Du kender mig ikke, ser mig ikke, ved ikke hvem jeg er. Alligevel er du min kvinde, min muse. Hende der får det bedste, det smukke, frem i mig når jeg skriver. Du er også den smukke djævel der martrer mig, destruerer mig.
   Du er her på fyldepennen, betager mig med dit smil og din udstråling. Billedet af dig ser jeg ofte på, føler mig inspireret til smukke tanker, smukke tanker om kvinden, ømheden og det lille kokette blink der er i øjet.
   Du plager mig, piner mig med anger og destruktive tanker... Men du forløser.
   Det er ikke seksuelle fantasier der optager vort samvær, ikke den fysiske berøring eller din blide stemme. Det er det usagte, det smukke nærvær med dig i fantasien, som inspiration til det der printes, mine inderste tanker.
   Jeg bruger dig, ser dig for mig, når jeg beskriver den kærlighed jeg føler for kvinden, ømheden, skønheden og trygheden.
   Din rasen, dine tårer over den smerte jeg påfører dig, ved svigt og arrogance i vort forhold. Min utroskab fordømmer du, bebrejder mig jeg ødelægger det der er smukt, fornedrer dig som kvinde.
   Din sorg og dine tårer, der fortæller om et knust hjerte, et svigtet menneske hvis sjæl græder over mig.
   Du ved det ikke, men du er en del af mit liv, min inspiration, min muse. Det der fastholder mig i det nu der aldrig kommer tilbage. Kærligt, ømt, voldsomt og destruerende.
   Dit åndelige nærvær er en nødvendighed for mig. Uden dig kommer jeg ikke videre.
   Jeg elsker dig på min måde, forguder dig , takker dig stille af hele mit hjerte, for den inspiration du giver mig.

Vi har vel alle brug for en muse.