En dejlig og varm weekend med bygang er ved at være forbi. Jeg har fået en del sol af at opholde mig udenfor og fået en klædelig ´"brun" farve - det er godt nok dejligt og især når jeg tager med i betagtning, at jeg indtil i år faktisk ikke har kunnet tåle solen. Var jeg for meget i solen, blev jeg rød som en hummer, led af solskoldning, skallede af og blev hvid igen. Jeg kan takke min bror for det gode råd at gå nogle gange i solarie i foråret - det fulgte jeg og det har virkeligt hjulpet på mit problem.

I går kørte vi til studenterfest hos tvillingerne i Ringkøbing. Det blev en lang og hyggelig dag og det var den dejligste sommeraften, da vi kørte hjemad mod marsken igen. PÅ hjemvejen var det mig, der sad bag rattet og jeg bestemte mig for, at vi skulle køre en lille omvej, så vi kørte gennem egnen, hvor jeg trådte mine barnesko og vi var forbi det, der engang var barndomshjemmet. Jeg blev hel nostalgisk af at se de forskellige landejendomme og steder. Der boede .... og derinde boede de .... det var her jeg blev bidt af den dumme hund og her forulykkede jeg på cyklen, inden jeg endnu havde lært at bremse. Minderne dukkede også op i den lille landsby hvor de mange små forretninger havde været - det blev en god oplevelse at komme en tur gennem barndommens land.

Vi gjorde kort hold på vejen nedenfor ejendommen, hvor vi boede. Kun stuehuset står tilbage, som et spøgelsesagtig ruin og bag - på marken, hvor vi kravlede rundt og lugede kålrabi og om efteråret samlede sten - rejser sig en gigantisk svinefarm med en stor skæmmende stålsilo ved siden af. Vejen op til den lille gård er fuldstændig sløjfet og mors stolthed dengang - hendes fine have er for altid væk. Jeg så på forandringen med vemod og skýndte mig at sætte bilen i gear og køre videre.

Efterfølgende siger fornuften, at ejendommen var jo ikke mere værd, end at jævne med en bulldozer - og det ved jeg også godt - men alligevel gør det lidt ondt, at se barndommens base i forfald og udslettelse. Vide at det hele nu er - der var en gang. Mine forældre, der begge er døde og nu er også barndomshjemmet væk. Men livet går videre og det er nok for denne gang at dvæle.....

så i dag kørte vi til Djernæs Strand syd for Haderslev, hvor kvinderne i et vennerpar har købt et lille sommerhus - en lille perle. Carlo havde tilbudt at sætte varmtvandsbeholder op og montere udendørs brusebad og mens han svedte under arbejdet i varmen - sammen med sin svoger og to nevøer, hyggede Carlos søster og jeg os, fik snakket en masse og sørgede for kolde drikke, kaffe og frokost. Vi soppede i vandet ved stranden og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde taget badetøj med, for det ville have været lækkert med en dukkert. På den anden side - der var så mange krabber i vandet, så hmmmm .... det var også dejligt bare at soppe.

Efter endnu en dejlig dag og grillmad til aften satte vi igen kurs mod marsken - og vel hjemme fik vi talt i telefon med vor "fynbo" - Anne, der har det godt der over på Fyens land og nyder ferien. Har ellers ikke hørt fra hende siden i onsdags, hvor hun rejste derover.

Nu er det ved at være sengetid. I morgen skal jeg tidligt op, for jeg har en del gøremål. Vi får nemlig gæster på tirsdag.

Hyggehejsa fra skærmplanten Nellemor.