Det er Kapitalisten, som nu i fremtidige dagbøger hedder Bjørnen. Jeg dater ham stadig. Eller, vi er måske nærmest en slags kærester. Selvom dét har vi ikke snakket om. Han er dog kommet til at kalde os kærester én gang. Jeg kan mærke, at jeg slet ikke er klar til den slags. Virkelig en slow mover på det punkt. Jeg har også været sindssygt meget i tvivl. Er vi for forskellige? Forskellighed og modsætninger er for mig normalt en god ting og noget jeg altid har været tiltrukket af. Men man kan godt være forskellige på en ikke-matchende måde.

Jeg er super glad for, at jeg har givet det en chance så længe. Han er en sød og god person. Jeg er også blevet mere tiltrukket af ham. Sexen er god. Jeg kan virkelig godt lide hans hår, der er masser af det, og det krøller lidt. Jeg kan godt lide, at han er 188 høj. 18 cm højere end mig. Han er stor som en bjørn (også lidt om livet). Han er super intelligent - så meget at jeg faktisk bliver lidt intimideret, og sådan har jeg faktisk aldrig haft det med en kæreste før. Ikke at dem jeg har været kærester med har været dumme, men jeg har nok altid været den, der har været viden- og uddannelsesmæssigt ovenpå. På den anden side har jeg ofte valgt partnere, som havde eksempelvis en meget høj grad af social intelligens. Nogen, der var langt bedre til at være sociale og udadvendte end mig.

Men Bjørnen er intelligent og veluddannet. En ekspert inden for sit område. Ofte citeret i Børsen og andre aviser. Har også været stillet op som folketingskandidat. Et meget politisk menneske. Og det er jeg jo ikke. Jeg ved jo ikke hat om politik. Jeg går højst til yoga med Antorini og Sareen - og ser dem af og tid svede tran og gylpe en lille reform op på deres svedige skridsikre yogamåtter. Det er ikke, at jeg ikke har holdninger, jeg kan bare ikke rigtig forbinde mine holdninger til ét bestemt parti. Noget som Bjørnen i øvrigt selv giver udtryk for er svært. Men vi er meget uenige på nogle punkter. Hans holdninger ligger væsentligt mere til højre for midten end mine gør. Og det er jo ikke for, at det ikke kan lade sig gøre at være sammen som et par, selvom om man er uenige. Men altså, det er et felt, som jeg er ved at afsøge nærmere. På plussiden kan det nævnes, at jeg er begyndt at researche mere på ting, fordi han presser mig ud i at forsvare mine holdninger, og da jeg jo ikke er en, der hele tiden sidder klinet til Deadline og diverse nyhedsmedier, så må jeg jo indimellem dykke lidt ned i nogle facts og læse lidt op.

Han er faktisk 'arbejdsløs' lige nu. Noget vi joker lidt med. Han endte i en mærkelig situation - et skænderi med sin chef, og chefen bad ham derefter pakke hans ting og smutte, men bagefter påstod chefen, at det var Bjørnen selv, som havde sagt op. Så måtte han få en advokat på. Nu er han fritstillet med løn - og jeg tør slet ikke gætte på, hvor meget én som ham tjener. Jeg kunne selvfølgelig sagtens se at det var en presset situation for ham. På den anden side må jeg indrømme, at jeg tænkte, at det jo ikke var jordens undergang. Han er i en branche, hvor han nok skal finde et nyt job - også fordi han allerede har et bombastisk CV.

Jeg har ikke nævnt, at jeg selv har prøvet at være arbejdsløs af flere omgange. Dagpenge-arbejdsløs. Det er som om, der hviler et tabu over det. Han har allerede været til flere jobsamtaler - og det er ikke engang en måned siden han blev fyret.

Apropos job.
Jeg vil jo selv rigtig gerne skifte job, men jeg synes det er virkelig svært.

1. Min profil er mudret. Jeg arbejder med kommunikation og marketing, men er uddannet arkitekt. 2. Der er ikke rigtig noget spændende at søge. 3. Der er virkelig mange om buddet på det, som der er at søge. 4. Jeg er ikke så god til det der med netværk.

