Tidligt søndag morgen - jeg sidder lige lidt og hygger mig, inden vi skal til at gøre os klar til at tage til konfirmation i Struer. Carlo er allerede i fuld gang udenfor og Anne-pige sover endnu. Hun fik nemlig lov til at tage til halbal i aftes, selvom vi skal til fest i dag. Hun må sove lidt i bilen på vej derop. Der er immervæk et par timer at tilbringe i bilen, inden vi er ved festlokalerne.

Jeg glæder mig til at se mine søskende plus påhæng igen. Hvem ved - måske dukker vi alle otte op og dermed bliver fuldtalligt atter en gang. Det er jo stort at kunne mødes alle - på en hyggelig, fortrolig og uformel måde. Jeg synes, tiden er kommet, hvor jeg har brug for at give hver af mine søskende et varmt knus og samtidig blive bekræftet i, at jeg er en okay søster for dem. Jo, jeg har stor lyst til at tilbringe dagen i den store flok, som vi efterhånden er. Der har ikke været for meget kontakt med nogen af dem siden jul, hvilket vel er meget forståeligt.

Osteklokken går mere og mere fra hinanden og lyset titter ind til mig. Jeg kan igen begynde at glæde mig over de små ting. I går var vi ude og besøge vore små børnebørn, som endda ikke er så små mere, men som begynder at skyde i vejret - nu er de også 6 og snart 4 år. Drengen, der funderer over tingene og pigen, der har krudt i måsen. Det er en fryd at opleve dem, men hvilken bedsteforældre siger ikke det om sit afkom.

Da vi var hjemme igen, fik jeg skrevet en sang til konfirmation - rystede den faktisk ud af ærmet, blev endnu en gang vildt impponeret af mig selv og rystede så på hovedet. Jamen altså - det giver glæde. Sidst på aftenen chattede jeg med en god ven og jeg fortalte, at jeg havde skrevet denne hersens sang på en bestemt melodi, som jeg forøvrigt ikke tidligere havde brugt. Han kunne så fortælle, at det faktisk var hans far, der sammen med en kapelmester havde komponeret netop denne melodi. Utroligt så lille verden bliver, en god lille historie og endnu en lille oplevelse kom der ud af det. Jo, lad mig komme ud af denne osteklokke og atter opleve livets små finurligheder -det er dem, der giver os kulør.

Vejret tegner sig smukt og jeg er sikker på, at vi vil få en behagelige køretur op gennem Jylland. Vi kører gennem min barndomsegn og så står minderne igen lyslevende for mig - minder fra barndom og den første spirende ungdom. Dagen i dag er også lidt speciel for mig - i dag er det netop 34 år siden, at jeg selv blev konfirmeret i Hanning kirke. Jeg husker konfirmationen i kirken, kjolen, gaverne og gæsterne, der var indbudt til festlighederne. Om lørdagen havde kogekonen haft travlt med at lave mad og spisestue og soveværelse var blevet ryddet og borde og bænke sat op. Det var en stor dag for mig. Jeg fik fine gaver og godt 700 kroner i pengegave. Det vil jeg fortælle Louise - dagens konfirmand - når hun står og tæller sine tusindvis af kroner. Hihi.

Så er frikvateret forbi og jeg må igang med at stryge tøjet, som jeg har valgt at tage på i dag, ind under den varme bruser, sætte hår og lægge makeup og snart er vi på vej mod nord.

Alle I derude ønskes en god og dejlig forårssøndag.

Hyggehejsa fra en vågen Nellemor.