Da vi var gået i seng i går tog Rune dagens konflikt op og sagde at han var ked af at jeg ikke havde ville spise aftensmaden. Jeg svarede at jeg var ked af at han ikke ville lytte omkring løgene. Det kunne han godt forstå - og så snart at man hører sådan en tilkendegivelse, så løsner det jo mange knuder op så man kan begynde at tale sammen. Han sagde at han havde været så glad for muligheden for at få en af sine livretter, hvor jeg jo gjorde at der ikke være noget på hans top-10-liste han normalt fik længere. Han ville have løgene på sin måde fordi at så kan de ristes på panden og den forskel kan han smage. Han fik en lillefinger og tog en arm. Men selvfølgelig fik jeg dårlig samvittighed over at jeg på den måde dominerer maden og jeg forstår godt hvad han mener med at han ikke kan få sine livretter. For naturligvis kan han lave dem - men det er meget at gå igang med for en person. På den anden side kan jeg højst lade som om jeg kan lide hans favoritter hvis han laver dem; med andre ord lyve omkring det. Generelt plejer han jo at sige at han foretrækker ærlighed - men måske er det den største løgn af dem alle når vi siger det til hinanden. Jeg har engang læst at kloge børn lyver og små løgne gør dig populær - "løgn" er et socialt glidemiddel. På den baggrund er jeg muligvis snot dum. Ikke at jeg altid er hudløst og burtalt ærlig - det er jeg da godt klar over er en dum strategi "hvis du ikke har noget pænt at sige, så lad være med at sige noget" og mest af alt bruger jeg manipulation. Det lyder selvfølgelig heller ikke så rart; men det handler mest om distraktion; udenoms-svar og at sige noget andet korrekt end det der lige blev spurgt til. Noget af det jeg skal være bedre til at tage med mig ind til jobsamtalerne.

Nå, men jeg spurgte ind til hvad det var for nogle retter at Rune ikke kunne "få" nu hvor han var sammen med mig. Det var bl.a. "karry-kylling" (jeg kan ikke lide karry), hans egen lasagne (han kan også godt lide min - den er bare ikke helt så god), wok (aner ikke hvad han kommer på den), Pizza med blød bacon (jeg nævnte for ham at det kunne han nok godt, for vi laver alligevel forskellige pizzaer), Pita-brød (det skulle nu også være muligt at få; men har argumenterer med at der er for mange af hans "yndlingsting" jeg ikke kan lide og de bare ville gå til spilde - jeg foreslog pita 2 dage i træk). Pasta med pølser og ketchup. Han kunne generelt godt lide at eksperimentere med mad, men det kunne han ikke komme til. Hvilket er lidt sjovt; for jeg kan også godt lide at eksperimentere med mad, men han stejler hver gang jeg ændrer bare det mindste. Han sagde at han ikke kunne huske alle retterne. Han havde en LISTE et sted. Hmm.. fedt...

Min naturlige reaktion er så at tænke på hvad jeg ikke får pga. ham. Men jeg har ikke lige en liste. Måske står han ikke "i vejen" for ret mange af mine ting. Der er dog ihvertfald risengrød, ris ala mande, risklatkager og generelt rigtig mange ting med ris. Jeg er ellers vil med ris ala mande. Men på den anden side jeg køber bare nogle mini-meals og så har jeg styr på den sag. Jeg ved da godt at jeg er den mest kræsne af os; men hvad skal jeg gøre ved det? Det er ikke at jeg forbyder ham at lave noget andet - jeg har foreslået flere gange at vi tog en dag en gang i mellem hvor vi lavede "vores eget". Men han gider ikke lave mad til "bare ham selv".

Generelt så ligner dette her heller ikke os. Jeg synes vi begge er meget gode til at tage hensyn og finde kompromisser. Det er nok også derfor at vi begge føler os ude af balance når sådan noget her sker. Så meget for et freaking løg. Det er og bliver de små ting der tæller.

I sidste ende var jeg dog mere en tilsvarende glad for vores samtale og det gik op for mig at det var fordi han havde fortalt mig hvad der var i vejen. Hans følelser på et område, så jeg ikke skulle forsøge at gætte mig til dem. Jeg er kvinde - min fyr åbnede op over for mig. Jeg er glad. Jeg tænkte oven i købet at jeg kunne lære noget. Det virkede så enkelt for ham at åbne samtalen. Fortæl mig noget mere om dig selv, elskede.