"Hvis man ser det hele heroppe fra...," råbte far, "...så er alting altså umådelig smukt!"
   Hans lagde nakken tilbage, og så op imod trækronen, og sin far, der stampede og hoppede, som en vanvittig på den gren, han var på.
   "Den er helt sikker. Bare kom herop. Du vil også kunne høre fuglesangen langt bedre heroppe!"
   Hans lod sig IKKE overtale. Han mente, så afgjort, at fast jord under fødderne, var det bedste for ham.

"Arh, kom nu! Er du en tøsedreng, eller hva'?" Far blev ved med at presse. Til sidst opgav han:
   "Men kan du så i det mindste ikke gå hjem til mor, at hente den madkurv, vi glemte?"
   "Jo, jo!" stønnede Hans irriteret.
   "Hva'?" råbte far oppe fra træet.
   "Jeg sagde: Jo, jo!" råbte Hans tilbage, "jeg skal nok få hentet den mad dér!"
   "Fint!" brølede faderen deroppefra og vinkede lalleglad.
   Hans skulle netop til at vende sig, da han til sin rædsel så faderen få overbalance...