Tror jeg har ramt bunden for al min oplagrede positivitet.
Lige for tiden er jeg indhyllet i konstante eksistentialistiske og kyniske tanker. ALT er bare noget lort. Eller også er det blot ligegyldigt, hvilket egentligt er endnu værre… Så kan man ikke engang gå rundt og hade, men er tvunget til at se verdens, universets, meningsløshed i øjnene. - Det er trættende i længden.
Af og til ville jeg ønske, jeg var uvidende om hvordan det hele hang sammen; så kunne man bilde sig ind, at der var et højere formål med det hele. Men det er der ikke.

Jeg er nødt til at få proppet noget "mening" ind i mit liv. Men alt virker formålsløst for tiden.
Jeg bør finde et arbejde - så jeg kan tjene penge til at rejse i mit sabbatår og derved skabe en illusion om, at jeg er et fuldstændigt frit individ. Men det er jeg ikke. Efterfølgende er jeg nødt til at få en uddannelse, derefter et lidt mere udfordrende arbejde. Så kan jeg bruge resten af mit liv på følgende rutine: Sove - spise - arbejde - se fjernsyn - hjemmearbejde - spise - sove - spise - arbejde - se fjernsyn - hjemmearbejde - spise - sove... Det lyder da skønt.
Nå ja, og forudsat at danskerne er så kloge at holde sig til den nuværende politik, så betaler jeg 40% af det jeg tjener på, ikke noget så unødvendigt som et velfærdssamfund, men et individualistisk samfund hvor Dansk Folkeparti marcherer i front, armen løftet i vejret, nynnende essensen af den smukke, danske tradition: "Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende."

WOAW, livet er bare fantastisk.

Det, jeg har allermest lyst til, er at rejse langt, langt bort. Væk fra civilisationen, væk fra denne rædselsfuldt respektløse, primitive, forskruede tilgang til livet og naturen. Er der en mening med livet finder jeg den i hvert fald ikke hér. Jeg har ikke mod til at gøre det nu. Men en dag bliver længslen for meget, så er jeg nødt til at forlade det hele.
Jeg vil tilbage til det, min sjæl blev revet bort fra. Jeg vil leve i nuet, tage én dag af gangen. Jeg vil spise det mad jeg selv skaffer, sove på det mos jeg selv har samlet, eller i den ishule jeg selv har bygget. Hver dag skal jeg leve og ånde sammen med sjælene omkring mig, græsset, træerne, vandet, stenene - føle hvordan vi bliver ét, ER ét.

Det mangler jeg nu. Jeg føler mig fanget i min krop, som er tvunget til at eksistere i disse omgivelser for ikke at forgå. Jeg føler mig lænket af den såkaldte civilisation, der har opfostret mig, så jeg står som en fremmed over for den natur, jeg er født af. Lige nu befinder jeg mig i et ingenmandsland, jeg hører ikke til hér, men heller ikke dér jeg higer efter.

Jeg håber et af de naturlige folkefærd vil tage imod mig den dag, jeg ikke kan undertvinge mine længsler længere.