"Toget mod århus midtby er aflyst grundet sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Om en time vil der blive indsat busser i stedet for tog." Alle de ventende sukkede, nogle få bandede mens andre snakkede med hinanden om hvor dårligt det var at det for pokker ikke bare kunne fungere!

Alt imens sad Julie på en bænk og kiggede på dem allesammen. Hun spejdede ud over mængden og forestillede sig hvilke forskellige og spændende liv de forbipasserende måtte have. Dér gik et ung kærestepar hvor med deres barn. En datter. Hun gik ind i toget sammen med barnet og da toget var kørt gik han direkte hen til en anden "ventende" og kyssede hende inderligt. En affære.

"Tror du på engle?" Det gibbede i hende og forskrækket så hun over på sin sidekammerat. En ældre man som lugtede svagt af tobak. Hans rynkede ansigt lå i alvorlige folder, men da han så hendes forskrækkede ansigtstudtryk grinede han og afslørede en mund med meget få tænder i. Hans brune øjne blev begravet i hud.

"Undskyld?" Hun forstod ikke spørgsmålet, det var da underligt. Engle.
"Ja, engle. Min kone er en engel. Nogle gange kommer hun ned i min butik."
"Har du en butik?"
"Ja, en tobaksbutik. Hele mit liv har jeg arbejdet i den butik. Jeg overtog den fra min far. Hans far startede den." Den gamle mand smilede igen ved tanken om sin far og glemte barndomsminder.
"Hvad siger hun så? Din kone."
"Kun jeg kan høre det! Hun hvisker hemmeligheder."
"Hvilke hemmeligheder?" Hun forsøgte at holde samtalen igang, glad for lidt selskab inden hun skulle hjem til den tomme lejlighed hvor hun igen var alene.
"Jeg kan ikke sige det. Det må jeg ikke. Men hun snakker om en stjernedrøm!"
"Hvilken stjernedrøm?"
"Din stjernedrøm."
"Hvordan ved du det er min? Du ved da ikke hvad jeg hedder."
"Hun fortalte mig hvordan du så ud. Mørkt, uglet hår. Blå øjne, en slidt rød sweather, gulde gummistøvler og en grøn paraply." Hun så ned ad sig selv og genkendte det hele. Det samme tøj som hun havde på hver eneste dag. Altid det samme. Vaner er alting.
"Jeg vil ud af underverden og op i det rigtige liv! Jeg vil ud fra metroen!"
"Det er din stjernedrøm."
"Jeg kan ikke selv."
"Det skal du. Farvel, Julie."

Hun sad tilbage med undren, hvordan kunne han vide at hun hed Julie? Måske fandtes der virkelig engle..