Tilbage til Bjørnen.
Nå, men nu er han jo så fritstillet. I sidste uge besluttede han totalt spontant at køre til Tyskland, hvor han har boet for nogle år siden. Han blev der det meste af ugen. Jeg var lidt skuffet, for han havde snakket om, at vi skulle tage væk sammen i weekenden. Godt nok skrev han og spurgte, om han ikke skulle bestille en flybillet til mig. Men jeg havde travlt på arbejdet OG var blevet forkølet OG havde det røde - så det var ikke lige optimale vilkår. Han lød faktisk ret skuffet, da jeg sagde, at jeg måtte blive hjemme. I aften skulle han så have været hjemme hos mig, men aflyste en halv time før. Jeg blev virkelig skuffet og også ret sur - måske mest fordi jeg selv havde pønset på at udsætte eller aflyse, så jeg kunne nå en yogatime - men i stedet valgte at købe ind til en lækker morgenmad. Han tager nemlig til Frankrig på fredag og kommer ikke hjem før om lidt over en uge. Så det var eneste mulighed for at se ham. Jeg var lige ved at gøre det over then and there - men i det regi skal jeg nok også lige tage mig sammen og slappe lidt af. Men fuck hvor har jeg det svært med folk, som ikke holder deres aftaler. Måske fordi jeg faktisk selv gør ret meget ud af aftaler og hellere slår knuder og krøller på mig selv end aflyser. Det er tiderne, vil nogen sige. Mobiltelefoner og Facebook. Oplevede også lige at blive brændt af af en veninde her i weekenden. Den slags gør mig ret bitter.

Han ringede og forklarede, at han bare var vildt træt, og følte at han ikke bare ville komme hjem til mig og vælte om i min seng og sove. Det er selvfølgelig også forståeligt, men for fanden, kunne han ikke bare have fundet ud af det noget før. Det er også bare svært, når det hele er så nyt og det hele er sådan lidt shaky stadig - man tolker alt muligt ind i de mindste ting. Var det nu også fordi han var træt? Eller var der noget han hellere ville? Nå, blødte op senere og inviterede ham på den brunch, jeg jo alligevel havde købt ind til. (har jo faktisk taget en hjemmearbejdsdag - og skal bare nå et par deadlines til fredag, som jeg har arbejdet godt igennem på her i aften).

Forhold. Det er fucking noget svært noget. Noget jeg gled meget naturligt ind i, da jeg var yngre. Nu efter syv år som single føles det som om der skal sluges kameler hele tiden. Kan snart ikke finde ud af om lykken findes på den ene eller den anden side af hegnet.

Han havde dog købt noget vildt lækkert chokolade til mig fra Düsseldorf. Sødt. Og han er også sød til at komme og hente mig i hans store stationcar, som er fyldt med hundehår. Bjørnen er virkelig et rodehoved. Det kan jeg selv være. Men slet ikke i det omfang. Til gengæld har han en stuepige/husholdeske, som kommer og gør rent, rydder op og vasker tøj for ham én gang om ugen. Det ser pænt ud, når hun har været der. Men der er rigeligt for hende at se til, når hun er der. Han har jo også den kæmpestore vildt søde schæferhund. Han er gammel, over 10 år. Men jeg er helt forelsket. Men han fælder for vildt, af og til ligner det at jeg har fået pels, når jeg tager derfra.

Jeg ER i tvivl. Og som i aften kan jeg mærke, at føler jeg mig den mindste smule afvist fra hans side, så er jeg straks ved at flyve i flint og skrive en slå-op-sms. Men jeg har virkelig prøvet at styre mig. For det første fordi han jo ikke har gjort noget slemt overhovedet, og for det andet fordi efter et par måneder kender jeg ham alligevel godt nok til, at han fortjener en ansigt-til-ansigt-snak før der bliver taget nogle beslutninger. Der ER potentiale. Men det kan også være det hele falder til gulvet.

For resten så jeg ham religionssatireforskeren, som jeg har snavet med, i en udsendelse på DR - han var tilstede under terrorangrebet på Krudttønden. Synes stadig han har noget. Men der er også noget selvtilstrækkeligt bedrevidende selvgodt over ham. Nå, anyways, det er lost cause. Bjørnen kan dog også være bedrevidende - men dog ikke på en selvtilstrækkelig måde, hvis det giver mening. Men jeg frygter han har et enebarnsaspekt og derfor er meget en der reagerer og agerer spontant ud fra egen navle.

Jeeeez, det var godt at endelig at få skrevet. Must. Do. Again. Soon. Selvom om det er en pissekedelig, ukreativ og uhumoristisk dagbog af slagsen.