Uha, jeg har slet ikke tid til at sidde her i dag. Jeg har 1000 ting at gøre, inden vi får besøg i morgen. Et besøg, som jeg glæder mig vildt meget til. Et besøg, som gerne skulle få mig til at glemme dagens problem. Det kommer besøget også til, for når jeg først har fået luft her, bliver der lagt låg på til mandag morgen.

Jeg er træt og ked og led. Arbejdsglæden er forsvundet – i hvert fald i skrivende stunde. Mit store problem er min arbejdsplads. Jeg har løjet for mig selv. Jeg er slet ikke så sikker på, at jeg er så glad for mit fleksjob der, som jeg har udgivet mig for at være. Jeg kan slet ikke finde mine ben. Jeg har svært ved at være i en hel anden rolle, end dengang hvor jeg var en kompetent plejehjemsassistent. Nu er jeg køkkenmedarbejder – laver morgenmad, vasker op og skræller kartofler. Som om der skulle være noget i vejen med det. Nej, det er der absolut ikke. Det vil jeg gerne og jeg ved, at kollegaerne er glade for at blive fri for det. Det er bare det, at jeg føler mig så ensom og forladt – især når jeg er der sammen med to kollegaer. De behandler mig som luft. De taler ikke med mig. De giver ”beskidte” svar. De fortæller mig ikke, hvad der er sket, men er meget åbne, når en sygemeldt kollega kommer på besøg. Så sidder jeg godt nok med en mærkelig følelse.

Jeg har tænkt meget efter at jeg kom hjem i dag. Der er tre muligheder. Enten at blive på stedet og håbe, at situationen bliver bedre Eller at tale med min øverste leder om, at få fleksjob på et mindre center, som hun også skal være ansvarlig leder af. For det tredje at søge min pension. De timer, som jeg bruger derinde på at vaske op og skrælle kartofler, kan jeg godt bruge på noget mere fornuftigt herhjemme. Uha, hvor lyder jeg utaknemlig, men lige nu i dette sekund skal jeg ikke kun kæmpe med min sygdom, men også for mit selvværd, der arbejdsmæssigt ligger langt under gulvbrædderne.

Jeg må videre. Det er nok lige i nuet – i dette øjeblik, at det er værst. Jeg har jo vidst, at SÅDAN er det, men i dag blev jeg konfronteret med det og har fået min arbejdsduelighed – eller mangel på samme – op i lyset. Det gør mig sårbar. Når jeg har sovet på det, er det måske også blevet lysere igen. På onsdag har vi personalemøde, hvor jeg vil tage mine problemer op med kollegaerne – det er jo faktisk kun de to, som jeg har nævnt, der er værst. Jeg er træt af, at jeg så nemt kommer til at tude, så jeg vil købe en kæmpeæske Kleenex at tage med og stille foran mig på bordet og så vil jeg fortælle kollegaerne, at jeg har taget dem med i tilfælde af, at jeg tuder. Måske kan jeg så holde mig.

Nu gider jeg ikke tænke mere på det. Måske er det bare mig, der er for nærtagende.

Kærlig hilsen Nellemor.