentlig uden lyden af glas og metal.