Parkinson - en kronisk sygdom.

Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
8 år siden
Sæl
Hanna Fink (...
6 år siden
Ryddedag
Sunstar31
6 år siden
Den gamle gartner
Peter
6 år siden
At blive håndplukket
Olivia Birch...
6 år siden
Hundrede af dem
Poul Brasch ...
3 år siden
Hvad Naja kan.
Camilla Rasm...
7 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
4 år siden
At se tilbage
Simone Krist...
6 år siden
Bornholm1
Michala Esch...
12 år siden
Drama queen...
Sylvia Ebbes...
7 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
4 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
3 år siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
8 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
7 år siden
Storskrald
Hanna Fink (...
4 år siden
Et liv i miniature
Cecilie Regi...
8 år siden
Fuldkomment flyverskjul
Regitze Møbi...
6 år siden
Skovtur
Jytte Westen...
7 år siden
Det var så den søndag.
Ellen Tang S...
7 år siden
Jeg er min egen forhindri...
Kasper Lund ...
4 år siden
Er der en mening?
Jønsse
5 år siden
Dag nr. 5 på fyldepinden....
Gaffa Brandt
8 år siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
6 år siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
8 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
7 år siden
Jeg er ingen namedropper
Olivia Birch...
6 år siden
Flytnings-spænding, og li...
Kasper Lund ...
4 år siden
Det er dagen derpå og huset er snart i normal leje igen. Jacobs svendegilde gik forrygende. Det var åbent hus arrangement med invitationer, så vi var spændte på, hvor mange der ville komme. Der var nok ca. 40 gæster ialt. Der var en god stemning og alle hyggede sig. Vejret var glimrende, så vi kunne godt have sat telt op i haven, men det var jo ikke til at vide. Istedet sad arbejdskollegaerne i udstuen og vennerne i stuen - det var ikke forudbestemt, men sådan faldt det helt tilfældigt ud. Der var buffet med frikadeller og hamburgerryg og to slags kartoffelretter og salat til. Min mand stegte 125 frikadeller og de blev spist i løbet af no time, så han var ved at tabe pusten over, at de var så hurtig væk. Ellers var der mad nok, men gæsterne tog også godt fra, så det er begrænset, hvad der er af levninger. Alle roste maden - og det er vel det en kok allerbedst kan lide at høre. Min mand er bare fænomal og dygtig i et køkken.
Ved 1- tiden tog Jaob og vennerne med taxa ind til byen for at feste videre. De sidste gæster gik først kl. 3.00 og Jacob og hans kæreste og tre overnattende gæster kom hjem igen 10 minutter senere.
Alt i alt blev det en lang - men rigtig god og speciel dag. Gavebordet står derinde i stuen og bugner og imellem ligger svendebrevet med et rigtigt flot resultat.
Det var så svendegildet for kollegaer og venner. Jeg gik og troede at det var den sidste fest, vi skulle holde for Jacob, men for søren... vi skal da også have inviteret familien til svendegilde.

Jeg går og tænker på, hvordan jeg tackler min sygdom og om jeg kan gøre det anderledes. Om jeg har et lidt forkvarklet forhold til den - og hvis jeg har, at så er det ubevidst og så er det på grund af de mønstre, som jeg fik tildelt gennem arv og miljø i min opvækst. Jeg prøver, så godt jeg kan, at forholde mig til min sygdom på en positiv måde.
Der er dog nogle indre mekanismer i mig, som gør at jeg både er ked af og vred over, at skæbnen har ramt mig så hårdt på denne måde. Jeg tror dog - uden at kan være hel sikker - at når jeg lytter til mit inderste jeg, så er jeg ved at have fat i noget af det, som får mig til at føle den sorg og vrede. Jeg er ved at få vendt tingene, så jeg kan se dem fra en anden vinkel og så er der nogle aha´er, som dukker op. Jamen, så er det jo ikke de ting, som jeg skal være så bitter på, men på selve det faktum, at jeg er blevet syg.

Jeg ved godt, at DET er en alvorlig, fremadskridende sygdom, som jeg har. I mit liv - både herhjemme og på arbejdspladsen må jeg forstå, at der er nogle ting, som jeg ikke magter længere. Det er noget af en kamel at sluge, men det er nødvendigt, at erkende og acceptere det. Jeg må også lære, at være mere åbent omkring, det at have Parkinson. Jeg ved, at min familie, venner og kollegaer vil mig det bedste, men nok er bekymrede for, om jeg vil blive for ked af det, hvis de spørger for meget. Jeg må lære, at åbne for mine følelser og tanker om sygdommen og så ellers sige til dem, at jeg gerne vil have, at de spørger til mig en gang imellem. Det, at være åbent, kan være svært, så længe det følges med skam og flovhed. Jo, nu er det på tide, at der sker noget radikalt - at jeg får et bedre forhold til min egen erkendelse af, at have Parkinson. Jeg tror, at det er godt, at jeg har fået de her tanker ind i hovedet, inden jeg næste weekend, skal mødes med mange ligestillede til Yngre konference i Grenå.

Ja, det var så tankerne i mit hoved en september søndag eftermiddag. I aften skal jeg se Nicolai og Julie - jeg synes, at det er en god serie og der er mange forskellige episoder i, som man kan forholde sig til og identificere sig med. Bagefter er det på hovedet i seng - vi er godt trætte ovenpå dagen i går.

Ha´ det nu godt derude i samfundet - uanset hvad I har, at tumle med af ting og sager.

Hyggehejsa fra en eftertænksom Nellemor.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Parkinson - en kronisk sygdom. er publiceret 28/09-2003 16:42 af Ellen Tang Sørensen (nellemor).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.