Så er jeg kommet ud af min lettere beruset tilstand og er forhåbenlig også lidt mere fornuftig. Dog stadig ikke okay. Det var meget underligt. For det var virkelig en fantastisk fødseldag. Kanon hyggelig og alle havde det fedt. Jeg havde været klar på at tage i byen hele aftenen. Men pludselig ville jeg bare gerne hjem. Min samtale med Je. den anden dag, har åbenbart sat sine spor. Nogen spor jeg ikke havde bemærket sådan rigtig før igår. Det var ikke meningen jeg ville snakke med Je. igen. Han skrev og spurgte atter om jeg stadig var sur, at jeg ikke kunne blive ved. Hvis jeg havde tænkt mig at blive ved med at være sur, skulle han nok love at lade være med at skrive til mig igen. Skulle nok slette mit nummer og msn.
Mig: Så gør det.
Je: Mener du det? For så skal du heller ikke skrive til mig.
Mig: Det havde jeg heller ikke tænkt mig. Jeg kan faktisk godt undvære dig.
Je: Mener du det seriøst? For hvis du gør, så er det nok noget af det mest sårende nogen nogensinde har sagt til mig.
Mig: Jeg kan vel blive nødt til at undvære dig. Det bliver svært.

Efter han havde sagt at jeg havde såret ham, vælger mit humør at gå fra sur til ked af det. Havde ikke troet han ville reagere sådan på det. Forventet at han ville blive sur.
Fortæller mig at han har fundet en, som han bliver kærester med.
Bang!! Og Anne begynder at tude. Fuldstændig vildt. Åndsvagt. For ved at det aldrig ville have fungeret mellem os igen. Men den ramte alligevel hårdere end jeg havde troet.
Han har endnu ikke slettet mig fra hans msn. Og tror heller ikke mit nummer er slettet.
Overvejer at skrive til ham. Men kan ikke lige nu. Er kommet helt ned igen.
Hvorfor nu? Kunne fint feste i sidste uge, uden at blive ked af det. Øv.
Ved ikke hvorfor det går mig så pokkers meget på. Hvorfor det påvirker mig så meget, som det gør. For er langt fra okay. Langt fra der hvor jeg burde være. Der hvor jeg gerne ville være.
Han messenger navn generer mig. Det eneste der er, er tre hjerter efter hans navn. Troede jeg havde det okay idag, indtil jeg møder hans mor nede i byen og hun begynder at snakke med mig. Siger at jeg snart må besøge dem igen, selvom Je. ikke længere bor hjemme. Giver mig et knus.
Åhh. Hvorfor nu det. Hun er en fantastisk kvinde. Men kan hun ikke lade være med det altså.
Troede jeg var okay, indtil jeg så hans msn navn.
Kan ikke det her mere. Det er alt for meget i mit lille hoved.
Klynke, klynke, klynke.
Det har fyldt for meget alt for længe. For mig. Ikke for ham. Han er ligeglad. Burde jeg også være.
Jeg burde være glad nu. Jeg kan ikke mere. Jeg opgiver!